Belgien 29. Marts. 2020. 154km på de flamske belgierveje: sving, brosten, hellinger, vind, sol og regn. Det hele venter søndag. I dag er det lørdag. Mine to følgesvende og jeg selv, er efter 125km hårdt ridt til Kuurne-Brussels-Kuurne og en ordentlig gang fedtstifter med creme, kørt 40 minutter østpå, til den mindre by Gerardsbergen. 

Af Søren Kuipers | Foto © AltomCykling.dk

Lørdag kl. 16.14: Muur van Gerardsbergen

Det er med en vis ærefrygt, at vi står på toppen af den ikoniske Muur van Gerardsbergen oppe ved kapellet. Jasper Suyven og Lampaert knokler sig hastigt forbi. I deres baghjul kæmper min navnebror, Søren – med efternavnet Kragh Andersen – en kamp for at holde trit. Han lider, men han giver ikke op, han er sej, en hård hund. Det er hårrejsende at stå lige der; pro-ryttere indsmurt i mudder, støv og sved med cykelkæder klagende efter adskillelige kilometer uden ordentlig smørelse. Trentin rækker tungen ud af udmattelse i fjerde position.

Philippe Gilbert kommer rundt i svinget. Man ser det med det samme: Alderen! Som jeg står der, og ser det ene idol efter det andet okse sig forbi mig, går det op for mig. Muuren udstiller rytterens alder. Stuyven er 27 år, han ser stadig godt ud. Trentin er 30 år, kæmper med det, men ser rimelig ud. Gilbert er 37år, han ser slidt ud. Han ender med at blive 8er, bæst.

Jeg synker og mærker min egen 37 årige krop, som endnu værker, her 3 timer efter målgang, i motionsudgaven af Kuurne-Brussels-Kuurne. ‘Hvordan mon jeg vil se ud i morgen, når jeg skal bestige dette monster, med knap 100km i benene allerede?’ Bakken en kun godt 1km og stiger omkring 7% i snit, men med 20% ramper og hulter-til-bulter-brosten? Jeg kommer nok også nærmere til at ligne Gilbert, end Stuyven i morgen. 37 år = slidt.

Søndag kl. 06.33: Gent

Vi sidder alle tre og spiser havregryn med rosiner og mandler. Den tredje kop kaffe er hældt op. ‘Hvad siger vejrudsigten?’, spørger jeg for 9. gang. ‘Hvor mange lag tager I på?’ Jeg sidder og fedter med mit nye skoovertræk fra Gripgrab. Det går så langt op ad skinnebenet, så selv den gode Tom Domulin ville blive misundelig, men hvad gør det, når det holder ens fødder totalt tørre – selv i dette føre.

Vi kommer frem til startområdet. Vi bor knap 3km fra start, så i dag når vi at rulle lidt inden vi går i gang. Kort inden start driller mine gear. Jeg panikker lidt, som vanligt, også selvom der ikke er fælles start. Hvorfor? Jeg er spændt og lidt nervøs.

Det kan de i Belgien: arrangere store fællesskabsdannende motionscykelløb uden tidstagning. Det fungerer. Vi tre døber det Gran Fondo-stemning; forstået således, at distancen og terænnet er så udfordrende, at det at gennemføre og opleve landet, kulturen og naturen er rigeligt i sig selv. Der er konkurrence nok i at kæmpe med og mod sig selv. Som det ses er starten ikke ligefrem stressende.

Vi kommer af sted. ‘Hvad siger vejrudsigten?’ Det kan jeg sgu ikke huske, men lige nu pisser det ned! Vi finder heldigvis ind i en fin gruppe, mens vi bliver ledt syd på ud af den industrielle del af Gent. Gråt i gråt. Men solen titter frem, vi ruller langs en større flod og benenes ømhed forsvinder, mens varmen og glæden tiltager. Vi er i gang med Omloop Het Niewsblad. 154km med en 14-16 stigninger, flere lange brostensstykker og endnu en masse ukendt terræn. Det er lykken for os motionscykelryttere.

Søndag kl. 09.07: Oudenaarde

Jonas og jeg sidder i feltet og sludrer, da store dele af vores homogene gruppe går i depot. Vi bliver enige om at køre videre; vi kigger efter redaktøren. Men vi kan ikke se ham, nå, han må være kørt med i depotet, bliver vi enige om, og kører videre efter godt og vel 40km, som har været uden de store udfordringer.  (I virkeligheden er redaktøren styrtet, og ligger og roder rundt på noget Belgisk beton, ca.10km før depotet… det skriver han selv om i en særskilt artikel…)

Stigningerne kommer nu som perler på en snor. Måske ringer der en klokke ved navne som Molenberg, Wolvenberg, Leberg, Berendries og Elverenberg. De fleste af de flamske stigninger er lige tanden længere end de østjyske hjemmevante bakker, de er også lige en tand stejlere og de har lige tusindvis flere tænder – som i dette tilfælde er brosten. Det er skrap kost, men når man først lige har fået taget på dem, så er det megafedt at bestige dem.

Jonas kører hårdt på og proklamerer diamanter i benene. Han afkræver mig svar på mine ben. Jeg afventer lidt (på vanlig vestjysk): ‘Ah, jeg kan bedre sige det, når jeg har kørt et par stigninger mere.’ Men ærligt, jeg har bedre ben end dagen før. Efter knap 75km forcerer vi Valkenberg, en knap 1km lang stigning med snit på 6%. Jeg skruer helt op, og tester benene. Der er hul igennem, og jeg har hul til mine 4-5 følgesvende. Jonas er én af dem, men nu er jeg halvvejs i løbet, og jeg har kuldegysninger, adrenalinen bruser i mine årer, solen er brudt igennem, jeg er fyldt med energi, føler hverken tørst, sult eller smerte, så jeg beslutter mig for at gå på togt.

Det gode ved den åbne start er, at man konstant kan finde nye følgesvende, og jeg fanger hurtigt en stærk belgier kørende med bare hænder i kort/kort. Sådan. Han kører i depot efter 80km, så jeg fortsætter ufortrødent. Stadig med stjerneben. (Redaktøren henter Jonas i depotet v. 80km, men som sagt, det skriver han selv om).

Søndag kl. 10.59: Gerardsbergen

Kort inden Gerardsbergen stopper jeg kort for at tisse, spise lidt vingummi, velvidende at der nu er få minutter til dagens største udfordring Muur van Gerardsbergen. Jeg fortsætter, endnu solo, da jeg rammer foden at stigningen. Der er et større tivoli i bunden, og jeg får associationer til bydelen Mont Martre i Paris – en slags mystisk anlagt forlystelsesby beliggende nært et helligt sted. Det hellige Sacre Couer er selvfølgelig her byttet ud med kapellet øverst oppe på Gerardsbergen, og jeg kører med stor iver ind på stigningen.

Jeg er alene. Solen skinner. Alt er godt. Og nej, det går ikke galt. Det ændrer sig ikke. Jeg kører stigningen nøjagtigt så disponeret og hårdt som håbet. Med gearingen 34-28 kører jeg 20%-stykket uden problemer og klatrer det sidste stykke op i solen, mens der står et par håndfulde publikum og klapper. Wauw. Søren=37år, ung og skarp.

Næsten 100km forceret, og jeg føler stadig ikke at noget kan gå galt. Endnu en stærk belgier kan anes i det fjerne, og jeg sætter efter. Da jeg har 100meter op, kører vi ind på endnu en stigning. Bosberg; hvordan var det nu? Nå ja, 4 km efter Muuren venter Bosberg: 1,4km stigning med 5% i snit. Den sidste halvdel på brosten er ikke under 10%, og jeg lukker hullet på toppen.

Men hov, hvad er nu det? Jeg har da kørt 1.250km træning siden nytår – og også én tur på +100km – så hvordan kan jeg få kramper nu? Hmm… træerne gror ikke ind i himlen. Jeg smider mig selv på dæk, og fortæller at jeg har kramper. Min nye følgesvend accepterer, og da jeg først går frem 14km senere, giver han endda et anerkendende blik. Den var ikke gået i Danmark. Der havde man fået sandheden at vide.

120km: Jeg går i depot. Smører kæden. Fylder min ene 550ml dunk op (den anden røg et sted derude på brostenene), spiser lidt sandkage og ser frem til den næste time på cykel i Belgien.

130km: Efter at have besteget de to sidste bakker omkring Rekelberg rammes det sidste brostensstykke. Padestraat. 2,3km på toppede brosten. Med mere end 4 timer i sadlen, da er der kun én ting at gøre. Transformation af alder. Søren=37år forvandles til Søren=13år. Fantasien transformerer mig til Tom, Tom Boonen, og jeg smider den på 50-11 og moser derudaf. Kramperne er væk. Jeg hamrer (i mit eget univers) forbi alle andre ryttere og ser mig ikke tilbage før jeg når Gent.

Søndag kl. 13.13: Gent

5 timer og 5 minutter for 154km. Jeg holder mere end 30km/t i snit. Det samme gjorde jeg lørdag. Det er ikke væddeløb. Men jeg har kæmpet med og mod mig selv, og jeg har vundet. Glæden er enorm, og en weekend i Belgien kunne næsten ikke forestilles bedre. 37 år=slidt.

Så skulle det da lige være en 3timer senere, da vi pakker det sidste grej og ser en vis K. Asgreen smadre alt og alle i Kuurne.

AoC-effekten må siges at være tilstede i Belgien i denne weekend.

Hurtigjoakim… Hvem fanden er Joakim? –Det blev vi heller ikke klogere af i dag. Men til gengæld fik vi set cykelløb. Fra øverste hylde endda. Der var Pro – Pro Conti – A og B – C og D og supermotionister og glade amatører.

Af Kort Lunden | AltomCykling.dk

#Hurtigjoakimløbet aka DM i flyvestation

…blev afholdt søndag i uge 30 2020. Vejrguderne havde ikke været med de høstivrige storkøbenhavnske landmænd (hvis sådan nogen overhovedet findes?), til gengæld havde crewet bag hurtigjoakim fået belgiervejr. Som det sig i øvrigt hør og bør, når der køres ræs på flyvestationen. Vinden stod fra syd dvs på tværs af banen, og nedbøren kom oppefra. Først lidt. Så mere. Så meget.

Ruten på flyvestationen er modsat andre ruter til cykelløb i DK ikke en bakket omgang. Som en af de kvindelige deltagere (der havde taget hele vejen fra Fyn i øvrigt) sagde; ”Hvor er det bare fedt med et dansk løb, hvor man ikke finder en stejl stigning, der så skal køres igennem 10 gange, før der findes en vinder – det her løb kan noget som intet andet løb kan”.

Og det må man sige, at det kan. For ud over pointen omkring den flade rute, så er der fantastiske oversigtsforhold på den nedlagte flyvestation. Som tilskuer kan du virkeligt se løbet forme sig. Langsiderne er 4 kilometer, før rytterme drejer rundt i bløde sving, hvilket giver en virkelig god fornemmelse af løbet, hvor du kan følge med i rytternes bevægelser og taktik, både i vinden og på langsiderne, hvor de kraftfulde ryk bliver tydelige, når eliten folder sig ud.

Rock n Roll løb med styr på corona

Der var 2 større starter. Elite herre og dame, der blev sendt afsted i nogenlunde tørvejr, kl 1000, og Motion herre og junior, der tog de grumme og regnvåde runder, kl 1230. Grundet COVID 19 var der et forsamlings maximum på 100 personer. Dette forbud blev der holdt grundigt øje med. Indskrivningen foregik derfor, som vi kender det ved GSV GP, med sprittusch på højre hånd. JADAK, JADAK oooog JADAK!

Styr på deltagere. Styr på hygiejne. Et nærmest Fætter Højbensk held ville, at de 56 Elite herre og 18 Elite damer, der var mødt til start, var akkompagneret af ca 23 tilskuere, incl de 4 gutter fra Hurtigjoakim crewet. Jamen altså.  Sikken et held. Sikken et svineheld. Som bemærkning kan nævnes, at motion nåede op på 36 ryttere og junior 18, hvilket må siges at være ganske pænt fremmøde ift den varslede vejrudsigt.

Bay og Holm var på plads på tilskuerrækkerne og det hele blev lidt meta, da Holm stod ca 10 meter fra den medbragte Soundbox, der på på sidelinen annoncerede løbets snarlige start:

”Dunk Dunk, dunk dunk (hjerteslag) Attention attention (fransk speak)!!!
dunk dunk, dunk dunk, Pas på sidevinden (Brian Holm Speak)
dunk dunk, dunk dunk, Og tag nu jeres føringer for helvede (Holm igen)
Dunk dunk, dunk dunk, LETS PUT THE HAMMER D-D-D-D-D-D-DOWN”

Og så slog Sash! ellers taktstokken an med unga-bunga i en tilpas bred dB-forstærket udgave af ”Equador”, der blev matchet af de ligeså brede og #hurtigjoakim-forstærkede smil. Der sku fart på sku der! Og det kom der.

Løbet gik over 10 omgange, ingen styrt, ingen protester og en regulær vinder i en regulær spurt. Både for herrer og kvinder.

Efter eliten rullede motion herre og juniorerne. I belgiervejr. Stoddervejr. Lortevejr. Grimt barn har mange navne. Vådt var det i hvert fald. For enkelte juniorer var det første løb cykelløb nogensinde. Sådan var det ikke for nogen af motionisterne. Overhovedet. Shit der blev kørt stærkt. Superstærkt. Men høj som lav kom de alle i mål. Igen. Ingen styrt, ingen protester og så videre;-)

Resultater

Jeg fik desværre ikke resultaterne for motion herrer og juniorer, da det hele ærligt talt regnede væk for mig, men i skal ikke snydes for Elitens – og dermed også hvem der har retten til at kalde sig Danmarksmester i Flyvestation 2020 og dermed også vinder af HurtigJoakimløbet:

Elite Herrer:
1: Joshua Amos Gudnitz
2: Daniel Stampe
3: Marcus “Junior” Hansen

Elite Damer:
1: Marita Jensen
2: Karoline Hemmsen
3: Kirsten Såvang

FIBR, PROOWNEDCYKLING & POWERPERFECTION var med til at gøre dagen lidt sjovere for vinderne, der ligeledes fik merch fra Hurtigjoakim!

Tak til #hurtigjoakim crewet for at lave dette løb. Et løb, der på ingen måde minder om noget andet her i Danmark. Gratis og skide sjovt at deltage i. Tak!

Flere billeder fra løbet kan findes på FACEBOOK

Charlotte Longhi og Camilla Søgaard var tidligere i år afsted i Frankrig for at køre etapeløb. De kørte derned i en bil, som jeg måtte love at skrive de havde lånt af Grenaa Bilcenter. Sponsorpleje, det kan vi godt leve med på AoC – sejt at de støtter damer, der skal på MTB tur iøvrigt!

Turen var med planlagte teltovernatninger undervejs, hvilket var “mega nice”, ifølge pigerne, der med egne ord lavede en tur ud af det. De overnattede hvor de havde lyst og spiste hvor de havde lyst, gerne skønne steder, med en god udsigt,. Dem er der mange af, på vej sydpå, hvis man kigger sig lidt for.  

Efter 2 dage ankom de til Frankrig, turen kunne godt køres med blot én overnatning, eller i ét hug, men ingen af delene kan anbefales, med mindre man har chauffør med, til at tage en del af timerne bag rattet, ellers er det simpelthen en dårlig optakt til løbet.

Alps Epic – Hvad er det?

Det er et fransk MTB etape løb. “Epic Style” Parløbet er den mest popolære måde at deltage på, men man kan også køre solo, eller stille op i den nye, hastigt voksende E-bikeklasse. Løbet består af 5 etaper, plus prolog.
I 2020 var der godt 100 deltagere, hvilket er noget under normalen på næsten 300 deltagere.
Det var de eventyrlystne og dem der ikke sad fast bag Covid-19 restriktioner der kunne stille til start.

Løbet er et såkaldt “full service” løb, hvor der er tænkt på alt, når du først har meldt dig til. Det vil sige der er ordnet overnatning, transport, mad, mekanikere, massage, osv. osv. Løbene bliver mere og mere populære, da man blot stiller op med sin cykel, og så er der sørget for resten.Pigerne rejste fra Danmark tirsdag d.18. august og ankom d.20, hvor de tjekkede ind og fik udleveret startnumre, inden de hurtigt pakkede cyklerne ud og så ud og strække ben, på cyklerne, naturligvis.

Charlotte og Camilla er to piger der elsker at køre MTB, Charlotte har kørt løb i hele Europa og er godt kendt herhjemme som den altid smilende (hun smiler bag mundbindet… med garanti), benhård fighter, og rigtig god MTBrytter.

Camilla Søgaard har især gjort sig bemærket indenfor disciplinen MTB Orientering, hvor hun er 5 dobbelt danmarksmester og ikke mindst verdensmester, tilbage i 2018. Begge kører på højt niveau, dog uden at være prof.

Lets race! Prologen – 11km | 500hm

Prologen satte ligesom tingene igang, fra 1300 til 1800hm, på 5 kilometer, og så 5 kilometer ned igen. Velkommen til alperne!

Løbet starter med at Charlotte er ved at brække sig, samarbejdet skulle vist lige justeres lidt. Nedad var der ingen problemer med at følges ad, men opad kunne vi godt fornemme at Camilla havde fået trænet noget mere.

Charlotte:  “Jeg var faktisk i ok form i starten af året, og kørte både etapeløb i januar og februar, men så kom Corona og jeg må bare erkende at det er gået ud over min træning. Jeg slappede en del af hen over sommeren.

Alps Epic skulle være kørt i Juni, men blev så udskudt, jeg troede faktisk det ville blive aflyst, men da de så annoncerede at det blev i August, så havde jeg alligevel totalt lyst til at cykle, og fik lokket Camilla med, i sidste øjeblik. Vi havde rigtig god energi omkring turen, så det kunne ikke slå os ud at Camilla smadrede mig totalt på første stigning.” 

Camilla: “Vi kan godt begge to li at køre ræs, men i stedet for at skælde hinanden ud, i en situation hvor vi lige skulle finde rytmen i løbet, og internt, så fik vi opmuntret hinanden. Faktisk stoppede vi et par gange, hurtigt, for at tage billeder, og nyde udsigten. Der var virkelig ekstremt flot dernede!
Der var heldigvis ikke noget fnidder, hvilket ellers sagtens kan opstå når den ene del af et par, lider lidt, og den anden ikke gør. Men det er også det fede ved holdløb, at man skal følges ad, og komme samlet i mål. Alle får kriser gennem flere dages etapeløb, nu var det bare Charlotte der fik krise først, men så var det  fedt at opleve at det kunne vi sagtens arbejde igennem, som hold.”

Charlotte: “Jeg er helt enig med Camilla, især nu, her bagefter haha. Jeg må indrømme at lige der på stigningen, den første dag, hvor jeg sidder med puls 200 og lungerne ude af halsen, og Camilla samtidig sidder med 2 fingre i næsen, og småsnakker til mig, der tænker jeg, at det satme bliver en lang uge…

Så kom der heldigvis en mega sjov nedkørsel, hvor det viste sig at vi kørte lige op, godt nok styrtede Camilla i sidste sving på ruten (så var hun også lidt menneskelig haha), og måtte endda løbe over målstregen, da cyklen var lidt medtaget, men heldigvis var hun helt ok. Nu var løbet var i gang og rollerne fordelt. Det skulle nok blive godt, og hårdt.”

Hårde dage med masser af højedemeter ventede

De næste 5 dage bød på 5 etaper, med 2300hm og op til 3000hm pr dag, lidt teknisk opad, med enkelte sektioner hvor cyklen måtte trækkes, og mellem 50 og 63 kilometer pr. dag. Det lyder ikke af meget længdemæssigt, men med de højdemter er det rigeligt. Pigerne var på rammen mellem 5 og 6 timer om dagen.

Ruten var markeret med minebånd og der er blev udleveret GPX filer inden start. Om morgenen kunne der blive annonceret små ændringer på ruten, så der skulle man lige være opmærksom, men det var ikke noget der havde betydning ude på ruten, Charlotte og Camilla kørte kun forkert en enkelt gang.

Pigerne kørte godt til, de blev 3ere på prologen og 2er på alle andre etaper i mixklassen, hvilket betød at de endte på en 2. plads i mix, og blev samlede vindere af kvinderækken. Desværre som eneste kvindehold i år – men de fik så deres konkurrence i mixklassen. De anbefaler andre piger at stille op, og mænd naturligvis, alle vil få en fantastisk og uforglemmelig oplevelse til Alps Epic.

De, der ligger i front af løbet, kører selvfølgelig konkurrence, det gjorde Camilla og Charlotte, men man kan sagtens deltage i løbet for oplevelsen. Der er super service under hele løbet, masser af god stemning og opbakning til alle, ikke kun dem der kører hurtigt.

Alps Epic – Tag afsted!

Man skal tage ned og køre Alps Epic, det fordi det er et sindssygt, smukt og fedt etapeløb, en fantastisk oplevelse, simpelthen. Turen derned er faktisk også fed, hvis man laver en tur ud af det. Stemningen til selve løbet, og “after cycling” er helt i top, selv med Corona var det fedt!.

Er køreturen for lang, eller er man presset på tid, kan man også vælge at flyve derned, og der er pick up service i lufthavnen, for dem der vælger at gøre det.

Charlotte: “Det var fedt, fordi det både var teknisk, hårdt og samtidig en vildt flot naturoplevelse. Folk var gode til at falde i snak med hinanden, og stemningen og atmosfæren, var bare fed! De der gutter der arrangerer løbet, de brænder VIRKELIG for det, og man kan virkelig mærke at de elsker deres løb.

Det er mor og far, og børnene der hjælper til. Der var endda en lille fest da vi var færdige med at cykle, med franske folkemusikere, BBQ og øl i målzonen, det var vildt fedt, på trods af de forholdsregler 2020 nu har betydet for alle, og som forhåbentlig ikke er en faktor på samme måde til næste år.” 

Camilla: “Helt enig med Charlotte, man møder mange nye og søde mennesker, “sport brings people together” siges det, og det passer bare 100% på Alps Epic. Man kan snakke med alle, og der er en fantastisk stemning, både blandt deltagere og arrangører. 

Vi tog afsted for at få en fed oplevelse – Charlotte ringede fredag, vi tog afsted tirsdag. Jeg tænkte etapeløb Frankrig, med Charlotte, som jeg kender lidt, efter vi var bl.a. til VM XCM i 2019 i Schweitz (fed oplevelse) – helt klart, det gør vi! Det blev ligeså fedt som jeg havde håbet. “

Charlotte og Camilla skal helt sikkert afsted igen, bedyrer de.

Pigerne vil gerne takke deres sponsorer.

Fusion Sport, Grenaa Bil-Center, Pure Power og Alps Epic.

­­

The post Alps Epic: 2 piger på road-trip midt i Covid-19 first appeared on AltomCykling.dk.

2020 synger på sidste vers. I skraldespanden med den. Vi kigger fremad. Det gør DGI Vestjylland også, og AoC har snakket med den lokale entusiast Leif Lundstrøm, der har planer. Masser af planer, som vi kan lide. Leif har inviteret os med til et par enkeltstartsafdelinger, så satser vi hele butikken på, at løbene kan blive afholdt.

DGI Grand Prix Enkeltstart 2021-serien byder på fire enkeltstarter arrangeret med lokale cykelforeninger.

Løbsserien afvikles som fire separate løb med mulighed for deltagelse i hvert enkelt og/eller i den samlede serie. I 2020 fik arrangørerne, så vidt jeg ved, gennemført et par afdelinger – alle restriktioner til trods. Fordelen ved enkeltstart er selvsagt, at hver enkelt rytter sendes af sted med typisk 30 sekunders mellemrum.

Datoer:

 1. afd. 22/4 Rute Asp 28,8 km. Se ruten her Mødested: Langhøj hallen Bækvej 2, 7600 Struer.

2. afd. 20/5 Rute Bur 29,0 km. Se ruten her  Mødested: Bygaden 19, 7570 Vemb.

3. afd. 24/6 Rute Studsgård Se ruten her Mødested: Momhøjvej 36 C Studsgård Friskole parkering, 7400 Herning

4. afd. 26/8 Finale: Rute Borbjerg – 27,3 km se ruten her Se ruten her  Mødested: Kultur og Fritidscenter, Borbjerg, Hvamvej 84, 7500 Holstebro

Information og tilmelding her.

Læs mere om eventet her.

Psst…skynd dig…rygterne siger, at mere end halvdelen af starterne er væk!

The post DGI Grand Prix Enkeltstart 2021 first appeared on AltomCykling.dk.

Endelig! Race-tid igen! Jeg tror faktisk det er første gang, at jeg starter sæsonen med samme løb, som jeg lukkede med sidste år i oktober! Ronde van Borum er ikke licens, men det kræver alligevel en god form for at kunne køre med om sejren. Jeg følte at jeg var godt forberedt, men man ved aldrig hvor man er, før man sidder på cyklen!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: ALTOMCYKLING.dk og EVENTFOTOGRAFI.dk

RONDE VAN BORUM, 1. omgang, 69 kilometer, ca. 890 højdemeter

Jeg ankom til Skivholme, i rimelig god tid, og fik afhentet numre og goodie-bag, i kontaktløs coronastil. Det var rigtig koldt, med temperatur omkring de 4-5 grader. Min første tanke var umiddelbart, at jeg slet ikke havde fået nok tøj, hvis varmen ikke snart ville komme lidt op. Så jeg pakkede mig ind med 2 svedtrøjer, løse ærmer og min FUSION SLi Cycling Short Sleeve Jacket med en vindvest over. Et par varme strømper på og så 2 sæt skoovertræk, samt forårshandsker, så havde jeg ikke mere tøj med.

Dernæst gjorde jeg cyklen klar. Igen i år kører jeg på min højt elskede Factor One. Jeg havde til dagens anledning sat et sæt 28mm Pirelli Centurato Tubeless dæk på, da det var den opsætning Morten Gadgaard vandt på sidste år. Til denne sæson har jeg samtidig opgraderet mit kranksæt fra Ultegra til Dura Ace. Det er mest af alt pga forfængelighed, da jeg var opsat på at skulle have en 54’er klinge på, og da de ikke laves i Ultegra, så ville jeg ikke smide en Dura Ace-klinge på Ultegra. Det passer jo ikke i farverne, og det kan man jo ikke have! Så af gearing hed den 54/42 foran og 11-30 bagpå.

Jeg fik kørt mig en ganske god opvarmning, og kom til stregen med et par minutter til start. Mens jeg stod der og ventede på at nedtællingen ville sætte racet i gang, besluttede mig for at smide vindvesten. Jeg håbede at jeg nok skulle få varmen derude, og Fusionjakken beskytter også mod vinden. Det viste sig at være perfekt.

Vi startede ud i direkte modvind, hvilket naturligvis satte en dæmper på farten, da ingen rigtig ville lave det dybe angreb, for det ville være nærmest umuligt at slippe væk. Så der gik lidt tid før der kom et lille angreb, og til sidst kunne jeg heller ikke selv holde mig i ro, at lavede et lille stik, uden at jeg gik dybt eller forventede at det skulle skabe et udbrud. Det var mere blot for at se om det kunne sætte gang i angrebslavinen, men det skete ikke rigtigt.

Motionsløb må holde tilbage for trafikken, sådan er det.

Cykelløbet blev først for alvor sat i gang, ved en tilfældighed, efter 5 kilometer da feltet skulle krydse Viborgvej. Der stod godt nok en flagvagt, men jeg tror at folk forventede at bilerne ville blive holdt tilbage, så fronten drønede bare over, mens der bagved mig blev råbt “STOP!!”. Jeg blev selv fanget lidt i ingenmandsland, da jeg var ved at stoppe op, og trykkede bremsen, men da bilen satte farten ned fortsatte jeg også over, som sidste mand af dem som ikke stoppede, men nu med hul til fronten på 10-15 mand.

Jeg havde egentlig forventet at de lige ville vente, men det var tydeligt at nogen havde sat gang i rulleskiftet deroppe, så jeg måtte pludselig grave lidt dybt for at lukket hullet, hvilket dog var relativt nemt og uden panik. Jeg havde ikke selv den helt store interesse i at køre med rundt i starten. Dels kunne jeg spille kortet med at have lukket solo, og samtidig følte jeg også at hullet var opstået på en forkert baggrund. Jeg fik dog kørt med et par gange rundt, men heldigvis blev der lukket fra gruppen bagved og løbet var tilbage til status quo.

Nærmest med det samme angreb en rytter, som jeg senere fandt ud af var Mathias Kirk. Jeg nåede lige at spotte at han kørte på graveldæk, og allerede der tog jeg det ikke videre alvorligt. Jeg så sidste år hvordan Thomas Bundgaard, fra Velofit, blev straffet for at køre på knobbede dæk. I år kørte han iøvrigt på et noget mere asfaltvenligt setup, med sin S-Works SL7 og landevejsdæk, frem for gravelcyklen som sidste år.

Der var en underlig passivitet i gruppen, og jeg prøvede selv med et par angreb, som dog ikke særlig dybe, men måske nok til at slippe væk hvis feltet gik i stå. Mit første rigtig hårde angreb kom lige før nedkørslen til Pøt Mølle. Det gjorde, at jeg kunne få en fornuftigt forspring før opkørslen på den anden side, som i dagens anledning blev kaldt Muur van Pøt Mølle, som kom efter 12 kilometer. Her kunne jeg så køre op i et noget nemmere tempo uden at gå i rødt for at følge de lette drenge. Jeg tænker, at jeg sagtens kunne have kørt med i feltet, men alle kræfter sparet, er også tjent i sidste ende.

Cirka halvvejs hentede feltet mig, anført af Bundgaard, og jeg gik ind i 5-6 position og kørte okay nemt med over resten af vejen.

Herfra gik jeg ned bagerst og ville afvente lidt på det rette moment. Og det kom faktisk ganske kort efter. På en lille nedkørsel på vej ud af byen Spjød blev der angrebet i fronten, og jeg så Ole Emil Andersen, CK Aarhus og Bundgaard være på fronten. Jeg kom selv nærmest trillende bagfra uden at træde, og da fronten slap farten trykkede jeg den af siddende og skød forbi. Det var næsten et gratis angreb og jeg slog hullet. Nu skulle jeg bare køre klogt. Jeg gik ikke all in på at lukket hullet til Kirk foran, men ville egentlig bare se om jeg ikke kunne komme Pave nummer 1, Oude Røde Mølle, i forkøbet.

Jeg følte mig ikke overbevist om, at jeg kunne matche de andre folk på grusvejene, hvilket måske var en forkert antagelse. Men anyways, nu lå jeg ude foran feltet, i jagten på Kirk. Jeg fik kontakt til ham et par kilometer før paveen, og lige inden vi drejede ind på den, fik jeg spurgt ham ad, om han kendte den godt, hvilket han gjorde. Jeg bad ham om at tage fronten, da jeg sidste år var lidt tæt på at ryge på røven, da jeg ramte et sving med alt for meget fart. Han tog fronten og førte de 1,7 kilometer gennem grusstykket. På det sidste stykke af grusvejen kiggede jeg hurtigt bagud, og kunne konstatere at feltet var splittet i mange grupper, så det var perfekt. Og jeg var personligt glad. Jeg var kommet længere i 2021-udgaven end 2020, hvor jeg punkterede på første pavé.

Fint samarbejde, indtil Bundgaard spolerede det

Kirk og jeg fandt hurtigt ind i et ganske fint samarbejde. Personligt var jeg imponeret over hvor stærkt han kørte på sine graveldæk, for de måtte alligevel suge en del watt ud. Allerede her var jeg begyndt at tænke på, at vi nok ikke ville blive hentet igen. Selvom jeg personligt ikke gik all out eller trak 100 % igennem, så var farten alligevel så fornuftig, at hvis feltet var splittet, så skulle der alligevel noget særligt til at lukke os.

Da vi ramte næste pave “Lysnet Kwaremont ” på ca. 3,5 kilometer, lod jeg igen Kirk tage fronten. Jeg kendte den overhovedet ikke, så anede ikke hvor teknisk den ville være. Eller hvor lidt teknisk den faktisk var. For efter et stykke tid besluttede jeg mig for at gå forbi Kirk, og hjælpe ham med føringsarbejdet, da starten af pavéen var i ren modvind. Og den var meget lidt teknisk, så selv på mine dæk var det intet problem. Resten af paveen kørte vi normalt rulleskift.

Efter paveen fortsatte vi med at rotere godt, og nu ventede Leer Bjerg-bakken efter 31 kilometer. Jeg kendte den ikke, men da vi ramte den var min eneste tanke; “Var det dét?” Hvorfor var den overhovedet kategoriseret?

På nedkørslen kiggede jeg bagud. Var det en rytter på vej op? Hmm, måske, men vi fortsatte med at køre rundt. Lidt senere fik Kirk vist også øje på rytteren bagved, der fægtede med armene, og nu fortalte Kirk, at han ikke kunne køre med rundt mere, før vi havde fået Bundgaard op! “Arh satans!” tænkte jeg. Bundgaard var nok den eneste jeg ikke havde lyst til at få op til os igen. Jeg besluttede at tage fronten og køre en fornuftigt pace. Bundgaard ville komme op uanset hvad, da jeg ikke havde tænkt mig at trække Kirk resten af vejen, men han kunne lige så godt få lov til at arbejde lidt for det. Det var faktisk først her, at det gik op for mig at Kirk og Bundgaard var allierede, så nu var det lidt en 2 mod 1-situation.

Ved 35 kilometer, lige da vi drejede ind på pave Voer Skovvej fik han kontakt. Voer Skovvej stykket var ca. 3 kilometer. Jeg lagde mig bare sidst og da vi kom ud på Voer Møllevej-bakken lod jeg Bundgaard tage teten henover. Herfra var der ingen slinger i valsen. Vi kørte alle rundt, og vi vidste nok alle, at det var os tre der skulle afgøre podiet.

Da vi kørte ind på den sidste 1,5 omgang af den originale Ronde van Borum-runde kom første stik. På Eshøj-bakken kom Kirk med en lille forcering, men den fik jeg hurtigt lukket, selvfølgelig kom Bundgaard lige i nakken på mig, men det var næsten forventet, så jeg fik lige klemt mig på hjul, og mod toppen kørte jeg forbi Bundgaard med fuld kræft. Han fik dog også klemt sig med på mit hjul, så jeg holdt den semi-stram på nedkørslen bagefter, for at kunne aflive Kirk.

Men selvom om vi havde et stort hul, så ville Bundgaard ikke arbejde, og det var tydeligt, at han ville have Kirk tilbage, hvilket taktisk var det rigtige at gøre. Jeg lavede den vurdering at Kirk efterhånden måtte være så træt, at han ikke var en kæmpe stor trussel, og kom han tilbage måtte Velofit-drengene føre til mål. De havde vist, at de var ude på at angribe mig, så nu var det dem der måtte tage initiativet. Jeg stolede på min spurt til sidst.

De kørte til højre og venstre, men de fik mig ikke hægtet af!

Kirk kom tilbage, og på vej op af opløbsbakken – inden sidste omgang – lavede de igen et one-two punch på mig, hvor Kirk angreb efter fulgt af et Bundgaard-angreb. Jeg havde kun en mulighed, og det var at lukket hullet hver gang, lige med det samme. Så længe de ikke slog hullet til mig, så ville det koste dem mindst lige så meget, som det ville koste mig. Jeg følte mig ganske velkørende selvom jeg da godt kunne mærke benene, men med Kirk som havde ligget ude foran hele dagen på graveldæk, og Bundgaard der havde lavet en lang opkørsel, så måtte de også kunne mærke deres.

Det næste kritiske sted for mig var igen på Eshøj-bakken. Det var forventeligt at Bundgaard vil prøve igen, så det var bare med at holde sig klar. Og selvfølgelig kom han flyvende. Han kørte all out, det var tydeligt, og jeg mærkede for første gang en lille begrænsning. Han fik 2-3 meter, men jeg kunne ikke bare lige lukke det igen. Han trak ikke fra mig, men jeg håbede at han snart ville holde igen, og heldigvis gjorde han præcist dette. Jeg overvejede et kort øjeblik at lave et macho-move, og bare hamre forbi ham, men der var lidt for langt til toppen til at jeg turde prøve. Tænk hvis han snød mig. Jeg var temmelig presset, og havde han et ryk mere som det forrige, så ville jeg ikke overleve det. Kirk var igen distanceret.

Jeg stolede stadig på min spurt, og da Bundgaard – helt rigtigt – stadig ikke ville føre mig mig, lod jeg Kirk komme tilbage og lod ham tage fronten ind mod finalestigningen. Til mit held begyndte solen af skinne, og da den stod lige i ryggen på os, kunne jeg se Bundgaards skygge nærmest uden at kigge ned af. Så det fritog mig fra en masse stress over hvornår han ville åbne op. Jeg havde kun 2 ting i hovedet. Jeg måtte ikke lade mig blive lukket inde af Kirk, og så snart jeg så Bundgaard træde an, så ville jeg åbne samtidig, og tvinge ham til at tage den lange vej uden om i opløbssvinget.

Men han kom ikke. Jeg forventede at han ville køre en laaaaang spurt for at træde mig mør. Det var perfekt for mig, for selv på det stejleste stykke angreb han ikke. Da den fladede ud med godt 200 meter igen, trådte jeg an. Lige da jeg gjorde det tænkte jeg, at nu havde jeg sgu åbnet den for tidligt. Jeg havde fejlvurderet afstanden til mål, men nu var der ikke andet at gøre end at tråde igennem og tage den korteste vej rundt i svinget, og derved tvinge Bundgaard ud forbi på den lange bane. Det gav heldigvis pote, og han nåede aldrig forbi inden målstregen, og jeg kunne kalde mig vinder af Ronde van Borum 2021! Hvilken fantastisk følelse.

Noget af det fede ved at vinde RvB er den skulptur man får. Den er så vildt lirens og fed, at selv konen udbrud “Den skal stå i stuen” da hun så den! Og naturligvis også den legendariske vindertrøje, der er virkelig kræset for detaljerne.

Tak til Bundgaard og Kirk for en fed kamp, og havde Kirk ikke kørt med de graveldæk på, så kunne de have revet mig i småstykker!

Tak til AltomCykling og Uggi for igen at have stablet et event på benene, som er et licensløb værdigt!, men som også samtidig formår at favne bredden med mange glade deltagere, på alle niveauer. Der er virkelig en helt unik stemning til Ronde van Borum. Jeg håber allerede nu, at jeg kan komme tilbage næste år og forsvare titlen.

Resultater ses her: Ronde van Borum Resultater

Billetter til næste års Ronde van Borum kan købes HER!

Lidt til data nørderne

I spurten ramte jeg “kun” 1240w men hold så næsten 1100w i 20 sekunder indtil stregen. :)

Endelig var det tid til cykelløb, ikke blot til at arrangere et, men endda deltage. Faktisk havde jeg planlagt en fantastisk dobbelt weekend, med hele to nyklassikere på programmet. La Fleche Vejlonne, om lørdagen, et sjovt retro-cykelløb, og så det helt nye, Ribe – Tønder – Ribe, en hyldest til Liege Bastogne Liege, med danske grus-pavéer som krydderi, om søndagen. I sidste øjeblik kunne jeg dog ikke få kalenderen til at gå op, og så jeg måtte vælge. Valget faldt på løbet i Ribe, fordi det er første år det køres, og jeg har allerede dækket Vejlonne.

Ærgeligt, men nogle gange må man vælge. Løbet i Ribe blev dermed min første tur, i år, med startnummer på ryggen. 160km, +20 grus pavéer, i et landskab jeg stort set ikke kender. En af de store glæder for mig, ved at cykle motionsløb rundt om i landet, er netop at man kommer ud og ser nye steder, og det lignede virkelig en smuk rute, som arrangøren, Per Hansen, havde strikket sammen. Jeg skriver lignede, for jeg nåede ikke ret langt.

Startzonen var dejligt interimistisk. 4 bukke, to waferboards, samt en hustru og en datter, der stod for indskrivningen. Når det var klaret, så var man “ready to go”. Ingen fællesstart, find et par rejsefæller, og hop ud i eventyret.

Mit eventyr bød dog lidt for hurtigt på et uventet “plot-twist”. Planen var at mødes med Dean og Anders, AoCs gode venner, der står bag den fremragende gravel-podcast, Balsam for Sjælen, og så følges ad og i fællesskab, samle inspiration, til podcast og en artikel. Anders blev allerede inden løbet slået hjem, af en datter med en positiv Covid-test, mens jeg, allerede efter den første pavé, 10km inde i løbet, styrtede. Det var et højresving, i slutningen af pavéen, og en del af gruset var derfor kørt ud på asfalten. Jeg kørte hverken specielt hurtigt eller (synes jeg) specielt risikabelt, men når man styrter solo i et sving med grus, så er det naturligvis en kørefejl. Forhjulet smuttede simpelthen under mig.

Nå, men jeg er styrtet masser af gange, og som regel plejer jeg bare at sætte mig op og cykle videre, det var desværre ikke muligt denne gang. En skarp granitskærv havde efterladt en 2 cm. lang og én cm dyb flænge i min håndflade. Det blødte gudsjammerligt; – på min cykel, på mine sko, på mine ben. Dean og et par andre deltagere var meget flinke og stoppe og spørge om jeg var ok. Tak gutter.

Jeg var nok lidt i adrenalin-chok, men dog alligevel forholdsvist fattet. Det er forskelligt hvad folk har af aftaler, når de følges ad i et motionscykelløb. Mit udgangspunkt er at jeg ikke synes andre skal have spoleret deres dag, bare fordi jeg leger væltepeter i et sving. Styrtet var sket i lav fart, jeg havde ikke slået hovedet eller kroppen, var blot landet uheldigt på min hånd, selvfølgelig skulle de køre videre, så skulle jeg nok tage vare på mig selv.

Cyklen var stort set uskadt, bortset fra et let bøjet geardrop og en bagskifter der var gået i “chrash mode”, og så var der kommet lidt blodstænk på mine støvede hvide sko, altsammen noget der kan fikses. Pheew. Jeg skifter i øvrigt altid et bøjet geardrop ud. 2 gange har jeg oplevet et knækket geardrop, med dyre konsekvenser til følge. Mikro udretning er ok, men når det er bøjet så det rammer egerne, er min holdning, at det skal skiftes.

Løbsarrangøren var tæt på at dø!

Det er en sjov følelse når adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg følte mig både fattet og handlekraftig, men samtidig underligt ufokuseret, det er en meget speciel følelse. Jeg fik ringet på ved den nærmeste gård, og fik lov at skylle såret overfladisk rent, samt låne et rent viskestykke, som jeg kunne forbinde med og samtidig knuge om, så der kunne komme noget tryk på læsionen. Det stoppede heldigvis hurtigt blødningen, hvilket også tog toppen af adrenalinsuset, der ofte pumper derudaf, når man synligt bløder.

Så ringede jeg til min hustru, hvilket var helt unødvendigt, hun vidste jo ikke jeg var styrtet, men jeg synes åbenbart hun også lige skulle starte dagen i “high arousal”. Jeg var i Ribe hun var i Aarhus, hvad kunne hun gøre? Undskyld Fru. Kaldan Heuser. Nå, men samtalen gjorde jeg fik samlet tankerne, og ringet til løbsarrangøren, der prompte tilbød at komme og hente mig, og køre mig på skadestuen. God stil! Fik også lige ringet ind til vagtlægen og bestilt tid på skadestuen, hvilket man jo skal i disse covid-tider.

På vejen snakkede vi lidt om det at arrangere cykelløb, og så faldt snakken naturligvis også ind på det at styrte på cykel. Per fortalte mig om at han for 4 år siden, overså en bom over cykelstien, på en kold januarmorgen, pga. lavthængende sol, og helt idiotisk, uden cykelhjelm. Han fløj ud over styret, med over 30km/t, og landede på hovedet, med alvorlige kvæstelser og blodpropper i hovedet, til følge. I måneder efter var det en kamp, først bare for at overleve, senere med simple udfordringer, som at holde balancen, siddende på en stol. Gå kunne han ikke, og slet ikke cykle. Lægerne fortalte ham at han burde være død.

Min sårede hånd blegnede totalt, som Pers skrækhistorie udfoldede sig, men der var nu ikke noget hånligt at spore i Pers stemme, som han berettede, han fortalte tværtimod, at han havde fået en sær fascination af styrt på cykel, efter ulykken. Og så måtte jeg jo åbne forbindingen, så han kunne se såret, der nu pludselig virkede meget banalt. Det endte dog med 5 sting på skadestuen, så helt banalt var det trods alt ikke.

En smuk finale med Ribes domkirke som bagtæppe.

Efter min hånd var blevet stinget, var Per ultra flink og hentede mig igen. Vi nåede (heldigvis for Per) retur til Ribe, i god tid inden de forreste ryttere nåede i mål, heriblandt var Mads Christensen, den tidligere World Tour rytter, der i dag ernærer sig ved at lave bike-fit og træningsprogrammer, OG – så arrangerer han et gravel-cykelløb til efteråret, på intet mindre end 320km. Det kommer der mere om på siden har snart. Den bliver led!

Jeg nåede jo nærmest ikke igang med løbet, inden det sluttede, men alle deltagere jeg snakkede med, berettede om en smuk og varieret rute, men også overraskende hård, selvom det er en rute med et meget begrænset antal højdemeter. Det er en rigtig klassiker Per har sat sammen, og selvom man derfor skulle tro han var lokal, så bor han faktisk til daglig i Vejle, men elsker bare naturen omkring Ribe. En bedre måde at reklamere for området på, er svær at forestille sig.

I mål var der disket op med frisk pasta og lækker kylling-gryderet, på torvet i Ribe, lige ved siden af den historiske Domkirke, en smuk afslutning på et lækkert cykelløb. Per har i nogle år stået bag undergrunds-cykelsuccessen “VM i Jernbanecykling” og nu har han præsteret en ny klassiker, Ribe – Tønder – Ribe. Tak for et fedt arrangement Per, det skal jeg helt klart køre igen (og gennemføre), i 2022!!

Mit set-up

Mine gravel-hjul var desværre endt på lageret efter Dirty Jutland, så derfor havde jeg kun mine landevejshjul, hvor jeg smed 28mm Roubaix Pro på. Selvom jeg kun nåede at køre den første Pavé i løbet, så bød den på grus med temmeligt stor sten, bumlet skovvej, decideret single-track og en sandgrav. Jeg så flere andre deltagere gennemføre på landevejsdæk, så det kunne man sagtens, men konsensus var at den bedste oplevelse, findes på brede dæk.

Cyklen er en 2021 Diverge PRO fra AoCs og Dirty Jutlands mangeårige samarbejdspartner Specialized. Det er en rigtig “touring” cykel, som er perfekt til sådan en tur som Ribe Tønder Ribe. Den er både hurtig på landevej, og meget komfortabel på grus.

AOC deltager i Grand Prix Herning 2021 Motionsudgaven. En dag på heden. Midtjylland, når det er bedst. Dette er måske Danmarks bedste bud på et Paris Roubaix. Masser af asfalt og masser af grus.  Støv, mudder, sol eller regn? Vi glæder os uanset. Alle de nye graveleurs får mulighed for at fyre den af på en masse strækninger.

Flere og flere løb og arrangementer bliver efterhånden gennemført. Bakkeløbet i Hørning, Østjylland, er blot ét af dem. Normalt bliver det afholdt en halvkold, vindblæst – og til tider regnfuld – aprilsøndag. I 2021 er det tidligere forårsløb rykket til en måske varm, stille og formentlig ligeså hård august-søndag. AoC er klar! 

Kom ud og kør på cykel og støt arrangørerne! 

Denne korte artikel har ét primært formål, mand, vær god mod løbsarrangørerne, tjek op på de cykelløb, som du som regel kører; de løb, som du ser frem til, træner frem mod og bare elsker at komme tilbage til. Tjek dit lokalområde ud, find løbene, tjek datoerne og meld dig til. Alle foreninger og arrangører har brug for det.

Bakkeløbet i Hørning

Bakkeløbet i Hørning er ét af disse løb. Jeg elsker løbet. Ruten er verdensklasse. Den bugter sig rundt i det østjyske, og jeg har både sprunget kæden på sidste bakke og for efterhånden mere end en håndfuld år siden, var formen til en fornem 3. plads. Det sker nok ikke igen, men ikke desto mindre glæder jeg mig stadig. I år stiller jeg op med en debutant på distancen – én af mine gode kammerater er blevet bidt af cykling, så målet er at vi sammen får et godt løb. Redaktøren kommer også på en letvægsmaskine – så pas på røgen.

I år er der, udover datoen, sikkert også lidt øvrige ændringer. Som det plejer bliver der inddelt i startgrupper. Normalt er det efter hastighed/niveau. Måske det bliver anderledes i år. Løbet afholdes den 22. august 2021.

Arrangørerne glæder sig, selvom det ikke bliver helt som vanligt

Teamet bag glæder sig umanérligt meget til at afholde løbet igen efter snart 2,5 års pause. Mange ting bliver forhåbentlig som vanligt, men der vil sikkert stadig være små ændringer. Om der skulle være et par down-grades. Det er jeg ligeglad med. Bare det at køre motionsløb igen; det er dejligt.

Starten går fortsat fra Hørning Idrætscenter kl. 10.00. Her sendes første gruppe ud på de bakkerige 120 km.

Ved udlevering af startnummer vil alle få udleveret en pose med en banan og en gel og måske lidt andet. Depoterne bliver også lidt skrabede. Man skal forvente selv at fylde flaskerne med vand eller energidrik. Om der kommer mere; det må tiden vise. Det er stadig svært at finde frivillige i dette, Coronaens efterår.

Kom afsted! 

Sørg nu bare for at komme afsted, kom ud, cykl hurtigt, langsomt, alene eller med dine bedste venner.

Nyd det, og nyd at vi kan igen.

Hvad skal du køre i anden halvdel af 2021?

Kom ud og kør på cykel og støt arrangørerne! 

Flere og flere løb og arrangementer bliver efterhånden gennemført igen. Vestjysk Bank Bakkeløb afholdt af Ringkøbing Cykle Club er endnu et. Normalt bliver det afholdt i maj måned. Nu er datoen onsdag aften den 25. august.  I 2019 kørte jeg løbet – og det er et vaskeægte hverdagsaftenræs. Afsted med dig, hvis du er på de kanter.

Tidligere har vi på AoC agiteret for at komme ud og køre de motionsløb, som løbsarrangørerne ihærdigt forsøger at stable på benene. Budskabet er fortsat det samme. Kom afsted! Efter sidste indlæg om dette emne var der et par læsere, som bl.a. kritiserede visse løb for at tage for høj en pris. Det kan ikke blive en undskyldning denne onsdag aften i det vestjyske. Det koster ikke meget.

Vestjysk Bank Bakkeløb i Torsted (nær Ringkøbing)

Vestjysk Bank Bakkeløb – Rundt om Kronheden er et sted i det ellers flade Vestjylland, hvor der er fundet et par halvlange bakker. Ruten er 16km, og man kan køre runden 2, 3 eller 4 gange. Prisen er i bund: 50kroner hvis du kører 2 eller 3 runder. 80kroner hvis du tager alle fire. Og der er både øl/vand og grillpølser efterfølgende – også en del af prisen. Det er billigt! Du tilmelder dig på dagen, der er ingen tidstagning – det er lige til at finde ud af.

Arrangørerne er stolte af deres lille cykelløb. De glæder sig til at vise området frem, da der er meget uberørt natur med mulighed for at se de store krondyr. Sidst så jeg vidst ikke andet end trimmede lægge og sorten for øjnene. Der er også klubber, som bruger løbet i deres ugentlige klubtræning eller som holdløbstræning.

Hvem kommer?

Uanset om du er dame eller herremotionist, om du er lynhurtig eller bare trænger til en god gang motion, så er du velkommen. Der stiller med garanti lokale superhold til start, hvis du skal køre med over 40km/t i snit: CeramicSpeed, Crankalicious og des lige plejer at holde farten urimelig høj.

De unge er velkomne!

Arrangørerne håber i år at kunne tiltrække klubber, hvor der er ungdomsryttere, som måske gerne vil prøve at køre mod andre unge med fart i benene. Jan Jørgensen fra Ringkøbing Cykle Club: “Vi har erfaret, at der ikke er ret mange motionsløb for de unge. Mange ungdoms- og juniorryttere er måske ikke klar til den store scene, men vi håber at løbet kan inspirere dem til at prøve at køre mod hinanden eller andre unge fra naboklubben.” Tankerne er gode, og det kræver så selvfølgelig, at der er plads til dem i felterne. Det håber jeg virkelig, at der er.

I 2019 kørte jeg løbet, og udover at der var en hyggelig aften, så kostede det også adskillige tændstikker. Jeg kom med forreste gruppe rundt, men det holdt ufatteligt hårdt. Så vær klar og skarp, når du møder op i Torsted. Du kan læse om mine oplevelser sidst jeg var i Torsted her.

Afslutningsvist siger Jan igen lettere henkastet: “Husk at der efter løbet er der gratis vand og øl og gode grillpølser til alle deltagere. Der vil også være præmier, som gives ved lodtrækning på startnummer.”

Tid: Onsdag den 25. august kl. 18.30 – indskrivning fra kl. 17.30.

Sted: Torsted Skole (Torstedvej)

Kom afsted! 

Sørg nu bare for at komme afsted, kom ud, cykl hurtigt, langsomt, alene eller med dine bedste venner.

Nyd det, og nyd at vi kan igen.

Efter et forkølet forsøg på sæsonstart tidligere på året, der endte brat og hurtigt med styrt og en skade, var det ENDELIG blevet tid til at jeg skulle ud og cykle igen, til et helt klassisk motionscykelløb, en klassiker i Hørning nær Aarhus, Bakkeløbet. Det skulle vise sig at blive en skør, skør omgang selvpineri. 

Den søde rutine

Normalt starter et motionscykelløb nogle måneder inden med træning, men det har jeg ikke nået meget af, så de 120 kilometer jeg var meldt til måtte køres på rutinen. Nu tænker du nok, ja ja, cykelmotionister og deres “jeg har ikke trænet” undskyldninger, men bare rolig undskyldningerne kommer senere, den manglende træning er dog god nok. Jeg har cyklet helt præcist 337km siden 1.Juli, og 2875km siden 1.Januar. Med andre ord, ikke ret meget.

Der er kun én måde at få ændret dén tarvelige statistik på, og det er at komme ud og køre nogle kilometer, men først til undskyldningerne, for jeg var faktisk ramt af en slem maveforgiftning i weekenden inden løbet, som jeg kun lige fik rystet af mig onsdag OG så vågnede jeg søndag morgen med feber og snotnæse… feberen klarede et par Panodil. Tænkte nu at det nok alligevel skulle blive en fin dag, solen skinnede jo, ikke? Har Coronapas, men valgte alligevel at lægge ud med en test, når nu jeg ikke var helt frisk. Den var negativ, så langt så godt, og håndsprit i baglommen, klar til start.

Ready set go… ny flagvagt strategi, der virker!

Bakkeløbet starter stadig på en parkeringsplads, hvor man skal sno sig op på selve ruten, inden løbet rigtigt er igang, og målgangen er samme snørklede løsning. Har kritiseret det før og kritiserer det gerne igen, smart er det altså ikke. Til gengæld er det smart at dele starten op i mindre grupper, det fungerer rigtig godt.

Det fungerer også rigtigt godt at flagvagterne nu er blevet tildelt en anden opgave end tidligere. Nu er det slut med at holde biler tilbage, så felterne kan suse over større veje (ofte med chance-rytterne bagerst, der burde holde tilbage, men ikke gør det). Nu er det os på cykel der bliver bedt om at stoppe, når der kommer en bil. Sådan skal det være – for flagvagterne hverken må eller kan stoppe trafikken til motionscykelløb, hvor ruten ikke er helt eller delvist spærret af, så det er den rigtige løsning.

Jeg havde i øvrigt fin mulighed for at hilse på flagvagterne, for jeg nåede ikke meget mere end 15km ind på ruten, før jeg måtte konstatere at jeg skulle glemme ALT om at køre cykelløb, og i stedet køre mit eget tempo, hvis målsætningen om ikke at udgå, skulle indfries. Havde ellers aftalt at følges med både Daniel og Søren fra AoC, men når man allerede virkelig tidligt i løbet ved benene er slatne, så droppe at holde venner fast på den slags, det havde været tarveligt at insistere på, at der skulle ventes på skilpadden.

Der var mange flagvagter til Bakkeløbet, nærmest alle sving, hvor større veje skal krydses, var bemandet, stor ros for at det er lykkedes dem at aktivere så mange frivillige til denne tjans, det er en fornøjelse at cykle på en rute med så mange folk til at passe på én.

En kamp at komme i mål

Jeg led stort set hele vejen, og da jeg startede i gruppe 2 ud af 4, måtte jeg også lægge øre til en hel del kække kommentarer fra folk jeg normalvis plejer at komme i mål inden eller følges med, når de indhentede mig med 5 og 10 minutter. De fleste grinede af den prustende flodhest, et par enkelte tilbød et hjul, fordi de også var trætte, men jeg cyklede så langsomt at ingen havde tålmodigheden til at blive hos mig hele ruten, det gjorde nu heller ikke noget, nogle gange må man bare lide alene.

Helt elendigt blev det på Lyngvej, hvor jeg måtte af og trække, fordi benene låste fuldstændigt i kramper, ynkeligt. Fik dog fyldt en liter vand på maskinen, ved den gård der ligger på toppen, og det gjorde jeg kunne blive på cyklen, alle løbets resterende bakker, så har man også prøvet det, at skulle trække opad en bakke, det har jeg aldrig prøvet før, slet ikke på en træningstur, med 27km/t i snit.

Sluttede af med at køre forkert på sidste del af turen, da arrangørerne åbentbart havde ændret ruten pga. noget vejarbejde (der dog var afsluttet), uden at ændre hjemmesiden, eller den GPX fil der lå til download – som jeg har vænnet mig til at altid at hente, da man sjældent kan stole 100% skiltningen i motionsløb efterhånden (friske sjæle har det med enten at fjerne eller flytte skilte). Så jeg fik 2km og 100hm mere end de andre deltagere, bonus.

Blev ikke sidst, men tæt på

Der var lige en enkelt Cola til undertegnede da jeg kom i mål, og et par efterladte kiks. Faktisk var der så lidt liv i målzonen, at egentlig troede jeg var kommet sidst, men på resultatlisten kan jeg se at der kom en god håndfuld ind efter mig, hvis de havde det ligeså hårdt som mig, så klap på skulderen til jer, hold kæft jeg led, hele vejen. Dejligt der igen kan køres motionscykelløb, Bakkeløbet er super hyggeligt og 100% et besøg værd.

Først over stregen blev i øvrigt Michael Carbel, der i denne sæson har gjort det onde ved adskillige supermotionisters drømme om at ende øverst på resultatlisten i et dansk motionscykelløb. Jeg hørte da også et par af de hurtige motionister lufte utilfredshed over at den tidligere World Tour rytter, der er gået på tidlig cykelpension, men på ingen måde er pensionist, kommer og kører sagesløse motionister over, til hyggelige danske stævner. Suck it up!.

Det sker med jævne mellemrum i motionscykling (og mange andre sportsgrene) at en dygtig atlet vælger at stoppe med at konkurrere i de etablerede rækker, men stadig har lyst dyrke sin sport. Sådan kan man så være heldig at møde en verdensklasse fodboldspiller i seriebold, eller en World Tour rytter til et motionsløb. I 2021 er det så Carbel der har taget det helt store spring direkte fra WTeren, og nu kører pølser og – pølsebrødsstævner rundt om i Danmark og er det egentlig ikke meget sjovt at se ham sætte ild til ruten ved Bakkeløbet og komme hjem med næsten 40 i snit? Det synes jeg.

Vi kører jo (forhåbentlig) alle sammen motionscykelløb, fordi det er sjovt og for sjov. Er man er på udkig efter mere retfærdigt væddeløb, så må man køre licens. I motionscykelløb er der heldigvis ingen regler for hvem der må stille op, alle kan køre med. Både Carbel i storform, og undertegnede i lagkageform, sådan skal det være.

Jeg er klar til revanche, vi ses til Bakkeløbet i 2022!

Desværre kan jeg (Uggi) ikke selv deltage i Unsupported Grinder, både fordi jeg netop er blevet opereret, men også fordi en sten i min hånd er gået ret meget ud over årets træning, så jeg er simpelthen ikke i form. Det er der heldigvis et par af mine gode venner der, og de skal begge to køre løbet. Her er deres forventninger. 

Jens Sonnichsen kører Lanterne Rouge

Stay on the bike

Min gode ven Jens Sonnichsen har kørt Unsupported Grinder som bagerste mand. Lanterne Rouge kaldes det, og er et fantastisk koncept hvor løbet engagerer én eller flere ryttere til at køre opsamling. Det er som regel hyggeligt, og så er der rart for dem på ruten at vide der kommer en bagtrop, hvis man har behov for lidt moralsk opbakning til at komme de sidste kilometer til mål.

Det er dagen derpå efter et fuldtendt langt gravel løb.

Dagen bød som lovet af vejrguderne på overskyet vejr. Vi var kan 50 ryttere til start på Grinder distancen, 300km. Løbet startede med masterstart ud igennem Vejle by og tidtagningen startede lige uden for byen. Der blev lagt godt ud og de forreste satte hårdt tempo fra start.

Som Laterne Rouge, holdt jeg bagtroppen samlet – lige indtil grupettoen samlet blev stoppet af en meget sur lodsejer, der var ophidset over at vi ikke holdt lav fart (nok de forreste der var gået i racemode), kort fortalt var hun meget sur. Efter at vi samlet havde fået skældud i nogle minutter blev jeg tilbage for at love hende at Mads ringede tilbage til hende. Det er balance hvordan vi som brugere af vores fælles natur omgåes med lodsejere, andre gæster i skoven osv. Efter sigende havde enkelte ryttere givet hende fingeren som svar på hendes råb, det er selvfølgelig ikke så smart, lige meget om hvem der har ret eller uret. Tænk Jer om på sporet, stien eller hvor man mødes, vi skal opføre os ordentligt og vi skal gerne bevare retten til at komme i naturen og rundt omkring til alles fælles gavn.

Med strategien om at gennemføre iden for cut-off kl 23:00 satte jeg mit pace til at holde mig over de 20 km/t i snit. De 260 km+ af turen blev således kørt solo med focus om at nå depot efter depot. Løbet var self-supported i mellem de tre depoter, der måtte ikke modtages hjælp ude fra, dog var der mulighed tilgang til eget crew i depot. Efter gode erfarringer fra mine to Dirty Kanza løb var det derfor mit setup. Jeg havde derfor den luksus at få min kæde renset og smurt ved depot 1 og depot 3, ligeledes havde jeg adgang til eget energi-drik og friske energi produkter. Mit standard setup er Trailwind som drik, suppleret med diverse GU energi, såsom chews, waffles, elektrolytter samt et par gel. Sammenlagt brugte jegs ti flasker i løbet af dagen. I sidste depot ligeledes lidt fremragende chokolade kage fra stedets Gårdbutik Møllers Mølleri samt en frisk MacD hamburger.

Dejligt når det man har planlagt fungerer!

Mit setup fungerede uden nogle problemer, dog havde jeg en enkelt punktering. Meget uheldigt skred baghjulet da jeg stoppede, jeg fik ikke clicket ud i tide og Wupti, så lå jeg på siden med en ny grus-tattovering på det ene skinne ben og en øm lille finger, her søndag har jeg været et forbi skadestuen og fået læges vished om at det blot er en forstuvning. Hullet krævede en plug, og efter min CO2 pumpe frøs til og efter to patroner opgav jeg og fandt håndpumpen frem. Mit uheld var omkring de 132 km, og nu kom uvisheden frem i kombinationen med at jeg kunne mærke trætheden komme snigende.

Min psyke begyndte at finde på undskyldninger for, at udgå, meget godt at der var 30-35 km til næste depot. Jeg fik stille og roligt gang i benene igen og mindede mig om at dette var mit selv-proklamerede eget monoment for sæsonen, den ene km tog den anden og jeg samle ti-km efter ti-km virtuelle medaljer op. Jeg nåede 160 km depotet, fik tanket op med vand og blandede til tre nye flasker fra min flaske “tre” med tailwind koncentrat. Afsted igen, næste mål depot tre ved 225 km.
Jeg holdt fokus på min gennemsnit tid og at min avg. Power lå i zone1 -zone3. Postrace kan jeg se at mit powermeter holdt batteri til ca. 200 km og at jeg har brugt 50% i zone1, jeg er ikke nogen ekspert i at tolke det, men jeg følte jeg havde en OK fordeling af min energi over løbet. Da jeg kørte i mørke de sidste 90 min. Faldt min gennesnit fart lidt, heldigvis var jeg på hjemmebane og kendte det meste, men mit fokus at komme i mål var sikret.

300km er en lang tur på rammen, uanset hvordan man skærer den.

Var det hårdt? Ja, det var hårdt, 300km vil i min optik altid være hårdt. Oppe foran blev kæden holdt stramt, jeg kørte med knap 20 km/t brutto, men de første kom ind med 32 i snit, jeg bukker mig i støvet. OK, solo eller gruppe der er en forskel, men de har givet den gas. Ruten bød på knap 60% grus vs. asfalt, men jeg var positivt overrasket over de mange lange stykker med grus, det var god rute-planlægning og en sand fornøjelse. Er det så hårdt som inspirationen Unbound (Dirty Kanza), nej og nej med stor margin.

Dels gør de 20 km ekstra (200 vs. 188 miles) meget, dels er grus ikke bare grus, og dels er flere højdemeter, dels er temperatur og vind en anden udfordring. Personligt glæder jeg mig til at løbsarrangøreren selv kan lave sammeligningen, hvis han som planlagt kommer til start ved Unbound i 2022. Rutens kun 2300 højde meter egner sig også til single-speed, det kunne være en interessant udfordring i fremtiden.

Der var overraskende få ryttere til start, samlet var der 178 ryttere registreret på de tre ruter, men der var desværre 40 der ikke dukkede op. Vi håber de vender næste år, der er plads til mange flere, og der er selvfølglig også plads til kvinder, som der slet ikke var nogen til start af på 300km. Lom frisk i 2022, det er en overkommelig rute, og beslutsomhed og det rigtige gennemsnit, tilpasset ens forberedelse, så er det absolut overkommeligt.

Jeg kommer igen.

Det knap så officielle verdensmesterskab i jernbanecykling starter i Vejle og strækker sig over mere end 200 kilometer ad gamle, naturskønne jernbanestier i veteranlokomotivernes togspor. Det er 4. gang Per Hansen og Vejle Styrprop Fabrik arrangerer løbet, hvor alle deltagere får VM-titlen med sig hjem, hvis de altså gennemfører! 

Dårligste form i årevis

Allerede i foråret stod det dårligt til, så derfor stillede jeg op til Per Hansens andet fantastiske løb, Ribe – Tønder – Ribe, for at genvinde noget at den manglende form. Det endte brat efter 10km med et styrt i et sving, og en flænge i hånden. Det helede virkelig dårligt, og jeg var ret sikker på der var en sten i hånden. Det mente hverken skadestuen, min egen læge eller min egenbetalte radiolog, efter møje og besvær (og 4 måneders tovtrækkeri) fik jeg ENDELIG en henvisning til en kirurg, der prompte konstaterede.

Uggi, der er noget i den hånd, lad os skære det ud! Så det gjorde vi, og det var en sten, den var 1,5cm i diamater?? Ikke så underligt at det gjorde lidt ondt i hånden!? Nå men man kommer jo ikke i form af at pive over at det gør / har gjort lidt ondt, så nu skal der cykles!

Årets kun 3. løb og jeg glæder mig helt vildt!

Nu har jeg ingen sten i hånden, men i stedet 10 sting, de er ikke blevet pillet ud endnu, men jeg har cyklet et par ture, og én ting er sikkert, når man har haft en sten i hånden af en hvis størrelse, så føles nogle sting og et lille operationssår, ikke som noget særligt, det kan cykles væk! Så det prøver jeg. For at give mig selv lidt motivation til at gennemføre, har jeg også smidt lidt nyt sjovt og farverigt grej på cyklen! For ærligt, hverken krop eller ben er egentlig klar til udfordringen.

VM  i Jernbanecykling er 220km langt, i en 70% / 30% fordeling, i asfaltens favør. Mine 38mm graveldæk synes derfor lidt i overkanten, 28mm landevejsdæk, måske en kende for tynde? 32mm Gravel King SS derimod, det lyder som den rette medicin. Så sådan et sæt har jeg investeret i. Desværre kan jeg ikke huske hvem jeg har lånt min AirShot til, så lige nu er de sat op med slanger… læser du med og har den, skriv en PM, vil gerne have den retur i morgen hvis muligt.

Sutterne fåes også i sorte med brune kanter hvis du skulle være til et mere traditionelt udseende, men når de nu fåes i flamingo, well… flamingo it is HAHA.

Jeg er også faldet over nogle toplirens flasker, fra Amerikanske Spurcycle, de er et monsterhit i USA, lavet af Specialized, der med deres Purist flasker laver de efter min mening bedste drikkeflasker på markedet lidt nu. De er coatede indvendigt, så væsken du har i dem aldrig kommer til at smage af plastic. Det virker!

Spurcycle er oprindeligt kendt for deres lille lirens ringeklokke, men nu har de altså også skabt et monster hit med deres drikkeflasker, der har lånt deres udtryk fra klassiske flasker med Sennep, Ketchup og Relish, og givet dem et lille ord-twist, så de passer til cykling. To af dem tak!

Det er Claus Buhl fra Buhl Cykler der har special importeret flaskerne, og han har ikke en kæmpe mængde på lager, så køb din kopi i dag, hvis du ligesom mig synes det spiller max! Du kan købe dem lige her! – jeg er ikke sponsoreret eller noget eller har fået en gratis flaske, jeg har købt dem, fordi jeg synes det er fede!

Vi ses til VM i Jernbanecykling!

Sidst men ikke mindst har jeg smidt noget styrbånd på fra Supacaz, det er gråt og jeg synes det passer fint til cyklen, og så er der vist også kommet nok farver på til turen i weekenden….

Styrbåndet er bestilt hos Cykelgear.dk (igen… ikke sponsoreret) – jeg prøver at handle lokalt, som da jeg f.eks. var hos Buhl tidligere i dag, men den lokale cykelhandler har ikke altid præcis det man gerne vil have – udvalget er stort hos Cykelgear, og leveringen er skræmmende hurtig. Jeg bestilte i går eftermiddags klokken 14:30. Da jeg stod op klokken 06.30 her til morgen, stod pakken på mit dørtrin. BUM!

Jeg kan godt garantere det ikke kommer til at gå stærkt for mit vedkommende på søndag, men præcis som til bakkeløbet, så er planen at gennemføre!

Vi ses i Vejle.

AoCs gode ven, lejlighedsvise skribent og væddeløber af guds nåde, Frej Elbæk, har kørt Aarhus-København. Ikke i topform, men dog med forventninger om at klare sig hæderligt. Han startede i sidste, og hurtigste startgruppe, klokken 09:10, sammen med de andre hurtige motionister, og beviste at det tager mere end en småsløj sæson på træningsfronten, at pille farten ud af piberne på et talent som Frej. 

Af Frej Elbæk | Foto Uggi Kaldan (AltomCykling.dk), Dean Strange (Balsam for sjælen) & Frej ham selv. 

What friends are for

For små fjorten dage siden, skrev en god ven at han havde et startnummer til Aarhus – København, som jeg måtte overtage kvit og frit, da han var løbet ind i en knæskade. Det er et af den slags tilbud, det er svært at sige nej til. Så dermed var der linet op til en menu bestående af 376km på tværs af landet. Som almindelig motionist er det sgu en halvlang fætter, sådan med kort varsel, at kaste sig over. Men muligheden for at få lov at kører over Storebæltsbroen lokkede, og det er bare fedt at få lov at opleve hele Danmark på tværs.

Formmæssigt, så har jeg primært 60-70km ture i benene og den længste tur denne sommer var en tur på 115km. Så at skulle køre mere end det tredobbelte i et hug, var der indrømmet et lille formmæssigt spørgsmålstegn ved. Derfor blev der også kigget lidt ekstra på vejrudsigten i dagene op til, for med så mange timer i sadlen, så kan dårligt vejr virkelig trække tænder ud, på en helt anden måde end hvis det bare er et par timer man er ude, at cykle.

Det primære var heldigvis, at det tidligt stod klart at det ville blive solskin og ingen regn. One down, så at sige. Så var der lige det med vinden, der desværre så ud til at blive stik øst, hvilket var knap så fedt. Men skulle jeg vælge en af de to, så havde jeg nok også på forhånd valgt tørvejr. Så det var helt ok.

Onsdagen inden løbet, valgte jeg at være med i DHL-stafetten sammen med mine kollegaer på arbejde. Det var nok noget nær det mest idiotiske jeg kunne gøre. For når man ikke løber til daglig, resulterede det for mig i stænger som føltes, som havde jeg gået 2000 etager op og ned. Samtidig forværrede det en begyndende forkølelse, så jeg endte med torsdag og fredag at have småfeber og klar snot løbende fra næsen. Ikke helt optimalt. Men anyway, proppet med ipren og panodil satte jeg kursen mod Aarhus.

Fik et lift af en af mine cykel buddies fra Købenahvn, der skulle til cykelløb længere mod nord i Års, Christian (som han hedder) havde tilmed havde en ekstra kassette bag i bilen, da jeg om morgenen opdagede, at min nye kæde hakkede på det mest benyttede tandhjul, så ved færgen på Sjællands Odde kunne vi lige fikse det. Optur. Overnatningen i Aarhus, blev klaret via et facebook opslag hvor en gammel skolekammerat sprang til, og lod mig overnatte i sin lejlighed, tilmed bare 2km fra starten ved Ceres Park. Helt genialt og optimalt.

Klar til race

Gennem fællesbekendte, var jeg i dagene op til blevet sat i forbindelse med Dean og Lars, der også skulle cykle fra Aarhus til Kbh. Og vi mødtes kl 08.15 ved Ceres Park. Havde godt luret lidt på Lars’s strava profil og kunne se, at det nok var ham der skulle trække os, hvis det var. Men fedt, at have nogle at mødes og følges med på en lang dag. Dean og jeg virkede til at være ret lige i niveau, igen vigtigt over en lang distance, hvor man hverken ønsker at køre for hurtigt eller for langsomt. Om morgenen havde både forkølelse, og særligt vigtigt feber lagt sig, så jeg følte kroppen var rimeligt klar, det var rart.

De første deltagere var kørt afsted allerede ved 06.30 tiden, og der var ikke mange i området ved 08.15 tiden, så der var masser af plads, mulighed for at få tanket vand, få bananer til baglommen samt aflevere bagage (setuppet fungerede til UG og fedt at kunne få en sin taske fragtet til Kbh som en del af start-fee). Vi havde tænkt, at vi ville lure lidt på de forskellige grupper, der skulle kører hvert 5 minut fra kl 09 til 09.30 og så hoppe med i en gruppe, der i hvert fald på det ydre lignede nogle der matchede vores niveau. Det endte så med, at der praktisk talt bare var én gruppe på en 60mand der havde meldt sig til at komme afsted med en snit fart på 32kmt+ …. så det gav i sidste ende sig selv, klokken 09.10 trillede vi ud på ruten og sætte kurs mod København.

Styrt og defekt kostede kræfter

Planen, strategien om du vil, for et motionsløb af den her længde er først og fremmest at komme godt og sikkert igennem, dernæst ikke at ende alene, så man skal bruge unødvendige kræfter, og da slet ikke på en dag med udsigt til side og modvind hele vejen. Så vores plan, var at sidde med i den ”hurtige” gruppe så længe som muligt, og så håbe på at vi enten indhentede nogle af de grupper der var startet før os, eller at der var andre der heller ikke kun følge med og ville slippe på samme tidspunkt som os. Ideelt, så ville vi gerne sidde med i den hurtige gruppe mindst til Middelfart, hvor der var et depot efter 128km.

Starten gik fra et solbeskinnet Ceres Park, og for en AGF-tilhænger som mig, kunne det næsten ikke være bedre. Så der blev givet High-five til løbsarrangør Jens Veggerby og så rullede vi ellers ud på ruten. Tempoet var fint og der var OK stærke folk foran, så vi cyklede afsted med behagelige 35-36km i snit. 376km er langt, så det var dejligt der ikke var nogen der gav fuld gas, for så kunne det godt blive lige hårdt nok.

Efter 40km sker der så desværre det, at en modkørende varebil med anhænger passere os på et meget smalt sted, og selvom der er race-marshall foran os, så kørte bilen med ganske høj fart, det resulterer i hårde opbremsninger i gruppen og styrt. For mit vedkommende skete det nogle placeringer bag mig, og jeg kan lige trække ud i rabatten og så ellers fortsætte. Men halvdelen af det ca. 60 mand store felt bliver fanget bag ved. De kommer dog op igen. Undtagen Dean der mister sin cykelcomputer og må vende om og finde den, og så selv jagte gruppen, den trak tænder ud sagde han, så fortjent satte han sig bag i gruppe og fik luft, stærkt kommet igen!

Få km senere da gruppen igen er samlet, ryger min kæde af på forskifteren midt på en bakke, og jeg må stå og bakse med den et minuts penge til halvandet, da den sad lidt fast mellem klinge og ramme. Og så var det min tur til at jagte gruppen, og brænde unødvendige tændstikker af i 10min. Så nu var Dean og jeg i hvert fald lige brugte, kort før vi kom til Vejle. Oppe foran stikker vores bekendte Lars af sammen med Nils Bratberg, lige inden vi rammer Vejle. De to kommer i øvrigt ind som de to hurtigste på dagen og i mål en time før os, kæmpe respekt.

Vi andre på nær en 4-5 mand der stikker efter, holder sammen hen til Munkebjerg, hvor vi også trods lidt spredning på bakken, samles igen bagefter. Herefter var det kurs mod Middelfart og vores første planlagte depotstop, som vi nåede med lige i underkanten af 36 km/t i snit. Vi havde aftalt med et par stykker i gruppen at vi ville følges ind og ud, så ingen endte alene efter depotet.

Der var en gruppe der lyn-pissede, spiste og tankede vand hurtigere end os, så der mistede vi kontakten til de 15 forreste. Men vi kom ud en 6-7mand samlet og gav os i kast med turen over Fyn. Her viste det sig at vejrudsigten passede, hvilket betød modvind. Ikke enormt meget, men nok til at jeg sgu synes det hårdt på denne del af turen, og vi var ikke engang halvvejs. Samtidig var vi ikke så mange, så de 2-4minutters føringer vi tog på skift gjorte lidt naller. Men alle arbejde godt sammen. Og alle vidste der var lang vej hjem. Det er virkelig øvelsen på sådan en distance. Så stor tak til alle i gruppen for godt sammenhold.

Masser af deltagere stødte til, fra starten i Odense, det var mest godt.

Lidt over midtvejs på Fyn, var der et ”tvunget” depot, man skulle simpelthen ind igennem for at komme videre. Og det var faktisk fint. Vi havde brugt kræfter i vinden, så et hurtigt stop med vand i flaskerne og en rugbrødsmad med nutella og så ellers videre mod Storebæltsbroen. Kort før broen begynder deltagerne fra Odense-København ruten også at fylde på vejene og helt slemt blev det i Nyborg, der var decideret trafikprop af cykler.

Men vi holdt sammen i den lille gruppe vi var, selvom det var noget af en zik-zak øvelse og her kørte vi nok nærmere 25km/t end 35km/t. På broen rammer vi en gut fra Odense, der tydeligt havde sat sig for at trække igennem over broen. Så på hele lavbroen skød vi vel en 40-42km/t i snit, på smækken og nød den flotte udsigt. Da vi rammer højbroen klumper det hele meget sammen, da der er fyldt med motionister i alle størrelser og hastigheder.

Det er et under der ikke er nogle der vælter, samtidig med at der er så mange, at man ikke kunne se de kegler der adskilte os fra biltrafikken, det var simpelthen for farligt synes jeg, der var ret tæt trafik, lige ved siden af os. Det er nok mit væsentligste kritikpunkt for selve afviklingen, der ellers samlet var rigtig god. Vi kommer dog op over og giver os tid til at kigge ud, det er sgu ikke hverdag man får lov at cykle over Storebælt i solskin, ja i det hele taget.

I Korsør springer vi bevidst depotet over og sætter kursen mod det depot der kommer efter 299km. Vi bliver blandet med nogle der kører Odense-Kbh turen, men skifter alle sammen fint med at tage føringer. Min kammerat Dean falder fra arbejdet i front med lidt krampe og vi havde aftalt, at når vi kom hertil så skulle give med så meget vi personligt kunne. Små 15km senere er det min tur, på en lille bakke kommer der et lille jag i låret, så jeg ned i fart og rulle den af, og mistede kontakten til vores gruppe.

Reddet ved depotet i Tybjerg!

De næste 20km var nok de hårdeste, for mig, i hele løbet. Fra at tage 5 minutters tjanser front, og så 25 minutter på hjul, endte jeg 40-45 min alene i vinden og tom for vand. Det var en hård, hård mental udfordring, tror aldrig jeg har været så glad for at se et depotskilt som da jeg nåede depotet i Tybjerg. Der var rigtig god stemning med musik, bål, pølser, suppe mv. Her var Dean også kommet ind, ikke længe efter mig, så det var helt perfekt.

Efter at have pisset af, spist, tanket godt med vand, tog vi hul på de sidste 77km i aftensolen. 77km lyder selvfølgelig ikke at så meget, men med 299km i benene, en stor del i let modvind, så kunne trætheden mærkes. Heldigvis lagde vinden sig en smule, og vi skruede på de første 30-35km lidt ned for tempoet og fandt ind i nogle smågrupper, med nogle af de deltagere der var startet en time før os, og hvor tempoet også var derefter.

På de sidste 40km kunne jeg godt mærke at benene havde fået lidt overskud igen, så vi fik kørt gruppen op i tempo, og det sidste stykke på ca. 20km ind til mål, formåede vi endda at hoppe vi på en lille gruppe med nogle hurtige drenge fra Odense, der så også havde kørt 176km mindre end os, i den gruppe sad også et par stykker af dem vi startede med i Aarhus for nu snart 11timer siden, så sådan flasker et motionsløb sig, så sjovt. Samtidig betød det sidste lille push, at det først var 5-10km før mål at det blev rigtig mørkt, så det var ikke så længe vi skulle køre i decideret mørke.

Mega fed tur, og det gik jo over al forventning!

Vi trillede i mål kort før kl 21.00, efter at have brugt 11.32min alt i alt inkl. depotstop mv. Det gav et gennemsnit på præcis 34kmt i den tid vi var på cyklen. En helt perfekt dag, med godt vejr, godt selskab, fine depoter langs ruten, lidt småkaos som der altid er til motionsløb, hvor man jo også gerne vil give den gas (indenfor rammerne af egen formåen).

Der kommer en ny mulighed for at køre Aarhus – København om tre år, mener jeg, og har man ikke prøvet det, så synes jeg man skal. Det er fedt at kæmpe med fysikken over så lang en dag og virkelig mærke efter ikke at pace for meget eller for lidt.

Danmark er virkelig smuk, når vejret tillader det. Samtidig fungerede alt upåklageligt på depotet og i mål, så det er ikke forplejning man går ned på.

Ps. Brugte i øvrigt turen til at samle lidt penge ind til Røde Kors og deres arbejde i Afghanistan. Du er meget velkommen til at give et lille bidrag hvis du har lyst. Det kan du gøre her: Frejs Røde Kors Indsamling

Hold nu kaje det var fedt at være ude og køre cykelløb igen. Under nedlukningen har der ikke været mange løb og flere af dem der har været, har jeg selv afholdt, så dem kunne jeg af gode grunde ikke deltage i. Det tog også en del mere tid at arrangere i år, end det plejer.  Da jeg endelig nåede til foråret, og havde trænet for lidt, var jeg alligevel TOTALT klar til at køre mit første løb, Ribe-Tønder-Ribe. Det blev som bekendt en alt for kort omgang, 10km, styrt, smadret hånd, fejlbehandling, mere pause. ÆV! 

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan & Vibeke Meyhoff

VM i Jernbanecykling, årets blot 2. gennemførte løb!

Forrige weekend var jeg endelig tilbage, i en eller anden form, (læs dårlig form), da jeg deltog i den østjyske klassiker, Bakkeløbet. Det blev blev en opvågning. Godt nok havde jeg feber om morgenen, hvilket naturligvis kan bruges som delvis undskyldning, men kort og godt var jeg bare i pissedårlig form, og jeg er også blevet noget fed under nedlukningen. Det ses på coverbilledet herover, med alt tydelighed. Dårlig form og for mange kilo følges ofte ad, og kombinationen er ærlig talt ikke god, når man er cykelmotionist som mig, med hang til at melde sig til de længste distancer der tilbydes, uden skelen til højdemeter.

Ikke desto mindre glædede jeg mig helt vildt til endnu et jysk “væddeløb”, nemlig nyklassikeren VM i Jernbanecykling. Håndlavet cykelløb kalder arrangøren Per Hansen det. Løbet afvikles for 4. gang, uden officiel tidstagning og med håndskrevne startnumre, og en startliste så retro, at det ligner den er skrevet på en ægte manuel skrivemaskine, hvabehar!. Løbet er på mange måder enkelt, men Per er en ferm historiefortæller, hvilket smukke plakater, retrostartlister osv. osv. minder én om. Løbsarrangøren er måske også skyldig i at være nostalgiker, men ikke mere end moderne cykler også velkomne til hans løb, tak fordi vi også må være med, selvom vi hverken kører i uld eller på stål, det er stærkt at lade stil og stilarter mødes, på tværs af overbevisninger og ståsteder. I sidste ende er det jo kærligheden til det at cykle der tæller, ikke hvilket noget grej du kører på der tæller.

Lad os køre noget race…

Efter indskrivning var der en kort race brief, hvor Per annoncerede at starten ville blive delt i to, alligevel var det dog de fleste der cyklede afsted i gruppe ét. Lidt mere håndfast effektuering af den beslutning havde været på sin plads, men det er vist også den eneste lille kritik jeg kan komme på, til et dejligt afslappet organiseret løb, med styr på alt det, der skal være styr på. Per gav en fin lille orientering og nævnte nogle steder vi skulle passe på, der som sædvanlig fløj komplet henover hovedet på mig.

Når sådan et løb starter, så kan jeg lige præcis huske nul angivelser, der er givet lige inden løbsstart. Det er ingen kritik, fedt arrangøren tager sig tiden til at nævne potentielt farlige steder, det er blot en konstatering af egne manglende evner til at huske den slags. Jeg husker noget med nogle sveller med skarpe kanter, der viste sig at være ganske lette at forcere (i hvert fald i tørvejr) og en farlig nedkørsel, jeg synes ikke vi mødte deciderede farlige nedkørsler, det skulle lige være den sidste lille nedkørsel, kort før mål. Den var lidt “frisk” – men jeg var alligevel for træt til at bremse på det tidspunkt, og man kører nu engang bedst nedad, når man bremser mindst muligt, så “no problem”.

Per nævnte også muligheden for at blive velsignet i den lokale kirke, hvor præsten stod klar, noget jeg valgte ikke at tage mig tid til, i min iver efter at komme afsted. Jeg er ærlig talt ikke ret troende og slet ikke rettroende, men har haft mange fine samtaler, med adskillige danske præster gennem tiderne, og min eneste fortrydelse efter løbet var, at jeg ikke benyttede mig af dette tilbud. Der svigtede min journalistiske næse mig, selvfølgelig skulle jeg have ladet mig velsigne, det må blive næste år, mega sjov idé.

Der var en helt fantastisk fed stemning ved starten, faktisk overhovedet ikke ret “race-orienteret”. Alle virkede til at de glædede sig til en dejlig dag på rammen, og nu kan jeg kun tale for den knap så store gruppe 2, men vi kørte i hvert fald alt andet end race, til at starte med. Vi cyklede ud af Vejle i nogenlunde samlet flok. Der blev stoppet ved rødt lys, og kørt to og to, på cykelstien, som foreskrevet af løbsledelsen, indtil vi kom ud af byen.
En perfekt start.

Drømmeruten blev til et mareridt

VM i Jernbanecykling, hvad er det egentlig? Helt enkelt er det et løb, der for en stor dels vedkommende forløber på mindre veje og stier, samt nogle lange segmenter, der tidligere var jernbanespor, men nu er udlagt til vandre / cykelstier, på grus. Løbet byder på 220km, med trods starten i kuperede Vejle, er der ikke mere end 1000 højdemeter der skal forceres. Jernbaner viger ikke, de indordner sig ikke, de bugter sig ikke opad bjerge, men skærer sig igennem dem, måske formaster de sig til at sno sig en smule, men aldrig med skarpe sving, jernbaner er RET kedelige på den front. Da jernbanerne havde deres storhedstid, var naturen noget der måtte vige for civilisationen. Faunabroer? Pfft… Der blev dog bygget nogle broer, til togene, ikke til dyrene, og dem var der også nogle flotte udgaver af, på den her rute.

Det lyder næsten som et eventyr, gør det ikke? En eventyrlig rute, med lange, mere eller mindre lige stræk af ubrudt grusvej, uden nævneværdige stigninger, eller sving for den sags skyld. Stort set ingen biler, og heller ikke mange mennesker, trods det gode vejr. Det startede også med at være fedt, men ærlig talt, det blev hurtigt en mental prøvelse, at bevæge sig fremad, på de uendelige stier. Når et sving en sjælden gang i mellem nærmede sig, var det svært ikke at slippe et lettelsens suk. Du tror mig måske ikke, men det er seriøst sværere, end man lige skulle tro, mentalt, at kæmpe sig igennem VM i Jernbanecykling, og det har i den grad sin charme. Jeg elsker en god mental udfordring!

Jeg havde på dagen allieret mig med Ulrik Johannesen, og vi havde aftalt at følges ad, i hvert fald så længe det gav mening, hvilket det gjorde hele vejen, på nær fra km 85 til 95km, hvor jeg fik lyst til at se hvad benene egentlig kunne. De kunne tage en flot lang føring i 10km, og så kunne de ikke mere. Når man får ros fra dem man følges med, for at have taget en lang, og flot føring, så ved man at man har arbejdet alt for meget… men sjovt var det.

Nogle få kilometer efter måtte jeg ydmygt stå af cyklen og pleje bentøjet, der stod spændt som et flitsbue. Vastus Medialis og Semimembranosus skændtes gevaldigt om hvem der havde førsteretten til udstrækning, hvilket enhver cykelrytter kender som , krampe når jeg står op, krampe når jeg sidder ned -udfordringen… det fører som regel til en ufrivillig pause, og det gjorde det også for mig. Medicinen er til gengæld lige til, stille og rolig udstrækning, og væske, masser af væske. Det virkede.

Samtidig kunne jeg fylde lidt luft i bagdækket, på mine vidunderlige lyserøde dæk (aldrig har jeg fået så mange kommentarer for et sæt dæk i en cykelløb) – der havde tabt noget luft undervejs. Hvordan det var sket forbliver et mysterie. Der var intet snask på rammen, eller synlige læsioner at se, men blødt var dækket, og pumpet blev det. Læs i øvrigt om mit set-up til turen, lige HER!

Selfsupported – man bliver lidt træt… af sukker!

Nogle kilometer længere fremme på ruten, kom jeg heldigvis forbi et lille lokalt supermarked, der tilbød alt hvad hjertet kunne begære af bananer, pastasalat, sandwiches og kager. Jeg købte nogle bananer, og nogle kager, men undlod rigtig mad. Fejl! Da jeg kom ud fra supermarkedet, holdt Ulrik netop ind, han havde kørt mere jævnt og fornuftigt, men var også klar til at fylde op. Jeg havde forsøgt at køre lidt stærkt, den gik ikke, nu kunne vi ligeså godt følges til mål, og sådan blev det.

Ulrik købte heller ikke noget rigtig mad, og det endda til trods for at vi samtidig med vores stop, stødte på supermotionisten, og Dirty Jutland XL vinder fra tidligere i år, Vibeke Meyhoff, der viste rutinen, og spiste en pastasalat, det skulle vi også have gjort, Ulrik og Jeg.

I stedet fortsatte vi på sukker, og det betød at vi gik helt og aldeles døde (især mig) ca. 10km inden Grindsted, og med omkring 45km til mål. Heldigvis var Ulrik med på at finde et sted i Grindsted, der serverede noget solid føde, også selvom vi lige måtte rulle et par kilometer af ruten for at finde et egnet sted (Kvickly). Vi fik os begge en toast med skinke og ost, og jeg fik en cocio og en cola, samt fyldt vandflaskerne op. Jeg vil ikke sige jeg følte mig bedre kørende bagefter, og Ulrik gjorde slet ikke, men efter 10km kom der alligevel lidt liv i stængerne igen. Rigtig mad FTW!

Hvor det inden Grindsted var Ulrik der havde trukket mig i mindst 20 kilometer, var det nu mig der kunne give lidt tilbage, og Ulrik der et par gange forsøgte sig med et; “bare kør”, som er den klassiske bemærkning man hører fra sin makker, når der er ved at være tomt i tanken. Men det skib var sejlet, jeg havde forsøgt mig, og der var absolut ingen grund til at forlade en ven, der havde trukket mig gennem min krise, bare fordi jeg nu var lidt ovenpå.

Få kilometer efter genfandt Ulrik i øvrigt benene, og jeg fik endda et smil ud af ham, på løbet sidste, lidt tricky nedkørsel. Vi hev hinanden igennem, det er jeg sikker på, tak for turen Ulrik.

Fedt og hårdt løb.

Igen en weekend hvor jeg havde masser af krise, og kampe med mig selv. Flere gange overvejede jeg at udgå, kunne jeg tage en taxa hjem? Går der ikke et tog fra Grindsted til Vejle? Hold kæft de er latterlige de her jernbanestier, og hvad sker der med alt den krampe??? – Er det måske fordi jeg lige er blevet vaccineret, måske er det farligt at fortsætte? Hjernen er god til at finde på ganske overbevisende grunde til at du både må og bør stå af og komme hjem, når kroppen er træt.

Men jeg gjorde det ikke, og det er altså en fed fornemmelse når man kommer i mål. Jeg har kørt mange på papiret langt hårdere udfordringer end VM i Jernbanecykling, men en udfordring er nu engang betinget af den form man er i på det givne tidspunkt man begiver sig ud på den, og jeg har også været i MEGET bedre form, end jeg er lige pt. det er helt sikkert.

Så den har var ligesom forrige weekend en rigtig prøvelse, og derfor er jeg også ekstra glad for medaljen Per havde klar da jeg kom i mål, for jeg kæmpede en hvis legemsdel ud af bukserne for at få den, og har det rigtig godt med at kunne kalde mig Verdensmester i Jernbanecykling 2021.

I løbets første udgave, hvor omkring 10 mand stillede til start, var det i øvrigt en håndsoprækning der afgjorde hvem der skulle være årets verdensmester, men Per, der helt sikkert er lidt dogmatisk, selvom han gemmer det godt bag sit charmerende smil, er samtidig også dejligt praktisk anlagt, tænk at det kan kombineres, men det kan det altså. Han kunne godt se det ville blive noget besværligt med mange de flere deltagere, som han fuldt fortjent har fået til start i sit fede løb, hvis de skulle stemme om en vinder, så derfor har han besluttet at alle der gennemfører, kan kalde sig verdensmestre, og bliver behørigt hyldet.

Vi ved naturligvis godt alle sammen at vi ikke er rigtige verdensmestre, det hele er jo bare for sjov, men sjovt på den absolut bedste måde. Tak for at skabe et super fedt event Per, bliv ved med det!

Hvad gør man når chancen for at køre et “cykelløb” pludselig byder sig? Man takker selvfølgelig ja, pakker cyklen i bilen og tager turen fra København til Vejle. Overvejelserne omkring at køre havde da været oppe og vende, men pga. et forår med sygdom og konstateringen af sarkoidose, har overskuddet, ydeevnen og formen været yderst begrænset – og hermed også begrænset lysten til “at få nummer på” og køre cykelløb. Heldigvis er det gået fremad, kroppen er begyndt at arte sig og lysten til at køre lidt om kap vendt tilbage. 

Af Jakob Lindsel | Foto Grejsdalsløbet & Thomas Bundgaard

Stille og rolig start, heldigvis

Grejsdal Gravel løbet blev kørt for første gang i 2019 hvor undertegnede også havde fornøjelsen af at deltage. 2020 udgaven blev aflyst pga corona, og rykket til sensommeren i år – i forhold til Grejsdalsløbets normale forårs termin. Løbet er knap 75km og der bliver kørt efter GPS rute, så man skal selv “finde vej”. Setuppet er meget uformelt og blev i år kørt med mindre startgrupper, der blev sendt afsted med et par minutters mellemrum.

Starter i 2. gruppe 2-3 minutter efter den første. De første 5 km af løbet bliver mere eller mindre kørt på noget stisystem ud af Vejle – der blev dog kørt super fornuftigt og givet tegn til bagvedkørende ryttere så det forløb fint. Her kunne man ellers nemt frygte at den sædvanlige ”kamp” om pladserne kunne skabe farlige situationer. Der bliver skruet lidt op for gassen da gruset rammes første gang, og ballet åbnes for alvor da den første stigning rammes, en hård omgang på ujævnt græs hvor der skal trædes i pedalerne for at holde gang i cyklen og få greb i underlaget.

Efter dette stræk er gruppen mere eller mindre splittet helt ad, og der rulles lidt da vi kommer ud på asfalten igen og en mindre frontgruppe på 5-10 mand dannes. Farten bliver holdt stabil, men freden holder ikke længe da en lang og teknisk opkørsel rammes (vi indhenter lige præcis her også fronten af 1. gruppe, så det er en kaotisk opkørsel hvor der køres slalom mellem rytterne). Efter denne omgang sidder vi nu 3 mand tilbage, Rasmus Højsgaard, Thomas Bundgaard og jeg. Flere stigninger rammes hvor der hver gang bliver trådt godt igennem, og jeg må til sidst indse at der skal køres lidt mere konservativt for ikke at eksplodere fuldstændigt. Dette betyder at Thomas sejler væk og jeg ender selv på mellemhånd med Rasmus lidt bagved. Efter 10 kilometers tid indser jeg at det giver mest mening at være 2 frem for at kæmpe solo på de åbne strækninger. Så trådet bliver slækket og efter lidt tid får jeg selskab. Farten bliver holdt godt og

Rasmus tager det tunge læs på de lange grus strækninger og åbne landeveje, og jeg prøver at gøre lidt af arbejdet ind imellem og primært på de mere tekniske passager. Hvis man ikke har kørt i området omkring Vejle før kan dette virkelig anbefales, utroligt smukt, udfordrende og på dejligt varierende underlag (masser af grus). Efter 2 timer og 20 minutters hård kørsel lander vi atter i Vejle – og satte pris på at vi kun sad to mand og ikke i en gruppe hvor der måske ville blive kørt lidt om pladserne til sidst! For det var samme lidt kringlede cykelsti med bumme mm. fra starten, som der også blev afsluttet på! Selvom arrangementet på papiret ikke er et cykelløb med placeringer, ja så bliver mange grebet af stemningen når der køres med/mod andre – og så kan det nemt gå galt med sådan en afslutning.

Alt i alt en rigtig fin, og hård, dag på en utroligt varieret rute i det midtjyske, der var bedre end sidste gang AoC kørte Grejsdal Gravel.

Til udstyrsnørderne

Der bliver snakket utroligt meget udstyr og ikke mindst dæktryk når snakken falder på Gravelløb/gruskørsel. Jeg kører selv på en Cannondale SuperX (ja, det er en crosscykel – og de gør det faktisk også rigtigt godt på grusvejene..) Et sæt Rebel Rusty hjul (ikke dem på billedet herunder) som er deres bud på et dedikeret gravel hjulsæt, monteret op tubeless med Hutchinson BlackMamba CX i 38mm. Dæktrykket blev sat til 1.7 bar og det var tæt på optimalt (med en vægt på 68kg): Det gav virkeligt godt greb og kontrol på de ujævne stykker, god fart og komfort på gruset – og ruller stadigt hæderligt på landevejen! Mange fokusere kun på hvor hurtigt det ruller på hårdt/jævnt underlag når det går lige ud, men glemmer hvor meget der tabes når underlaget bliver ujævnt, der skal drejes i det løse, findes greb opad og komforten til rytteren.

Så skal sæsonen skydes igang, vi er færdige med corona og kan nu rejse igen, fantastisk. Sidst vi var i Belgien var i 2020, og det var absolut sidste udkald for udlandsrejser, inden verden gik i stå.  Nu skal vi tilbage, med krigen hærgende over Ukraine. Det er nogle begivenhedsrige år, vi alle sammen oplever. Så meget desto mere grund til at komme ud på cyklen, slippe tankerne, hverdagens stress og jag, og bekymringer om fremtiden. 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

I form på efterbevilling

Træningen? – som sædvanlig, et eller andet sted midt i mellem, i 2020 var jeg nok lidt mere velforberedt på cyklen, til gengæld er jeg blevet bidt af Padel, så det er blevet til en masse timer. Kan det konverteres direkte over på cyklen? Nej, bestemt ikke. Er Padel spildt træning, hvis der skal cykles en lang tur? Heller ikke.

Jeg har 100% sikkert cyklet alt for lidt udenfor, og lidt for meget Zwift, det bliver en brat opvågning fra stuens +20 grader, til de lovede -1 grad i Ghent, på lørdag og søndag. 120km lørdag til Kuurne Brussels Kuurne, og 140km dagen efter, til Omloop. Målsætningen er at gennemføre, placering helt og aldeles underordnet.

Jeg glæder mig vanvittigt meget til at gentage turen, for mit vedkommede for 3. gang, imens Søren Kuipers er med for 2. gang, til sæsonåbneren i Belgien. I 2023 arrangerer AOC en bustur til løbene, hold øje med den, det bliver GRANDE!

Belgisk “madness”

Kuurne om lørdagen er en kringlet affære, mange små Belgiske veje, og lange brostens pavéer, stigningerne er dog overkommenlige, omvendt dagen efter, hvor Omloop byder på et overflødighedshorn af kendte flamske brostensstigninger. Det er en hård omgang. Begge dage over 100km, begge dage med en god portion over højdemeter, som det ses herunder. Fy for en skefuld, jeg er overhovedet ikke klar!!

Når man har forsømt træningen

Så handler det om at bo godt, så der er de bedste muligheder for restitution imellem de to dages cykling, og ved ankomsten. Vi har valgt at bo på det cykelgale, Flandrian Hotel, de tilbyder alt hvad en cykelmotionist har brug for, i form af Service Course, med værksted, mekaniker, vaskemaskine, tørretumbler, og naturligvis en bar… ja tak!

Derudover har de leveret fantastisk værtsskab, med fantastisk kommunikation, de har inviteret os ud og se finalerne af proffernes løb, sammen med hotellets personale, og – de kører os til start på Omloop, og henter os i mål, så vi for første gang kan deltage i den længste udfordring, der har start i Ghent men slutter i Nineve. Der er en shuttle service, men løsningen er lidt langsommelig, og passer derfor dårligt med 2 danske cykelturister, der også skal køre hjem til Danmark søndag aften!

Hotellet har endda lovet os at vi bliver hentet i deres helt egen sportsdirektørbil… det bliver en legendarisk weekend!

Hvilken cykel til udfordringen?

Min Diverge er bestemt ikke den oplagte cykel, men det er den jeg har, og mon ikke det kommer til at gå udmærket. Sidst jeg kørte de to løb var jeg på en Specialized Roubaix, imens min rejsemakker Søren, kørte på Diverge, med smalle dæk. Vi kom i mål samtidig, så jeg er sikker på Diverge kommer til at være ganske fantastisk i Belgien.

Komforten er i top, og når man som mig ikke er i topform, så skal man ikke undervurdere komfort, en topstiv landevejsramme gør dig ikke hurtigere, hvis dine arme er ved at falde af, og din ryg samtidig gør ondt, som var du kommet til at sige ja til at hjælpe én af dine akademikervenner med at flytte, hvilket altid byder på alt for mange bøger, pakket i alt for få kasser…

Cyklen er en Diverge Pro 2021, jeg havde håbet at være afsted på den nye CRUX, men den er desværre ikke kommet hjem endnu, så jeg må vente på den bandit, men det er svært at klage over Diverge, der også er en fantastisk cykel, naturligvis især på gravel, men bestemt også er en fin cykel til udfordringerne i Belgien.

Det er i hvert fald ikke grejet der får skylden, hvis jeg skulle gå kold undervejs! Vil forsøge efter bedste evne at lave lidt updates på både Facebook og Instagram.

Belgium here we come!

Forårsklassikeren Sydbank Stjernetour de Grindsted byder velkommen til den 28. udgave – AoC takker ja tak, og vi jagter løbsform, fede løbsoplevelser, og vi giver samtidig vores fulde opbakning til ét af de mange danske motionsløb, som så mange holder af. Der skal støttes op, så kom af sted  – fx i den første weekend i maj. Afgang lørdag den 7. maj.

Af: Søren Kuipers

For et par dage siden fik jeg en kort snak med de lokale ildsjæle, formand Karsten Andersen, og altmuligmanden Henning fra Grindsted Cykel Motion. Udvalget bag Stjernetouren finpudser lige nu de sidste detaljer og har store forventningerne til endelig at kunne gennemføre et cykelløb igen. “Det er meget afgørende for succesen, at vi er godt forberedte, og vi trænger til lidt medvind efter to år uden cykelfest i Grindsted.”

Støt de lokale løb – de savner jeres tilmeldinger!

Og det bringer mig videre til et vigtigt budskab, som vi på redaktionen går og grubler lidt over. Mange af de lokale større og mindre motionsløb hænger lidt i med neglene. Der er en tendens til et dalende deltagerantal. Senest blev GP Herning aflyst grundet for få tilmeldte. Vi forstår det ikke helt. Efter to år med meget sparsom glæde, fede cykelmotionsløb, race-stemning mm., havde vi forventet at flere ville elske at komme på græs igen, men det er ikke billedet. På landevejene ser vi flere og flere på racercykler. Måske vi er blevet mere kræsne? Vi ønsker måske en større helhedsoplevelse; et eventyr eller en uforglemmelig dag på rammen?

Rådet herfra er klart: Kom nu afsted i dit lokalområde og bak op; eller kør lidt for at få en fed lørdag eller søndag med ligesindede cykelentusiaster. Og så kan du bagefter give dit besyv med, hvis der er noget arrangørerne kunne arbejde med.

Fra mig: Den største opfordring til at bakke op, så de forskellige løb overlever en i forvejen svær tid.

Formanden lover en skøn dag

Start- og målområdet er i Jernbanegade midt i Grindsted. Jeg har personligt aldrig deltaget i løbet før, men jeg glæder mig meget til det. Karsten  fortsætter: “Det er fint med start og mål via Jernbanegade. Det tilgodeser mere plads til markedsdagen, som foregår samtidigt i midtbyen.”

Vejret ser allerede nu lovende ud, og der er masser af forskellige udfordringer at se frem til – og det er ikke fordi man skal have den store pung frem. Der er distancer mellem 62km og 180km på landevejene, og der er masser af højdemeter i vente. Desuden er der også en 44km MTB-rute. Afhængig af distance skal du slippe en 150-250kr – og for en god halvtredser får du mad og øl/vand med i købet efter løbet.

“Vi forventer mere end 1.000 deltagere og første start er fra torvet kl. 08.00. Vi glæder os til at de Jer til en festlig cykeldag i Grindsted lørdag den 7.maj.”

AOC jagter løbsform

I skrivende stund ser redaktøren og skribenten fortsat frem mod deres tur til Alpe d’Huez sidst i juni, når vi drager til Haute Route-arrangementet i de franske alper. Der er cirka 7-8 uger til afgang, og der skal til at pudses noget form af – hvis løbsoplevelsen skal blive god.

For mit vedkommende går det planmæssigt, og jeg tænker klart at bruge løbet i Grindsted til at få mange og forholdsvis hurtige kilometer på kontoen. Min forberedelse går rimelig planmæssigt, og jeg har fået kørt godt til og også en tre-fire motionsløb her i det tidlige forår med +100km på kontoen hver gang.

Forventningen er at sidde godt med så lang tid som muligt, og så se hvad der er i tanken, når området nord for Egtved skal forceres med godt 100km i benene.

Anderledes ser det ud for redaktøren. Efter en fed åbningsweekend i Belgien, hvor vi sammen fik kørt lidt af vintersulet af, har paddle-tennis, løbsarrangementer og senest en mindre hjernerystelse sidenhen sat den gode Uggi Kaldan noget tilbage. På nuværende tidspunkt tør jeg ikke spå om hvilken forfatning han stiller op i næste lørdag, men skal han have en fed Haute Route-oplevelse, så skal han bide tænderne sammen og holde kæden stram – fra nu af!

Jeg håber vi ses den første lørdag i maj – i Grindsted.

Alléz!

Forårsklassikeren Sydbank Stjernetour de Grindsted er overstået. I lørdags kørte jeg den 28. udgave af løbet – dog var det min debut. Jeg jagtede løbsform, en fed løbsoplevelse og gerne kunne sidde med i slutfasen, og det lykkedes alt sammen.

Tekst af Søren Kuipers | Fotos Henning Pedersen & Anette Sofia Svejstrup

For knap to uger siden besluttede jeg at deltage i motionsløbet Sydbank Stjernetour de Grindsted. Formand, Karsten Andersen, berettede om store forventninger til endelig at kunne gennemføre løbet igen, og det endte på torvet i Grindsted med fadøl, biksemad og masser af sol og højt humør.

Tidligt op og afgang

Lørdag var vækkeuret sat til 5:30. Godt med havregryn, sort kaffe og et par chokolademadder, og så drønede jeg mod Grindsted med god benzin i tanken. For første gang i lang tid på våde veje, men de tørrede nu hurtigt op hen ad formiddagen.

Starten gik kl. 8.00 fra torvet i Grindsted, og denne grå lørdagsmorgen var der ikke ligefrem tour-stemning på torvet. Det kom der dog senere.

Jeg startede i en god gruppe, hvor vi vel var en 50 stykker til start. Kort inden var der kørt knap 20 mand, så i alt var vi måske 70 ryttere til start på den lange distance – 176km.

Det er første gang i mange år, at jeg kører så langt et motionsløb i Danmark. Det er tydeligt at mærke forskel på at køre et cirka 100km langt motionsløb og så et løb ad denne længde. Mange har nemlig godt styr på hvad kroppen kan levere, når man skal holde sig igang i omkring 3 timer. Men på en distance, hvor køretiden er nærmere 5 timer, så bliver der kørt meget mere konservativt indledningsvist. Også i lørdags. De første 50-60km foregik i et jævnt tempo mod først Give og siden Thyregod. Der var stort set medvind hele tiden, og der blev kørt godt rundt af mange forskellige – og stort set ingen pludselige ryk.

Første udskillelse

Mod den lille flække Col de Morte (Kollemorten) blev der dog rykket i gruppen og skruet op for intensiteten, og efter vi havde siddet en 30-35 stykker var vi nu en gruppe på 5 mand – foran lå desuden to fra Tarp Cykel Motion, som havde sneget sig væk lidt tidligere.

Løbet var i fuld gang, og nu kom stigningerne som perler på en snor: først ved Lindeballe, senere Blue Horse, en bakke ved Tørskind og så Fandens Dal.  Vi forblev mere eller mindre samlet, og fik også kørt de to forreste ind. Efter en masse snørklede op- og nedkørsler i Vejle Ådal, hvor vi bl.a. forcerede to bakker, som touren skal op over – der var skrevet ALLÉZ hele vejen op, og der var gule bannere på toppen – vendte vi så småt snuden mod Grindsted igen ved den lille by Gødding.

Modvind hjem

40km manglede vi, og vi begyndte at køre flere grupper op, som var ude på de kortere ruter. Men vi var fortsat de samme syv, som havde et nogenlunde samarbejde.

40km hjem i stik modvind med mere end 3,5 timers cykling i benene – det er hårdt – og stemningen var allerede dalende i gruppen, da 4 stod af for at besørge. Vi var tre der fortsatte. To af os kørte ikke hårdt på, men vi kørte jævnt til, og da vi alle syv var samlet igen, da var stemningen vel det man kan kalde pænt lunken. Vi passerede Billund Lufthavn og Legoland, og pludselig kom momentet, som jeg havde ventet på.

Efterhånden var vi vel kun en 3-4 stykker, som gad tage føringer. Og vi havde vel fået en 20-25 mand på slæb (fra de andre distanceer); alle stigningerne havde vi passeret, og der var 28 km hjem. Men jeg gad ikke slide mere for at have 25 mand på smækken. Så da vejen steg en undseelig lille smule på Stilbjergvej – og vinden samtidig i et kort moment drejede lidt i skrå medvind – fyrede jeg raketten af over de næste 400 meter. Et skarpt venstresving og direkte ind i pivmodvind igen. Jeg kørte med alt hvad jeg havde, og kort tid efter fik jeg følgeskab af en stærkt rytter fra Tarp Cykel Motion og måske dagens bedstkørende; en gut fra Crankalicious.

Godt begyndt er halvt fuldendt…

Vi drønede af sted sammen, og det var fedt at køre på rulleskift – og stille og roligt fornemmede vi, at de andre ikke kunne lukke. Men da der manglede godt 10 kilometer, begyndte de begge at rykke på skift. Jeg selv – har jo kun en dieselmotor – ejer ikke et punch af nogen art, så jeg måtte lukke igen og igen, og køre kontra kunne jeg ikke efter 165 km i benene.

Slutteligt kørte vi ind i Grindsted, og jeg tror ikke at fyren fra Crankalicious kendte finalen. Jeg selv gjorde heller ikke, for det var ihvertfald rytteren fra Tarp Cykel Motion, som kom først ind i det afgørende sving og derefter var der ingen mulighed for avancement. Men hvad så… solen skinnede, der var mennesker overalt, fadøl, cola, biksemad og en 3.plads at være tilfreds med.

Jeg fik hvad jeg kom efter. Hurtige kilometer i benene, knap 5 timer i sadlen og muligheden for at se en egn af Danmark, som jeg sjældent har besøgt. Jeg fik lagt endnu et lag på min gode form, som jeg forsøger at få til at toppe i slut juni, når vi på AOC drager til Haute Route i de franske alper.

Formanden fik ret

“Det er fint med start og mål via Jernbanegade. Det tilgodeser mere plads til markedsdagen, som foregår samtidigt i midtbyen.” Sådan var jeg blevet fortalt det inden start. Og det holdt stik. Der var virkelig god stemning i Grindsted efterfølgende.

Til slut igen: Den største opfordring til at bakke de lokale løb op; Grindsted tak for oplevelsen.

Alléz!