For femte gang arrangerede DGI Hærvejsløbet. Med hele syv forskellige ruter fordelt på både landevej og mtb er der masser af mulighed for at finde en rute som passer form og evner… Jeg har kørt løbet i ‘14, ‘15 og ‘16 og det har altid været en garant for en flot rute, god skiltning og topklasse depoter. Formen i år var so so, så det primære mål var at nyde turen op gennem Jylland til mål i Viborg.

Af Jesper Bjerring | Foto Jesper Bjerring

Jeg havde faktisk opgivet Hærvejsløbet i år. Min cykel drillede og formen er temmeligt ringe. Så Fredag eftermiddag ringede redaktøren, samtalen forløb ca. således her:

– Jesper, du skal til Flensborg…

– Jamen… min cykel?

– Ja ja, den driller, jeg har en ny Canyon Ultimate CF SLX 8.0 DI2 Disc du skal køre på…

– OK…

Så var det ligesom på plads. Nå, over på Canyons hjemmeside, finde str. guiden, hmm mine sølle 176 var lige i underkanten. Jeg burde have en small , og ikke den medium Uggi  havde lånt. Men for pokker hvor det altså frister. 10 år gammel Cervelo Soloist vs spritny carbonraket, mekaniske gear vs Di2, fælgbremser vs disc osv. Det var jo en no brainer, jeg skulle afsted!

Hård tilføjelse til ruten

– men på den rigtig gode måde

I år havde man valgt at ændre den velkendte rute lidt, så nu var der lidt grus på plakaten, nogen synes måske brosten og gruspassager var for meget, men jeg elsker det. Det er fedt at man som arrangør tør gå lidt ved siden af og udfordre på ruten. Lange lige stræk med nylagt asfalt kan man finde mange steder, så det at man vælger at lægge disse passager ind med seværdigheder er modigt og friskt.

Jeg havde igen i år arrangeret at følges med “Tosser på Tour” aka Valde, Morten, Bo og Dennis. Dog reduceret, da Dennis blev forhindret på grund af lykkelige omstændigheder (Tillykke med knægten).

Da vækkeuret ringede kl 03.30 var det ikke den super friske Jesper som kravlede ud af sengen, men morgenmad og kaffe skulle jo passes, så der var ingen anden mulighed. Afgang fra Aarhus senest kl halv fem. Start kl 07.37, rart med god tid til at hente nummer, small talk og få tisset af inden start.

Indskrivningen v. Flensborg Hus bød på Philidelphiahorn, bananer og kaffe mm. Klasse. Ved nummerudlevering får jeg lige hilst på Magnus Korsgaard Nielsen fra DGI, han har en stor andel i løbet, og er spændt på hvordan de nye tiltag vil blive modtaget, blandt andet én af danmarks absolut ledeste brostensstigninger, Dimen, v. Aabenraa.

Tilbage ved bilen får jeg pakket cyklen ud, smækket hjulene på, det er altså nemt selvom cyklen er med skiver. Through axle systemet fra Mavic og Canyons ramme spiller elegant sammen. Nummeret på trøjen, chippen på hjelmen og energi i lommerne. Min Sportful Hotpack jakke kommer også på, selvom jeg ikke føler mig specielt race, men konen der har kørt mig til Flensborg insisterer! På vej mod start tog jeg den af igen, man er vel lidt rebel…

Afgang – konen fik ret!

– mon depoterne er så gode som vi husker dem?

07.37 og så afsted. Den sædvanlige stævnespeaker havde valgt at cykle med, så der var fundet en erstatning. Han gjorde det fint, men det var bare ikke Sven Weingardt som er formand for TriVelos i Flensborg og arbejder tæt sammen med SDU (Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger – den tyske pendant til DGI) Morten var da også noget skuffet, men det blev der rådet bod på senere på dagen

Hele morgenen havde det truet med at give vand, men vi valgte alligevel at starte uden overtræksjakkerne.. Det varede ikke dog ikke mere end 5km inden vi fortrød og gjorde stop. Jakkerne blev så på de næste mange timer for regnen kom on og off og vinden var kold. Så kan man lære at lytte til konen ha ha.

Som tidligere nævnt havde man til i år ændret lidt på ruten og første nytilføjelse kom ved den gamle grænseovergang ved Bov. Her fik man også forsmag på brostenskørsel. Eneste lille anke i min bog var at man ikke havde valgt at åbne svingbommen, så vi blev nødsaget til at køre på enkeltkolonne. Den er åben næste år, ikke?

Lige nord for Kiplev bliver Morten ramt af en punktering på baghjulet og hvad der burde være et simpelt stop giver lidt udfordringer.. Lad os sige det sådan at jeg tror der var en gruppe af ryttere som lige blev 10 år ældre da Morten lukkede op for gassen og slangen brast med et gevaldigt brag… Nå men ny slange og Co2 patron og så var vi kørende igen

Videre nordpå ad vekslende veje og et par fine nye buler inden næste nye udfordring, Dimen ved Aabenraa, det danske svar på de fra Flandern Rundt kendte Hellingens. 650 meter med brosten, hårnålesving og 6,2% i gns. Et rigtig fedt tiltag, som dog blev lidt presset af at stenene var våde. Rumpen godt bagud på sadlen og med et jævnt tråd, så var det dog ikke værre end den kunne køres helt til top. I like it.. Alot.

Skiltebingo og fantastiske depoter

– det er fedt med så stor variation i depoterne! 

Efter Dimen fortsatte vi videre nord og nærmede os dagens første depot ved Hesselbjerg. Vi valgte at køre igennem da der stadigvæk var masser af væske i flaskerne, men efter stemningen at tyde snød vi os selv for et super stop. Det så rigtig godt ud og der var sørget for musik og fest helt i Hærvejsløbets ånd.

Rigtig mange løb oplever problemer med skilteterrorister, så er det heldigt man her en GPS man kan downloade ruten til, det havde vi heldigvis gjort. Skiltebingo er åbenbart bare noget man skal forholde sig til i mange motionscykelløb efterhånden og altså også Hærvejsløbet. Heldigvis har de ruten til DL på deres hjemmeside, vi kan kun anbefale at man henter den ned på sin GPS.

Efter Tørning Mølle gik turen videre mod det måske mest cool depot, SE Arena i Vojens. Her kører man helt ind på arenaen og med SuperTron storskærm med film og slideshow har man virkelig udnyttet faciliterne som ellers anvendes som hjemmebane for Sønderjyske Ishockey. Vi fik fyldt flaskerne, smagt på de gode sager, de hjemmelavede muelibarer var særligt spitze. Morten fik dobbelt bonus i depotet da Magnus Korsgaard Nielsen også lige fik ham præsenteret for Sven og fik en videohilsen til Dennis den nybagte far, på ægte Sønderjysk-tysk.

Trætheden melder sig

– gode depoter redder dagen.

Videre fra Vojens, Valde var storkørende, mens Morten og jeg begyndte at vise små tegn på hvad der skulle vise sig at blive en dag med sidevind, vand og døde ben. Jeg begyndte at få problemer med at spise og drikke og min mave havde også besluttet sig for at jeg vist havde spist nok… der var langt til Viborg. Nu var målet bare at kommet til mellemtiden i Vejen. Her vidste jeg der ville være varm mad i depotet og håbede at ris og paprikagryde ville bringe maven i bedre stemning, og det virkede faktisk!

Fra Vejen støder 160 km ruten også til og det er også herfra den “hårde” del af ruten begynder.. De første lange bakker trænger sig på efterhånden som vi nærmer os Egtved og Tørskind På Mur de Refsgårde havde man endda stillet tidtagning op til en bakkespurt.. Her var det nu ikke spurt men overlevelse som det drejede sig om.. Bo, vores mand i bil havde dog valgt at stille privat depot op på toppen med hjemmebagte hindbærsnitter og napoleonshatte (tak for det Annika, det er stort overskud). Vi fik også smidt et par gels og en gang elektrolytter i lommerne og Valde fik den nærmest obligatoriske smøg inden turen gik videre mod depotet i Ødsted.

Ødsted er om nogen folkeligt og festligt. Livemusik, super stemning og smilende hjælpere. Vi fik fyldt flasker, et par bananer og en smagsprøve på drømmekage. Lækker og svampet, For mit vedkommende var jeg skiftet fra energi i flaskerne til rent vand med lidt salt og saft. Kroppen begyndte så småt at tage næring bedre til sig. Det tegner til jeg nok skal komme til Viborg. En tur gennem Vejle Ådal og så et par buler mere plus det løse. Jenumbakken med start i Skibet og Fårup Sø er bare to rigtig trælse bakker når der ikke er diamanter i benene men de blev under mange eder og forbandelser forceret og tilfredsstillelsen er stor når de er overstået.

Ikke bare brosten

– men også grus, og flere gode depoter

Ved Jelling kom endnu en af de nye tilføjelser til ruten, Kongernes Jelling som skulle passeres på grusstier. Mange vil sikkert være uenige med mig, men jeg synes som tidligere nævnt at det er et frisk pust og burde ikke under normale omstændigheder volde problemer. Specielt ikke hvis man som jeg har gjort det til en god vane lige at stryge dækkene for småsten med jævne mellemrum. Stien var rigtig god og fast i sporet så man kunne sagten holde et pænt tempo hvis man da ikke lige ville nyde skulpturene.

Videre fra Jelling mod depotet i Nørre Snede skulle der passeres et par mindre høje efter Vonge inden der kunne nydes lækker varm suppe, småkager, tørret frugt osv. Nørre Snede depotet er endnu et af dem der snakkes om som delmål når man hører rundt i grupperne. Super forplejning og god logistik.

Efter at have fået spist og drukket godt, satte vi cyklerne i bevægelse og kursen mod dagens vigtigste depot. Depotet i Funder og den sagnomspundne drømmekage. Dog skulle der lige passeres to af de grimme Passo del Vrads 1.300 meter med 5,2% i snit og Col de Funder 1.800 meter med 4% gennemsnit. Jeg har noget for Funder stigningen. Den bugter sig og har flere tempi samtidig med man kører inde i en “hule” af træer og krydser jernbanen for at få endnu et skub i de allerede trætte ben. Her tænker man kun “der er kage på toppen, der er kage på toppen”.  Valde var allerede fløjet over knoldene, så Morten og jeg havde tid til at tænke kage mange gange.

Vanen tro fristes man til at sige skuffede Funder ikke. Klasse drømmekage, boller med pålæg, Yankiebar osv. Det er dælme guf. Efter at have forsynet os godt med, ja I gætter det nok, kage, fik vi fyldt flaskerne og gjort klar til det sidste stint inden Viborg. Udover at være depotby er Funder også startsted for den korte landevejsrute på 55 km.

Den sidste etape

– det sidste depot

Morten som havde kæmpet med kramper og trætte ben var hoppet på en lille gruppe som startede ud før, Valde og jeg fik smøget og tygget færdigt. Det var også helt ok, vi virkede trods alt mere friske end han og et lille forsping kunne jo ikke skade. Der var stadigvæk to trælse bakker imellem os og Viborg og da vinden var begyndt at tage til skulle der blive nok at se til.

Valde og jeg satte efter Morten. Det var lykkes ham at få så stort et forspring at vi helt kom i tvivl om vi havde misset ham eller misforstået at han var kørt. Morten havde det ligeså, så han havde sluppet sin gruppe og ventede på os. Det gav os til gengæld mulighed for at komme til at sidde og snakke med en gruppe fra Veteranstøtten, der er en gruppe af tidligere soldater som bruger fællesskabet og cykling til at gøre opmærksom på nogle af de udfordringer der kan være som bla tidligere udsendt til kampzoner mm. Sejt projekt.

Efter en hurtig nedkørsel med et par lumske sving begyndte turen op gennem Dollerup. Anden bakke, Hald Hovedgård, stiger i flere omgange og føles altså mere træls end Dollerup som vi lige var kommet over. Ved Vattrupgaard m. 25km til mål, ligger rutens sidste depot. Det sprang vi nu over, nu skulle vi i mål.

Efter mål mangler kun den obligatoriske paradekørsel gennem de små gader i Viborg. Byen var klædt på til fest og der var rigtig godt gang i Sanne Salomonsen koncerten da vi passerede Nytorv. Fedt med klapsalver og positive tilråb. Det var tiltrængt. Turen havde taget 11 timer 31 minutter, mit dårligste resultat til dato, men også en sejr da alle odds havde været mod mig efter et år med meget lidt træning. I Vejen var jeg helt nede i sækken og klar til at stå af, det var virkelig en sejr at gennemføre i år!

Konklusion

– Hærvejen er et godt cykelløb, punktum færdig

Hærvejen er bare et super velorganiseret løb. Super depoter og fantastiske frivillige hjælpere og mange af dem. Skiltningen kikser / er flyttet et par steder og flere ryttere får en omvej, men det er virkelig svært at gardere sig imod som arrangør. Evt. endnu mere fokus på at folk skal huske at hente ruten på GPSen, for en sikkerheds skyld. De nye tiltag på ruten er lige i min ånd. Vi er ikke inde og vandre på hærvejen, men vi møder nogle fede prøvelser alligevel.

Vedr. Canyon Ultimate CF SLX 8.0 Di2 Disc.
Rigtig lækker cykel, fedt med Di2 og skiver, det siger noget om en cykel at man sætter sig på den for første gang, og kører 270 kilometer uden problemer. Det er virkelig en komfortabel og hurtig cykel.

U-profilen på Mavic hjulene er væsentlig mindre sidevindsfølsom end den gamle klassiske V profil. Hjulene og de tilhørende Yksion Pro dæk gav stor komfort og forbavsende få punkteringer regnen til trods. Mavic har fået løftet deres kvalitet til det bedre. Stivheden kunne måske godt være højere for et par relative tunge hjul, men med mine døde ben havde det intet at sige.

Hærvejen vi ses næste år!

PS: DGI arrangerer i øvrigt et nyt cykelløb i Silkeborg på Lørdag (d.15 Juli). Der er tilmeldingsfrist i dag, det køres på Jyllandsringen (til dels) og ser meget spændende ud. AoC er naturligvis på pletten, hvor vi kører efter en placering mellem “hård dag” og “sommerferie” – vi glæder os allerede.

Læs mere om det her: Silkeborg Cycle Challenge