Jeg har vestjyske aner – og efter at fodboldkarrieren (eller mangel på samme) sluttede, da kastede jeg min ildhu over cyklingen – og jeg nyder at komme tilbage til mine gamle omgivelser; køre lidt ræs mod tidligere gymnasiekammerater, fodboldmodstandere eller blot festbekendte. Og bagefter; hjem til de gamles kødgryder inden hjemturen mod Østjylland. Og der er noget at køre efter, også selvom alles mor ikke står klar med steg. I den kommende uge satser jeg på to aftenture i det vestjyske. Det er der, det sker!

Vestjysk Bank Bakkeløbet 2022 

Hvis du ønsker en aften med fart

Ringkøbing Cycle Club (RCC) afholder onsdag den 18. maj fyraftensvæddeløb i Torsted, nær Ringkøbing.

Løbet kunne også kaldes Rundt om Kronheden. I det ellers flade Vestjylland har den lokale cykelklub fundet et par halvlange bakker. Det er en rundstrækning på cirka 16km, og man kan køre runden 2, 3 eller 4 gange. Prisen er i bund: 50kroner hvis du kører 2 eller 3 runder. 80kroner hvis du tager alle fire. Og der er både øl/vand og grillpølser efterfølgende – også en del af prisen. Det er billigt! Du tilmelder dig på dagen, det er lige til at finde ud af. Jeg kørte det sidst i 2019 – og der var der ingen tidstagning – og det tror jeg stadig ikke der er. Ikke til den pris.

Arrangørerne er enormt stolte af deres lille cykelløb. De glæder sig til at vise området frem, da der er meget uberørt natur med mulighed for at se de store krondyr – hvis man kan nå det i forbifarten – det er jo ikke alle som har lige travlt. Sidst så jeg vidst ikke andet end trimmede lægge og sorten for øjnene. Der var smæk på derude i det vestjyske.

Formanden, Karsten Thomsen, understreger, at der er en garanti for en god træningstur, og alle kan køre med nogen – eller mod noget. Det drejer sig om at hylde cykelfællesskabet, og han fortæller desuden, at RCC ligeledes støtter op om andre motionsløb i resten af landet – så godt de kan.

Spektakulært er det: “Grupperne er på plads efter de første 500meter. Djævlebakken på vej ud af  Torsted splitter feltet med det samme, og så hører du til gruppe 1, 2, 3 eller hvor mange grupper der nu er.”

Der er også flere klubber, som bruger løbet i deres ugentlige klubtræning eller som holdløbstræning. Ceramic Speed, Crankalicious og des lige plejer at holde farten urimelig høj. Så der er forskellige niveauer. Jeg synes det giver en god stemning. Så afsted med dig, hvis du er på de kanter.

Afslutningsvist siger Karsten igen lettere henkastet: “Husk at der efter løbet er der gratis vand og øl og gode grillpølser til alle deltagere. Der vil også være præmier, som gives ved lodtrækning på startnummer.”

Tid: Onsdag den 18. maj kl. 18.30 – indskrivning fra kl. 17.30.

Sted: Torsted Skole (Torstedvej)

DGI Grand Prix enkeltstart 2. afdeling

To fluer med ét smæk

Aftenen efter køres der også enkeltstart i det vestjyske. Den gode vestjyde Leif Lundstrøm står forhåbentlig klar med drømme- og chokoladekage igen, når de knap 15km omkring Bur, nær Holstebro, er pløjet igennem to gange. Aftenens menu står på 30km enkeltstart. Jeg satser på gode ben på dag to – og på mere god kage.

Første afdeling. Torsdag den 28. april stod vi næsten 100 personer klar til en omgang led solokørsel i en solid nordvestenvind. Det var endnu en fed dag med kanon stemning, sol, sved og hyggeligt samvær.

Afdelingen blev afholdt i Asp – ikke så langt fra Struer – og det er faktisk meget nostalgisk at komme trillende ind til Langhøj-hallen, pakke bilen ud, hoppe i cykeltøjet, mens jeg husker tilbage på slikboden et par stenkast herfra. 5 øre. Det var Langhøj-hallen i Asp der som de sidste, som jeg kan huske, der stadig havde 5 øres slik på kortet. Det var fandme tider.

Hvis du går og lurer på om enkeltstart er noget for dig, så er mit råd at prøve det af. En afdeling koster vidst lige godt en 100 kronerseddel; du får tidtagning, masser af kage og en fed oplevelse. Har du – som mig – kun en racercykel, så stiller du bare op på den. Der er plads til alle, skulle jeg hilse fra Leif at sige.

Tid: Torsdag den 19. maj første start kl. 18.00 

Sted: Bur ved Bur Sø (vest for Holstebro)

AoC er i gang med en solid forårsturné. Vi stiller til start i flere motionsløb, og vi jagter løbsform, superfede løbsoplevelser, og vi giver samtidig vores fulde opbakning til flere af de mange løb, som lige nu afholdes rundt i landsdelen. I sidste weekend var vi blevet inviteret en tur til Vejle, da Grejsdalsløbet blev afholdt på måske årets skønneste forårsdag. Vores egen rutinerede tidligere pro, Daniel, og en god ven af huset, Kasper, stillede begge op på 125km-ruten. Herunder følger deres beretninger fra en søndag i det bakkede terræn omkring Vejle.

Af: Kasper Povlsgaard & Daniel Vestergaard (sammenskrevet af Søren Kuipers) | Foto Grejsdalsløbet

Ex-pro´en Daniels comeback – som motionsrytter!

Efter ca. et års pause fra motionsløb – og til dels også fra cyklen – er det på tide at komme i gang igen. Foråret, småvejene og de blomstrende rapsmarker trækker gevaldigt i bentøjet. Grejsdalsløbet skulle danne rammerne for comebacket (hvis man kan tale om et sådant).

Søndag morgen gik turen til Vejle, med cykel osv. i bagagerummet. Til min store glæde var der masser af parkeringspladser ved DGI-huset og man kunne nemt slentre over og få nummer udleveret og kigge lidt på de forskellige boder der bl.a. bød på energiprodukter, slanger, pumper, dunke, hjelme osv. Jeg mente nu nok at jeg havde husket det hele, så jeg trissede tilbage til bilen, med nummeret i lommen, og jeg kunne igen konstatere at de rigtig gode rammer om løbsområdet, med omklædning, cykelparkering, caféområde osv var som normalt. I top! Og så var solen også begyndt at komme frem.

Cyklen blev samlet, nummeret sat på og så føler man sig straks lidt som cykelrytter igen. Pakning af lommer – slanger, pumpe, dækjern, barer, gel og tlf. – og en kort overvejelse om de løse ærmer. Men de fik lov at blive på, og så trillede jeg til start. Meget velorganiseret med en stor, bred startboks inde i gården ved DGI huset. 9:57 blev vi sendt afsted med MC Marshalls gennem Vejle by og de afleverede os på Ibæk Strandvej, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Munkebjerg. Og straks strøg den første mand afsted på solotogt, og feltet blev trukket ud og man følte sig endnu mere som cykelrytter igen. Det kan godt være, at jeg ikke får kørt hvad jeg plejer, men en gammel travhest er og bliver jo bare en travhest. Ah!

’Munken’ blev forceret i et stabilt tempo, der var jo stadig mindst 110 km til mål fra toppen. Jeg kører uden cykelcomputer og andet måleudstyr, så det var meget rart at arrangørerne havde lavet klistermærker til overrøret, så man hele tiden havde en idé om hvor langt der var tilbage. Alle de andre havde dog tilsyneladende hentet ruten ned på deres apparater, så de kunne følge med der. Det skal dog siges at ruten var upåklageligt afmærket, og flere steder var der fejet i svingene, så det var helt som det skulle være.

Man har en plan – og så justerer man den plan

På toppen af ’Munken’ talte jeg kort med Kasper – AOC’s anden søndagskriger på de 120 (Kaptajn Søren kørte 165 km’eren) – og vi havde vist nogenlunde samme ambitioner: nemlig at følge med så længe som muligt og gerne i en gruppe der havde en vis størrelse, så man ikke kom alt for meget ud i vinden. Den plan blev, for midt vedkommende, spoleret allerede på bakken op mod Højen mast.

Fire mand var kørt væk, og det var i min optik en lidt for lille gruppe (LÆS: for få til at føre), så jeg prøvede, forgæves, at få nogle andre med i jagten. Jeg blev nok lidt grebet af stemningen, det gode vejr og de små veje, og indledte jagten alene, velvidende at det ville koste dyrt senere. Men jeg fik kontakt og konstaterede hurtigt at de fire andre vist næppe kørte deres første løb i år (det viste sig dog senere at en af dem faktisk kørte sit første cykelløb nogensinde). De fire kørte godt til. Jeg bidrog engang imellem, men mine føringer var både kortere og langsommere, og jeg endte med at sidde mest på hjul, og der havde jeg til tider egentligt nok at se til.

Tæt ved Fårup Sø, fangede vi en større gruppe på 25-30 mand, der hægtede sig på. Der var således flere til at føre, men besynderligt nok gik farten mærkbart ned, hvilket egentligt passede mig fint. Der var dog flere der ønskede at ændre på det, så da vi ramte bakken ved Daldover blev der trykket til den, og vi kom afsted i en 6-mands gruppe, hvor fire af os var fra den oprindelige 5-mands gruppe. Og så gik det ellers afsted.

Ved Egtvedspigens Grav splittede gruppen: to mand kørte væk og en røg ud af bagdøren (som man siger), og så sad vi kun tre i min gruppe. En gruppe der nok mest var en duo med påhæng (mig). Der var var ca. 30 km til mål, den sidste fjerdedel, ifølge klistermærket på mit overrør. Der kunne jeg måske have ønsket mig en lidt større gruppe. Men det fungerede, vi kom fremad med rimelig fart, indtil vi ramte en bakke med det rammende navn Fandensdal – der var utroligt smukt, men også stejlt, og det blev for meget for en af mine følgesvende. De sidste 20 km var vi således kun 2 til at deles om føringerne, og dagens sidste, men længste, bakke ved Kærbølling blev forceret i et tempo der understregede, at det nok var meget godt, at det var den sidste bakke.

Sikkert i mål, og med øm ryg og ømme ben, byttede jeg startnummeret til en kærkommen portion pasta med kødsovs. Der var godt med siddepladser både ude og inde og generelt rigtig god sommerstemning i målområdet. Jeg fandt et bord sammen med min kammerat Bjarke og hans makker, der havde kørt 165 km. Han kunne berette om en velkørende Søren, så på den front var tingene som de plejer at være.

Jeg forlod DGI Huset i Vejle med en træt krop, men også en rigtig god følelse af at være kommet i gang igen, tak til arrangørerne af Grejsdalsløbet for et godt løb med flotte og krævende ruter samt med fremragende rammer ift. alt det administrative og sikkerhedsmæssige – det gør i hvert fald dén del lettere. Bakkerne må man selv bakse med.

Kristi Himmelfartsdag er lig med Danmarks Højeste Motionscykelløb. AoC stillede til start med tre mand på tre forskellige distancer: Daniel 107km; Jonas 143km; Søren 191km. Alle mand kom rigtig godt rundt, blev banket godt igennem – nogen oplevede flere kraftige byger end andre.

Af: Søren Kuipers, Jonas Jensen & Daniel Vestergaard Andersen / Foto: Danmarks Højeste 

Det organisatoriske er i top…og dog

Vi begynder med afslutningen på denne fantastiske dag.

Vel i mål fik vi udleveret varm omgang biksemad og kolde fadøl: en fremragende kombination, der lige gav lidt varme til at trille hjem på (efter de mange byger). På hjemturen blev løbet lige vendt, og vi er udprægede tilfreds med rammerne omkring løbet: Målområdet (Fælleden) er stort, der er masser af plads, rigtig gode faciliteter, nummerudleveringen foregik problemfrit, god service efter målgang og ikke mindst god skiltning ude på ruten (hvor der ikke alene stod de sædvanlige skilte med pile og ruteangivelser, men også ”stop, du er kørt for langt”-skilte, hvis man skulle have overset pilene), og så er det jo bare nogle fuldstændig fantastiske ruter der er lagt ud i landskabet.

Sidenhen har vi været i kontakt med andre omkring løbet; både deltagere og tilskuere/bilister. Der var flere farlige situationer på ruterne, hvor bilister og cykelister ikke har kunnet dele vejen lige. Selvfølgelig har vinden haft en stor indflydelse på dette, da læ er blevet søgt meget. Men det er en præmis, som man skal være opmærksom på.

En anden anke som løbet bliver givet er manglende flagvagter/race-marshalls. Specielt i farlige kryds. Her på redaktionen har tidligere erfaringer vist os, at det specielt er gældende for de allerhurtigste på 140km-ruten. Det er primært her de allerhurtigste (og af og til risikovillige) hører til, så sidder man blandt dem, så forstår vi til fulde anken. Men ser man på gennemsnitsfarten på de forskellige ruter, så kan man også se, at farten er absolut højest blandt de forreste på 140km-ruten, så måske tillader mange andre deltagere at bruge bremsen lidt mere (og oftere) end omtalte?

Andre løb har et lidt større startgebyr – til gengæld en større fokus på sikkerhed gennem fx. flagvagter og/eller race-marshalls.

Oplevelser fra løbet

105km

Daniel Vestergaard Andersen: Så kom den helt officielle sæsonstart for mig. Danmark Højeste på 105 km ruten (som egentlig er 107km), dog efter en tyvstart for et par uger siden i Vejle. Vejret bød på byger og en ret hård vind. Jeg havde fået mig placeret i startgruppe 2, der bl.a. inkluderede flere tidligere A-ryttere samt nogle af DGI’s fremmeste cykelryttere, så det lugtede umiddelbart på at der kunne laves en god tid.

Der var mere eller mindre modvind direkte ud af boksen og hele vejen ud til rutens vestligste punkt, ved Salten. Og det resulterede i en startfase helt uden de sædvanlige angreb – der var ingen der ville ud og have alt for meget vind på næsen, det passede mig fint. Selv den meget stejle Lyngvej blev kørt ganske moderat, gruppens sammensætning taget i betragtning, og det samme gjaldt op mod Ejer og Yding, hvor vinden var lige i snotten. Ikke at vi kørte decideret langsomt, men der var rimelig ro på feltet.

Første gang der opstod lidt småpanik opstod kort før Voerladegård; på et kort stykke med sidevind kom flere lidt på bagkant. Med udsigt til en lignende sidevind på Silkeborgvej var der lidt nervøsitet at spore, da vi nærmede os bakken på Lerdalsvej, men det viste sig at være ubegrundet. Silkeborgvej og bakken op til Salten blev ligeledes passeret uden forceringer og da vi drejede om i rygvind blev der givet pænt gas mod den smukke strækning mod Gl. Rye og derfra blev der lukket yderligere op for gassen i retning af Boes.

Så skete der noget lidt underligt. De ro primære ’trækdyr’ i gruppen slog ud og gik i depot mellem Gl. Rye og Boes, efter at have splittet gruppen i medvinden(!!). Vi var fire der sad og kiggede lidt på hinanden, inden jeg valgte at fortsætte – der var trods alt massiv medvind. De tre andre besluttede sig for at vente på resten a gruppen (som nu var i depot). De måtte jo så samle mig op senere, hvilket også var tæt på inde i Ry – men så gik bommen ned, og det gav mig ca. 2 minutters forspring (erfarede jeg senere). Derfra blev målet at nå toppen af Javngyde inden de fangede mig (for der er jeg ofte blev sat før). Jeg må indrømme at det lugtede lidt af gamle dage (LÆS: tidligere pro), i hvert fald inde i mit eget hoved. Jeg blev nok liiiidt grebet af stemningen.

Toppen af Javngyde blev nået, uden visuel kontakt bagud, og dernæst var målet at nå til Mesing, hvilket også blev nået. Derfra begyndte det at ligne, at jeg måske kunne holde hele vejen. I mellemtiden fik jeg samlet to ryttere fra startgruppe 1 op, så jeg ikke skulle bakse med vinden helt alene. Ud af Mesing by kom de så bagfra – en mindre gruppe – besående af 3-4 stykker fra min startgruppe, samt en håndfuld fra startgruppe 3. Så var det bare at klemme balderne sammen og holde hjul, hvilket kneb gevaldigt på den lille bakke ud af Stilling, men ikke desto mindre lykkedes det. Ca. 1,5 km fra mål fik vi så dagens første byge, som til gengæld heller ikke var for sjov – og hvert fald nåede vi at blive pænt våde. Jeg kom ca. sidst i mål i gruppen, men var pænt tilfreds med min indsats.

140km

Jonas Jensen: 

Da jeg blev tilmeldt 140 km, tænkte jeg: “Lækkert, det bliver nemt!” Jeg overvejede endda kort 190km-distancsen. Som Kristi himmelfartsdag nærmede sig tænkte jeg efterfølgende, at 100 km faktisk lød mere og mere tiltrækkende, og især fordi så havde jeg en kammerat fra teamet på samme rute. Jeg endte med at køre de 140 vindblæste kilometer, som viste sig at være 143,5 km.

På dagen var startgruppen kl. 9.00 fyldt op med nogle lede hunde. Min plan var at tage det stille og roligt, og køre løbet for at få nogle gode kilometer i benene. Turen mod Hylke og Lyngbakken var stille og rolig. Nogle prøvede da at komme væk, men feltet var samlet, og der kom en mindre gruppe op bagfra, som startede 3 minutter senere. Da vi ramte Lyngbakken blev gruppen delt op i flere små grupper. Jeg endte i – tror jeg – gruppe tre.

Til dagens løb havde jeg valgt vores nye trikot fra ES16. Bibs, jersey og vest. Havde også valgt at tage det lange skoovertræk fra gripgrab, løse ærmer og handsker på, for sidste løb for en måned siden i samme område var koldt, og jeg håbede på regn. Jeg kogte lidt over, da vi nærmede os Ejer og Yding; jeg havde for meget tøj på. Så kort inden Yding valgte jeg at stoppe – pga. den lede vind – for at tage vesten og handskerne af, og så falde tilbage til gruppen bag mig. Den sad jeg i resten af dagen.

Jeg sad med overskud det meste af dagen og lukkede nogle huller da vi nærmede os Ry. Men det var til tider skønne spildte kræfter, da vi jo kører efter færdselsreglerne og derfor ikke kan brage igennem ved vigepligter, og vi tager hensyn til andre trafikanter. De som var sat, kom derfor op igen. Da vi kom til Ry vidste vi i gruppen ikke rigtig hvilken vej vi skulle, da der manglede lidt skiltning, men vi fandt ud af det og kom ud af byen. Vi nærmede os Javngyden, som jeg havde set vi skulle op over. Af en eller anden grund troede jeg, at vi skulle over fra den hårde side, så det var en lettelse at opdage at ruten kørte den lettere vej over.

I samlet flok nærmede vi os Stilling sø og Søvejen. Her var der en af gutterne, der havde lidt ømme ben. Den er altså også led, og især efter omkring 100 km. Efterfølgende ramte vi Fastrupvej -egmentet, her var der en fra MCM som tabte kæden opad. Efter Solbjerg var jeg ikke længere sikker på, hvor ruten førte os hen, og jeg havde en aftale med mig selv, at jeg ville i depot. Sådan et var der med 30 km til mål.

Depotet var ramt af Korchsk romantik. Lige inden vi ramte depotet, var en flok ænder vraltet over vejen, og vraltede rundt og guffede et eller andet i græsset. Udover ænderne, var der to rare mennesker som tilbød smørrebrød, energidrik, vand og chokolade. Jeg havde mest lyst til en sodavand, og vand I dunken, og heldig som jeg var, havde de en Faxe Kondi, og den var kold.

Da jeg stod i depotet, kom en af gutterne der var blevet sat på bakkerne op til mig. Han havde også brug for noget til sine dunke, og lige da vi kørte kom ham med kædeproblemet også kørende. Vi tre kørte sammen til de første par bakker efter depotet, og derfra kørte jeg alene.

Lidt senere kom jeg op til nogle, som jeg havde set tidligere på dagen, og dem sad jeg med til vi ramte Bjergvej. Her var det min tur til at smide kæden, og den sad fast mellem pedalarm og ramme. Da jeg endelig, efter diverse eder, fik min kæde fri og på igen, skulle jeg starte der hvor procenterne er tocifrede, så det var med besvær jeg kom i gang igen. De to andre så jeg køre lidt på tværs af bakken hvor procenterne er højest, så jeg håbede, at jeg ville nå dem inden Virring, men de var væk. Helt væk var de dog ikke. Jeg så dem efter Virring og håbede at kunne nå dem, men på Præstevejen og opad Vitvedhede kunne jeg ikke lukke hullet. Heldigvis var der et skilt efter Vitvedhede hvorpå der stod 5 km til mål. Jeg gav mit sidste for at nå de to foran, men de blev til tre, og så var målstregen i sigte. Jeg rullede resten af vejen og kom i mål fint tilfreds.

Efter en cola og en banan var jeg klar til at rulle hjem. Det blev til en total på 195 km på dagen. Rigtig od træning. Masser af vind og bakker. Jeg er klar igen næste år.

190km

Søren Kuipers: Kort fortalt. Jeg sad med fra start til mål, hvor jeg synes det er sjovest – forrest i feltet. Vi startede kun én gruppe, da vi stillede knap 50 mand til mål på distancen 190km. De fleste stod med løse ærmer, vindveste og lommerne proppede til randen kl. 8.30.

Det er tydeligt at lure hvem planlægger at køre hårdt på, og hvem som har depotplaner (bare kig på lommerne). Mine lommer var således proppet til randen, og efter 5 minutter begyndte jeg at være helt våd på den ene balde. Hvad nu? Solen skinnede og vejene var rimelig tørre?? Ahh…jeg havde pakket et par små plastikposer med vand, så jeg havde cirka 2 liter væske med – og nu var den ene lækket – så ikke meget mere end 1,5 liter væske til 5 timer og 30 minutters cykelløb.

Godt afsted kom vi. Efter Lyngvej sad vi vel end 20-25 mand forrest og mere eller mindre hele vejen mod vest (der var kraftig modvind), blev der kørt meget jævnt – og til tider konservativt (også fra mig selv) – og først da vi nåede Salten kunne vi begynde at give mere gas, da vi drønede mod Gl. Rye. Vi drejede på et tidspunkt op i vinden igen ud mod Laven, og nu sad vi en 7-8 stykker tilbage. Jeg oplevede gode ben, og det var vel først da vi ramte Javngyde, at det begyndte at nappe lidt i lårene (efter knap 130km).

Efterhånden begyndte vi at støve mindre byger op på vores vej, og hver gang føltes lårene en smule mere låste, tunge og med lidt mindre overskud. En stærk gut – Simon – som jeg har siddet med tidligere i et løb holdt kæden pænt stram sammen med et par andre stærke gutter, og vi sad kun 5 mand tilbage. Og så skete det: haglbyger, lårfede stråler, kastevinde blev en del af menuen fra km 150-175km. Det kostede femtemanden, som måtte slippe i sidevinden i bakken ud af Solbjerg.

Efter 180km måtte jeg stramme balderne så uendeligt meget – Bjergvej ved Hvolbæk – lokale kender bakken; og uanset om du rammer bakken efter 5km træningstur eller 180km motionsløb, så gør den bakke altså bare ondt. Men jeg kom med op over, og så gik fjerdemanden i vores gruppe i selvsving. Han gik i ren leadout de sidste 10km, og da vi endelig ramte opløbsstrækningen kunne vi tre andre gå forbi de sidste 200 meter. Jeg fik en klassisk krampe, måtte se to stærkere ryttere køre hårdt om sejren. En tredjeplads. Mere end godkendt. Jeg var nok fjerde- eller femtestærkeste mand på dagen.

191km og 2.100 højdemeter forceret.

Fælles fra altomcykling.dk skal der lyde en stor tak for en skøn Kristi Himmelfartsdag på Fælleden i Skanderborg.

Vi ses næste år!