Bag det kække slogan gemmer Lemvig Cykelklubs motionsløb sig, og lørdag den 8. august 2015 afholdtes Lidenlundløbet for 14. gang. Grundet forskellige forhindringer var arrangementet rykket væk fra forsommeren, hvilket muliggjorde debutdeltagelse for undertegnedes vedkommende.
Af: Søren Kuipers
Liden tid til opvarmning
Som så mange gange før i min forholdsvis korte karriere som motionscykelrytter kom jeg for sent ud af døren. Bilturen fra Aarhus til Lemvig blev undervurderet, og først klokken 9.59 havde jeg modtaget mit startnummer og chip af den løbsansvarlige på havne- og målområdet. Man blev i øvrigt budt meget velkommen af de frivillige fra Lemvig Cykelklub. Starten skulle gå klokken 10.15, så jeg nåede netop at fylde vanddunkende med mine to følgesvende (storebror og bonusfar) og klikke i pedalerne, da startskuddet lød.
Learning by burning
Heldigvis var der masterstart de første 3-4km af det 97km lange motionsløb (der findes både en 24km-rute og en 56km-rute), så jeg fik mig kæmpet nogenlunde frem til den orange front i løbet af de første små 10 minutter – både Lemvig Cykelklub og den rivaliserende cykelklub i Holstebro har valgt farven orange til deres trikot – jeg fik hurtigt spottet kanonerne i feltet. Masterstarten foregik enormt velorganiseret: der blev holdt en passende fart – ikke for hurtigt, ej heller for langsomt, og det er altid godt med master når man starter inde i en by.
Den blide start stoppede dog brat da masterbilen kørte frem og satte løbet i gang. Tak skæbne; der blev rykket fra første sving, og det virkede meget planlagt og organiseret, hvad der foregik. Jeg lukkede et par huller, da jeg fornemmede at nu spidsede det til, men jeg var lynhurtigt i det røde felt – både hvad angik puls og syre i benene. Så fik jeg lige den lektion igen – varm nu op inden start!
Dagens udbrud var kørt
Der blev skruet hårdt op for tempoet fra de forreste fem ryttere – heriblandt Nicolai Bue (Holstebro Cykelklub), som er en fast podierytter på de kanter – og de tre ryttere på mellemhånd kørte også med kæden helt stram. Jeg kiggede rundt omkring for at se, hvem vi sad tilbage i det cirka 30-40 mand store felt, tjekkede lige min pulsmåler (jo, den var god nok, jeg lå stadig på næsten 95% af max), og jeg indså, at dagens udbrud var kørt, og der var end ikke kørt 20km endnu.
Løbets gang
Lidenlundløbet er et knap så velbesøgt motionsløb, som man ofte ser det på de østjyske kanter (mit primære cykelområde), men det er der ingen grund til, da der så sandelig var kvalitet hele vejen rundt. Det er et godt og velorganiseret cykelløb med masser af potentiale. Jeg så både ryttere på 17-18 år og ryttere på den rigtig gode side af efterlønsalderen sidde med i gruppen helt indtil vi nåede vesterhavsbyen Fjaltring.
Vi havde holdt ca. 36-37km/t indtil da, og løbets tekniske udfordringer var so far begrænset til mange sving ved marker og landsbyer; og så den ene gang der skulle undviges cykler på vejen (to fra udbruddet var styrtet og modtog allerede hjælp).
Men da vi nåede vandkants-Danmark (40km) blev der lige skruet op for Hr. Vestenvind og tilsvarende farten i gruppen. Sidevinden tog hurtigt sine ofre, mens sceneriet nu levede mere op til løbets slogan – det var en smuk dag med masser af sol, varme og vind.
De mange racemarshalls, som var massivt repræsenteret på hele ruten, skabte en tryg atmosfære, hvor der virkelig kunne satses i sving, ved T-kryds og blinde vinkler, da de sammen med de mange flagposter tydeliggjorde overfor trafikken, at her kom cykelløb – en stor kvalitet ved dette løb. Selvsamme motorcykler ledte min gruppe, som nu var på omkring 17-18 mand ind i landet igen. Der var stadig seks mand i front, så selvom der manglede mere end 25km, da vidste vi, at der blot var en 7.plads på spil. Men konkurrencemenneske, som mange cykelryttere jo er, så blev der kørt full gas fra Klinkby op mod Tørring Kirke (49m.o.h.) – den første af tre gange – og min gruppe var nu nede på seks ryttere.
En duft af Giro
To omgange endnu. Angrebet for 7.pladsen sættes ind få kilometer senere. Foto: R.P – Foto
Løbets afslutning er efter min mening løbets største kvalitet. Fra toppen ved Tørring Kirke falder landskabet drastisk ned til Limfjorden og opløbet ind mod havnen i Lemvig. Her passeres start/mållinjen igen, hvorefter der venter to afsluttende omgange á 11km – i 2012 var det samme omgang, som Giro-feltet kørte – startende med Lemvigs måske skrappeste stigning Vesterbjerg, som er godt 500meter lang og stiger knap 6% i snit. Herefter et skrapt modvindsstykke på stor vej, hvorefter der igen drejes op mod Tørring Kirke, hvor endnu en stigning venter; og så ned til fjorden igen. To omgange. De sidste 25km indeholder således fem rimelig skrappe stigninger.
Ud på første omgang. Vesterbjerg er passeret i vores seksmandsgruppe, og vi begiver os netop op mod Tørring Kirke. Jeg lader mig falde bagerst efter at have taget et par gode føringer. Der sidder bl.a. to fra CK Djurs. Den ene er færdig, den anden ser stadig frisk ud. Jeg tøver, idet vi rammer stigningen, men jeg kommer frem til, at de fleste i denne gruppe gerne vil blive nummer 7, samtidig tænker jeg også, at alle vil gemme krudtet til én af de to stigninger på sidste omgang, så jeg satser – og sætter mit angreb ind mere end 15km fra mål – det må overraske. Og det gør det.
Da jeg første gang kigger mig tilbage sidder én på mellemhånd, men da han mistimer det efterfølgende sving, sidder jeg nu alene og brager ned mod vandet med 70km/t. Jeg ser dem ikke igen, før vi siger pænt tak for kampen (turen) i målområdet. Jeg fik dem distanceret med mere end halvandet minut og fik 7.pladsen. På dagen kunne jeg ikke mere. Vinderen – en maskine fra Skjern – kommer ind næsten 10 minutter før; end ikke opvarmning kunne have hjulpet mod den overmagt. Så alt i alt fik jeg vind på næsen og et solidt boost på selvtillidskontoen, som det altid gør, når man kan sætte sin gruppe og køre solo i mål – om så man bliver nummer 1, 7 eller 23.
The Aftermath
Der var flere, der udgik under løbet. Enkelte med defekter og mindst to i styrt – den ene måtte angiveligt på skadestuen efter, at den store klinge var pillet ud af den ene lægmuskel. Andre igen så jeg stå af, da de nåede start/mållinjen første gang. Det kan altså være tiltalende at trille ind til den hjemmesmurte sandwich (som var med i det ganske rimelige startgebyr på 150kroner) inden de sidste 22km – som jo også er rutens absolut hårdeste. Det til trods vil jeg agitere for denne måde at afsluttet løbet på – det er en god idé. Det er fedt at krydse målområdet med publikum flere gange, og man får lige stemningen af gadeløb eller en snert af den stemning byen emmede af i 2012.
Generelt tog Lemvig sig ud fra sin gode side. Imødekommende mennesker, velorganiseret målområde, hjemmesmurt sandwich, lodtrækningspræmier: bl.a. fra Lemvig Produktionsskole, aflagt værktøj og også enkelte præmier fra kemikalievirksomheden Cheminova og så var vejret var i top.
På den negative konto har jeg ikke mange indvendinger. Jeg vil dog anmærke én ting, da det gælder deltagernes sikkerhed: Enkelte steder kunne svingene godt have været fejet aftenen inden eller samme morgen – på de kanter kører landbrugsmaskinerne jo også året rundt, så visse sving var meget farlige grundet småsten – dette kunne være et indsatsområde for 2016.
Til alle interesserede skal lyde AltomCykling.dk’s anbefalinger til dette motionsløb – Lidenlundløbet – det kan rumme endnu flere ryttere end de knap 200 som det samlede deltagerantal løb op på i år.
Billedtekst:
Masterstart: Feltet kører i samlet flok op ad Vesterbjerg i Lemvig. Vesterbjerg stiger ca. 6% over 500 meter og skal forceres tre gange i det 97km lange løb.
Foto: R.P – Foto
Billedtekst:
To omgange endnu. Angrebet for 7.pladsen sættes ind få kilometer senere.
Foto: R.P – Foto