Af: Søren Kuipers
Lørdag er Gravel-day
Lørdag den 14. maj bliver der skudt til start til Grejsdalsløbet Gravel; 75 km gravelløb. Der køres efter GPX fil med et luksuriøst depot cirka midtvejs. Bare det at kalde et depot for luksuriøst gør at man vil prøve det. Jeg selv er til konfirmation både fredag og lørdag, så jeg må have det tilgode – og så høre andre om depotet virkelig var helt i top. Husk dog slange, plugs mm.; det er vidst ikke en del af depotet.
Arrangørerne selv kalder løbet en kultklassiker, så har du hang til gravel – så er denne lørdag en oplagt mulighed.
Graveldisciplinen er for dem, der gerne vil væk fra vejene og opleve naturen lidt mere intenst, uden at det bliver teknisk krævende offroad. Fart- og gruppekørsel bliver nedprioriteret og byttet ud med fokus på oplevelserne og du vil måske opleve lidt mere hyggesnak undervejs. Der er cirka 80% grus på ruten. Vil man både køre det alternative gravelløb lørdag og det traditionelle landevejsløb søndag, har man mulighed for at få en solid weekend med masser af udfordrende timer i sadlen.
Dagen efter er Grejsdalen “Classic”
Søndag den 15. maj er der dømt landevejscykling. Arrangørerne beretter om tilladelse til ikke at skulle køre på cykelstierne af hensyn til fodgængernes sikkerhed. Det synes jeg er en god idé, når der er så mange på vejene og stærkt af Vejle Kommune at efterkomme det. Arrangørerne understreger: “Ruterne er planlagt med dette for øje og skal bruges med omtanke andre dage.”
På AoC sørger redaktør og løbsarrangør af fx Ronde van Borum, Uggi Kaldan, for at lave en stickers til overrøret med etapeprofil, bakker mm. undervejs, og Grejdalsløbet har i samarbejde med Futurum.cc udarbejdet sådan en bakkeoversigt til landevejsløbene, som ligeledes kan klistres på cyklen inden afgang.
Den udleveres sammen med startnummer. Det er lir, som jeg synes er en fed detalje – det er en lille ting, men det er virkelig fedt.
Fem forskellige ruter
Forårsklassiker – 220km
Superruten med ikke færre end 25 kategoriserede bakker og 2600 højdemeter. Mållinjen er på toppen af den ultimative stigning “Gl. Kongevej” midt i Vejle. Det er en udfordring for selv veltrænede og rutinerede motionister. Der er i alt tre depoter på ruten, der vel nok er det nærmeste man kommer et bjergløb i Danmark. A-rytter, Jeppe Tolbøll, vurderer dette løb værende næsten ligeså hårdt som La Marmotte målt på det output som kræves. Fyffer.
Tour Special – 165km
En rute på cirka 160 km omkring Vejle. Ruten er inspireret af Vejles Grand Depart 3. etape i Tour de France 2022. Mållinjen er på toppen af den ultimative stigning “Gl. Kongevej” midt i Vejle. Kører du denne rute, så kræver det stadig seriøs forårstræning for at få en god dag i sadlen. For dagen skal nok blive lang.
Mediofondo – 120km
Ruten byder på godt 1500 højdemeter. Selvom det ikke er den længste rute, er der ikke mange løb i Danmark som kan måle sig med dette med hensyn til terræn. Ruten er den absolut mest populære rute, og den henvender sig til den øvede motionist med rimelig forårstræning i benene klar på måske karrierens hårdeste udfordring.
Udfordring – 90km
Denne rute henvender sig til ryttere som gerne vil køre et hårdt bakkeløb, men som måske endnu har til gode at have prøvet løbet. Ligeså en god ruten hvis træningsformen ikke helt er der med endnu og lige skal have et nyk. Ruten byder på over 1000 højdemeter. Undervejs er der stort depot med mad og energidrik i Nørup.
Familie – 20km
Ruten for den aktive familie på byder på blandet underlag – vej, sti, grusvej, som kan køres af alle typer cykler. Elcykler er også velkomne. Børn ifølge med voksen kører gratis.
Tre mand til start med forskellige udgangspunkter
Grejsdalsløbet udmærker sig på flere områder: Teknisk support. Veludstyrede depoter. Gode ruter. Varm mad og kold øl efter målgang. Levende musik og video fra dagen på storskærm. Dette er hvad der venter alle vore deltagere. Tjek lige, om du skulle have vundet en lodtrækningspræmie. Har familien hygget sig på festivalpladsen? Du skal bare koncentrere dig om at træde og se dig godt for, så er der en totaloplevelse i vente.
Løbet er lidt dyrere end andre motionsløb, men vi mener også at man som deltager får lidt ekstra. Døm selv.
Daniel – Mediofondo
Vi stiller til start med tre mand – på tre forskellige distancer. Daniel Vestergaard Andersen kører Mediofondo, og han lover at berette hvordan dagen har været på rammen for vores egen post-pro rytter. Daniel diskuterede med sig selv, hvorvidt han var klar til 120km eller det skulle være 90km i stedet, men +100km – det klinger bare bedre. Vi glæder os til at høre om beslutningen var den rette.
Søren – TOUR special
Jeg selv kører Tour Special-ruten på 160km-ruten, og jeg håber at få sat godt med kilometer og højdemeter ind på kontoen i forhold til juni-planerne sydpå. Som tidligere i dette forår så kører jeg løbet for at få banket fart i benene og timer i sadlen, så jeg kan stå så klar til Haute Route som muligt.
Kasper – Udfordring…nej…Mediofondo
Til slut stiller AoC med en special-guest til lejligheden: Kasper Povlsgaard, min gamle gymnasiekammerat, stiller til start på 90km-ruten… Nej, det passer faktisk ikke. Efter lidt tovtrækkeri frem og tilbage blev Kasper og jeg enige om at Kaspers debut i Grejsdalsløbet også bliver på Mediofondoruten – altså 120km. Egentlig ville Kasper helst køre 90km, men vi vil også gerne følges derned og hjem i bilen, så kompromiset blev 120km. Så passer det bedre med tiderne.
Kasper er tidligere håndboldspiller med en mangeårig karriere i den bedste håndboldrække i Danmark. Efter endt håndboldkarriere begyndte t-shirts’ne at blive en anelse stramme over maven, og så købte han en solid alu-hakker; den pløjer han stadig rundt på. Så hvis du ser en mand på cirka 2 meter og i underkanten af 100kg, så kan det være, at det er Kasper. Pøj-pøj derude – Kasper kører løbet som optakt til Danmarks Højeste Cykelløb, hvor han stiller til start med to andre gutter – og Kasper håber at kunne køre fra dem til den tid. Man må sige, at Kasper kommer i solid bakketræning med det som er i vente.
Kasper har desuden – som Daniel – lovet at berette fra løbet, når han engang har ramt overfladen igen. Så må vi se, hvad en debutant siger til løbet. Uanset – respekt herfra Kasper.
Grejsdalsløbet PROGRAM 2022
· Gravel/adventure 75 km lørdag 14. maj.
· Motionscykelløb 220/165/120/90/20 km søndag 15. maj
· Tilmelding er åben til og med fredag den 13. maj.