D. 27 juli ”ruller” Hadsten Gade Grand Prix af stablen, hvor blandt andre Tour de France-rytteren Michael Valgren vil deltage. Et løb der i sin enkelthed går ud på at køre så hurtigt som muligt og nå så mange omgange som muligt på den 1,4 km. lange rundstrækning i den midtjyske by Hadsten. 

Af Rasmus Schriver | Foto Rasmus Schriver

Som led i en konkurrence på facebook, hvor læserne skulle gætte på Redaktørens omgangstid på rundstrækningen, drog vi i går mod Hammel for at få “rekordforsøget” logget på Strava!

Der var adskillige gæt på hvor hurtigt Uggi kunne køre omgangen på 1,4 km. i Hadsten, på en rute, som byder på én lang nedkørsel, én lang stigning og én (kort) flad strækning ind i mellem.

To forskellige udlæg blev forsøgt!

Første udlæg var i bedste Contador-stil stående, hakkende og angribende. 47 sekunder tog det at passere opstigningen på ruten med et watt-tal på 918 watt op ad bakken og et gennemsnit på 435 watt på hele runden.

Anden omgang var langt mere kalkulerende, på watt og på syregrænser i bedste Team Sky-stil. 54 sekunder tog det at passere opstigningen med et watt-tal på 699 watt op ad bakken og et gennemsnit på 434 watt på hele runden.

Udfaldet var dog det samme og den endelige tid på en ellers udfordrende rute forblev altså den samme. Med rekorden på 1 minut 53 sekunder in mente, som i øvrigt er sat af den danske tempo-specialist Rasmus Quaade, var AOCs udsendte ganske tilfredse med resultatet.

To deltagere kom tættest på Helle Madsen og Simone Bjørnholt – tillykke med sejren! Smid en besked til AoC – så finder vi ud af om I selv skal køre eller om I vil give billetten til en ven :)

Fed tur med simultan-punktering og midtjysk Siesta!?

Med en kæk fynsk sarkasme og en midtjysk tør humor er det uundgåeligt at kommentere på nogle nedslag i den midtjyske kultur, som blev erfaret undervejs på cykelturen.

For førend at ruten i Hadsten kunne køres skulle de to udsendte pacere en kortere cykeltur på 50 km. fra det indre Silkeborg til Hadsten. En tur som i sin spæde begyndelse efter blot 6 km. leverede ikke blot én men hele to punkteringer – én til hver. Den ene kom sågar mens den anden lappede sin cyklen. Altså i stående stilstand – en solidarisk punktering.

En situation der gjorde turen fra Silkeborg til Hadsten en højspændt og dramatisk affære, som meget vel kunne have blevet en katastrofe, hvis endnu en punktering indtræf. For begge havde til dagens cykeltur kun medbragt én ekstra slange. Og her er det, at spørgsmålene melder sig på banen. For hvad der ellers syntes at være en almindelig fredag i den danske kalender lod til at være dagen, hvor samtlige cykelforretninger valgte at holde ferielukket, eller ”Midtjysk Siesta”, om man vil.

Af alle cykelforretninger, som lå langs den rute, som blev cyklet den dag fra Silkeborg til Hadsten havde kun cykelforretningen ”Lindbergsport” i Hadsten åbent – dog først fra klokken 16.00??. Katastrofen blev dog afværget af en T. Hansen-butik, en butik som i grunden også er grundlagt af Bent Jensen, som er Fynbo, på Fyn har vi forstået at Siesta altså ikke er noget holdbart koncept… o

Tag til Hadsten og oplev en god gang cykelløb

Er man frisk, som de udsendte fra AOC, er turen fra Silkeborg til Hadsten også anbefalelsesværdig. En rute der opildner til snak og konversation. I hvertfald havde begge de udsendte fra AOC taget snakketøjet med den dag og distancen på sammenlagt 102 km. blev gennemført med rig mulighed for at drøfte mere og mindre end bare cykling.

Samtidig skal der lyde en varm anbefaling herfra til gadeløbet i Hadsten, hvis man ønsker en anderledes og udfordrende cykeltur. Det er en rute, som både er teknisk krævende og med garanti fremtvinger mælkesyre i stængerne! 20 minutter lyder måske ikke af meget, men med full gas på den rute, så tænker vi at det vil være rigeligt for de fleste!

Og apropros stænger, så kan det anbefales at følge med, når  i den nærmeste fremtid sætter fokus på emnet: ”Klassiske kommentarer til cykeltyttere der forbryder sig mod  cykelsportens mange regler…” Se f.eks. lige Rasmus´ stænger… det er ikke hvad man kan kalde glatte piper!

En veloverstået cykeltur i Hadsten har efterladt et godt indtryk på AOCs udsendte. Tak til bilisterne for at passe på os, når vi bruger jeres asfalt.

Vi ses i Hadsten på Torsdag!

DU KAN TILMELDE DIG HER: TILMELD DIG HADSTEN GADELØB 

Daniel Vestergaard er klar til at komme ud på de danske landeveje efter en sommer der har stået i alt andet end træningens tegn, så nu skal stængerne luftes – indenfor nærmeste fremtid har han udset sig de to klassikere Agerskov Gadeløb og Tour de Vestfyn!

Af Daniel Vestergaard 

Agerskov Gadeløb, 8. august

Efterårssæsonen nærmer sig og for mit vedkommende indledes den med Gadeløbet i Agerskov, som jeg efterhånden har kørt en del gange og altid ser frem til at deltage i. Forrige år blev ramte jeg nederste trin på podiet og sidste år blev jeg nr. 2, så i år skal det være. Formen er skarp efter 105 km i Silkeborg Cycle Challenge og den mentale forberedelse er gået forrygende.
Agerskov Gadeløb afvikles tirsdag aften, d. 8. august ved brandstationen i Agerskov. Damer & Motion kører 18:30-19:30 og de tilbagelægger hhv. 10 og 15 omgange på den 2 km lange rundstrækning, der med sine 3 sving og ene stigning er teknisk overkommelig, selv for undertegnede. Licenserne kører 19:45-20:45 med mål efter 20 omgange, og det plejer at være et seværdigt cykelløb. Sidste år fik VeloConcepts unge komet, Kasper Asgreen, en fornem solosejr i det prestigefyldte gadeløb, hvor også Riwals helt store stjerne i år, Nicolai Brøchner, har haft sit store gennembrud. Kan Brøchner toppe sine hidtil 4 UCI sejre og DM Sølv i år med endnu en sejr i Agerskov, eller slipper Asgreen væk igen? Og hvad med alle de andre, kan fx Mads Pedersen gå glip af chancen for at få Agerskov på sit palmarés?

Prisen er 75 kr. og det inkluderer en pølse og en øl/vand efter løbet – se mere her Agerskov Gadeløb

Tour de Vestfyn, 13. august

Sidste års blomsterbuket fra Agerskov sikrede mig jo kvalifikation til Tour de Vestfyn (http://altomcykling.dk/tag/tour-de-vestfyn), da min søde kæreste Tine gav grønt lys og tog sig af begge unger, så jeg kunne komme til ræs. Det var min første deltagelse i løbet, der har både start og mål i Middelfart og byder på ruter på 10, 25, 50, 75 og 125 km.

Sidste år nøjedes jeg med 75 km, hvilket dog vist sig at være hårdt nok så kort efter ferien. I år har jeg planer om at prøve kræfter med 125 km, og helst i første startgruppe 9:30. Det er sikkert en dum plan med min nuværende grundform (eller bundform?), men startgrupperne, der hver består af max 75 ryttere, sendes afsted med 3 minutters mellemrum, så der er chance for at blive ’samlet op’ hvis man skulle blive sat.
Sidste års 75 km rute bød på en relativt flad første halvdel, men nogle hårde stigninger på anden halvdel, inden man ramte den flotte opløbsstrækning på Strandvejen oppe fra Strib. Umiddelbart ser det ud til, på rute- og højdeprofilkortet, at 125 km ruten forløber på nogenlunde samme måde, dog med den markante forskel at der er ca. 90 km hjem når bakkerne begynder i stedet for 40 km – dét bliver en udfordring, i hvert fald for undertegnede, der netop bøvlede med lige præcis bakkerne i Silkeborg.

Læs mere om Tour de Vestfyn

Daniel Vestergaard beretter fra et fint arrangement i Silkeborg, hvor DGI havde fået lov til at låne Jyllandsringen som start og mål til deres nye cykelløb, Silkeborg Cycle Challenge. Det var en rigtig fin dag, der dog bar præg af at være en prøveballon… 

Af Daniel Vestergaard & Uggi Kaldan 

Efter succesen i Haderslev Næs Løbet 4. juni valgte jeg, ligesom jeg har læst at profferne gør efter et hårdt og opslidende løb, at holde en pause fra cyklen. Det blev til ca. 1½ måned inden cyklen blev fundet frem igen og gjort klar til Silkeborg Cycle Challenge, et debutløb på motionskalenderen.

Silkeborg Cycle Challenge er bygget således op at man kan vælge mellem 3 distancer; Den Gode (30 km), Den Onde (90 km) og Den Grusomme (105 km). Alle starter samtidig og kører den første sløjfe på 30 km, der bl.a. tager deltager ind igennem Silkeborg by hvorefter man returnerer til Jyllandsringen og kører en omgang der. De der skal køre 30 km kører i mål her, mens de resterende sendes videre ud på næste sløjfe på 60 km, hvor Silkeborg omegns kuperede landskab begynder at spille ind, især ved passagen af Slangebakken i Laven.

Endnu engang vender man tilbage til Jyllandsringen, kører en omgang og så, for deltager på Den Grusomme, ud på den sidste sløjfe på 15 km, der bl.a. inkluderer 3-4 km grusvej inden man kommer tilbage og kører i mål på motorbanen.

Jeg havde meldt mig til ’Den Grusomme’, jeg måtte jo nødvendigvis være helt opladet efter pausen, så på startstregen blev der lagt planer sammen med Uggi og min gamle træningsmakker og gode ven, Martin Wang. Vi skulle holde os godt fremme uden at lave for meget (en klassisk plan) og især sidde godt placeret inden Slangebakken og grusvejsstykkerne. Et taktisk mesterstykke, der nok skulle sikre os gode placeringer på resultatlisten.

Jeg hang lige på, i det yderste af bremsegrebene…

1. sløjfe gik ganske fornuftigt, men allerede her kunne jeg mærke at benene ikke var helt som hovedet forventede. Det stod især klart da nogle af de hårde drenge skruede bissen på ind igennem Silkeborg og sled sig fri. I den forbindelse skal Race Marshalls og andre frivillige i Silkeborg (jeg tabte lidt overblikket i kampen om at holde hjul på den forankørende) have stor applaus for at gelejde rytterne igennem de mange lyskryds – det var supergodt arbejde.

Da vi kom tilbage til Jyllandsringen erfarede jeg at den relativt korte bakke op til selve banen var væsentligt stejlere end den oplevedes i bil tidligere på dagen, der skulle trædes til for følge med op over. Efterfølgende kom et af løbets få skønhedspletter, idet forreste felt, der som regel gerne vil lege lidt cykelløb, kører ned ad selvsamme bakke samtidig med at de efterfølgende grupper kommer op ad den. Med et skarpt venstresving i bunden, stadig imod de andres køreretning, var det potentielt lidt farligt. Mig bekendt skete der dog ingen styrt, det har nok også hjulpet at grupperne trods alt var ret små. Problemet var i hvert fald mindre efter 2. sløjfe.

2. sløjfe blev en hård omgang, ruten var væsentligt mere kuperet (eller også oplevede jeg den bare som sådan?) og der var endda passager med sidevind. Uggi var ikke længere med i forreste gruppe efter 1. sløjfe og Wang røg af på et sidevindsstykke hvor jeg selv hang i med det yderste af bremsegrebene blot for at blive sat på en mindre bakke 5-6 km senere.

Derefter sad jeg i en 5 mandsgruppe med et ok men lidt svingende samarbejde. Mine egne føringer blev kortere og kortere og ophørte helt og kort efter blev jeg også plantet på en bakke (dem var der mange af). Heldigvis blev jeg samlet op ad en større gruppe hvor jeg, i teorien, kunne sidde på hjul og gemme mig lidt, bl.a. sammen med Martin, der havde fået gang i benene igen.

Sjov afslutning med grus

Det varede dog ikke længe før jeg igen blev sat og måtte kæmpe mig alene op over Slangebakken, hvor Martin ventede på toppen. Kort efter blev vi samlet op af endnu en gruppe og det lykkedes at følge med dem ind til Jyllandsringen, hvor den ene halvdel af gruppen kørte i mål og den anden halvdel kørte ud på 3. sløjfe, mens Martin og undertegnede kørte i depot.

Her kunne vi tanke op med produkter fra PowerBar, bl.a. nogle smarte vingummier med koffeingel indeni (så vidt jeg forstod) – man skal bare huske at holde eventuelt overskydende vingummier væk fra ungerne når man kommer træt hjem fra løb, med mindre man altså har lyst til at være legeonkel til klokken 23! 3. sløjfe skulle egentligt bare gennemkøres for vores vedkommende, men lige så snart vi drejede ind på grusvejen og den begyndte at stige lidt gik der alligevel lidt semi-ræs i den, det er jo ikke så tit man kommer på grusvej.

Det var dog ikke værre end at vi kom sammen ind til Jyllandsringen og i mål som nr. 28 og 29 af 61 deltagere. Så der er helt sikker lagt op til revanche næste år.
Silkeborg Cycle Challenge er et supergodt løb, især rigtig fedt med rammerne på Jyllandsringen og de indlagte grusvejspassager på 3. sløjfe.

Der er delte meninger om grusveje i cykelløb, men i det her tilfælde er det så let at hvis man ikke bryder sig om grusvej kan man jo ’nøjes’ med de 90 km og stadig køre lidt ræs og sammenligne tider med de der kører 105. Og skulle man være uheldig at punktere på gruset og løbe tør for slanger osv., så er der ikke ret langt tilbage til parkeringspladsen fra de pågældende grusvejspassager, så der synes jeg arrangørerne har tænkt sig godt om Jeg oplevede også at Race Marshalls havde rigtig godt styr på trafikken, og der var mange af dem, i hvert fald den tid jeg sad med foran.

Vi hørte lidt om noget skilteforvirring i starten af løbet, hvilket vist skabte lidt problemer for dem der ikke kunne følge med forreste gruppe (der altså også kørt godt til!) – så her er der vist brug for lidt opgradering.

Et fint motionsløb – men der mangler noget kreativitet!

Det er godt tænkt med de 3 sløjfer man kører ud på – og ruten var også rigtig fin. Det kan dog undre at man ikke formår at inkludere racerbanen til mere og andet end at man starter og slutter her – og så lige kører en omgang når man starter på hver omgang. Kan man virkelig ikke finde på andre måder at bruge en racerbane på? Reklamevideoen for løbet savnede ellers ikke kreativitet – men ingen af elementerne fra videoen var taget med ud på banen. Det var synd.

Generelt var det hyggeligt i målzonen men heller ikke her formåede arrangøren at løfte arrangement ud over det sædvanlige. Der var en pølsevogn, og et ok depot, og så var det et  lille børneløb – men igen var konceptet overhovedet ikke udviklet. Kør nogle omgange på en halvdårligt afskærmet rundstrækning, så får I en medalje børn. Det var meget sjovt, men det kan undre at en stor organisation som DGI ikke formår at være lidt mere kreative!

Rammerne er til at lave noget rigtigt stort – og sjovt – ude på Jyllandsringen – det håber vi DGI samler op på næste år, og giver den én over nakken med kreativiteten!

Daniel Vestergaard beretter fra fronten af motionsfeltet, ved et stjernespækket arrangement forleden dag – nemlig DM VM i Gadeløb, også kendt som Agerskov Gadeløb. 

Af Daniel Vestergaard | Foto Viggo Hjort Kohberg

Motionsløbet

Endelig oprandt dagen for det traditionelle gadeløb i Agerskov. Som sædvanligt stod menuen på 15 omgange af 2 km for motionisterne og 10 omgang for damerne. Arrangørerne lovede sidste år at man ville sørge for bedre vejr i år, og det var da også marginalt bedre, idet det kun regnede lidt

På trods af den tvivlsomme vejrudsigt havde mange fundet vej til Agerskov denne augustaften, og feltet så umiddelbart væsentligt stærkere ud end de foregående år, bl.a. med stærke folk som Bjarke Vodder og Torben Ternstrøm og flere andre der så ret hurtige ud. Mit succeskriterium blev hurtigt ændret fra ’en sejr’ til ’top 5’.

Løbet blev skudt i gang og straks var der aktivitet og farten var høj de første par gange henover Engeriis-bakken, hvilket fik folk til at falde af bagved. Som sædvanligt når jeg kører gadeløb (hvilket jeg mere eller mindre kun gør i Agerskov) havde jeg lovet mig selv at tælle omgangene, så jeg hele tiden vidste hvor langt der var til mål, især for at slippe for at skulle spurte imod nogen (som helst!). Og som sædvanligt mistede jeg count efter ca. 3 omgange…

Jeg vil mene at vi havde kørt ca. 3 omgange da en 5 mandsgruppe var dannet i front og hurtigt øgede afstanden til de resterende grupper. Altså følte jeg mig allerede ret sikker på at kunne indfri min nye målsætning, og så kunne jeg godt tillade mig at satse lidt, hvilket udmøntede sig et angreb hen forbi målområdet. Det var tydeligt at de andre kiggede mere på hinanden end på mig, så jeg fik slået et pænt hul, der sikrede mig 3-4 omgange alene i front, før det blev lukket ned, hvorefter Bjarke Vodder slog kontra. Ham var konkurrenterne tilsyneladende væsentligt mere på vagt overfor, så han fik kun meget kort snor og fik ca. 1 omgang alene før han blev hentet tilbage.

Efter samlingen fulgte en ret taktisk omgang, hvor der blev kigget meget efter hinanden, indtil jeg forsøgte mig på Engeriis (ja, på bakken, af alle steder) og til min egen store forundring fik lov at køre væk og faktisk fik slået et hul der fik mig til at tro på det. Her opstod så et problem ift. det med at tælle omgange, for de næste 5-6 gange jeg passerede mål tænkte jeg ”nu MÅ de da ringe med den klokke” og senere ”er der ingen der tæller omgange?” – men ak, de 3 andre i gruppen var ikke blot hurtige, men også rutinerede, så de lukkede mig relativt pludseligt (og tilsyneladende let) ned på næstsidste passage af Engeriis, hvorefter fulgte halvanden omgangs taktisk kiggeri, der frem til en spurtafslutning, hvor netop de 3 tog podiepladerne, med lynhurtige Torben Ternstrøm øverst.

Efterfølgende udtalte Torben sig til AltomCykling.dk og sagde bl.a. ” heldigvis for mig holdt vi frontgruppen samlet på den sidste omgang og farten gik helt ned lige inden opløbssvinget… jeg åbnede lige efter svinget og trådte spurten med over 1400watt. Det var nok til at holde de andre ryttere bag mig.” AOC’s udsendte måtte tage til takke med en fjerdeplads, men blev ikke desto mindre belønnet på lige fod med alle andre deltagere, da der var pølser og Fuglsang øl i pølsevognen ved returnering af rygnummer :-D Næste år…

Licensløbet

I licensfeltet så det også umiddelbart ud til at feltet var en anelse stærkere end sidste år, selvom den forsvarende vinder Kasper Asgreen ikke stod på startstregen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke så ret meget af licensfeltets første 5-10 omgange, da jeg jo var optaget i pølsevognen, men da jeg var færdig der kunne jeg med stor fornøjelse se at en stærk trio havde revet sig løs fra feltet, her sad AOC’s egen tempokonge, Jeppe Tolbøll sammen med Oliver Boel (Team Hechmann Cycling) og Frederik Muff (Team Aura Energi Århus).

Da kontinentalrytterne, anført af Nicolai Brøchner, samtidig lukkede op for gassen bagved, sluttede eventyret, men ikke desto mindre var det en imponerende indsats af de 3, hvoraf kun Muff har licens i A-klassen. Derpå fulgte en række forsøg, men da rytterne kørte ud på sidste omgang var der stadig et pænt stort favoritfelt samlet, så det tydede på en spurt, hvor Brøchner måtte regnes som favorit.

Da rytterne rundede det sidste sving viste det sig at Alexander Salby (Team BHS-Almeborg Bornholm) var kommet alene i front, og han formåede at holde det jagende felt bag sig og vandt således Agerskov Gadeløb 2017 foran Rasmus Byriel Iversen (Team Giant Castelli) og Nicolai Brøchner (Riwal Platform Cycling Team), der således måtte se sig henvist til de sekundære podieplaceringer for andet år i træk.

Brøchner udtalte efter løbet ”Jeg havde løbet under kontrol hele vejen igennem, og var også klar til at rykke forbi Salby i spurten, da jeg pludselig opdager at min Tamagotchi, Preben, skal fodres, så jeg stopper naturligvis med at træde, og mister dermed en ellers sikker sejr.” Brøchner erkender at det er en banal begynderfejl, men begrunder det med den særlige nervøsitet der altid indfinder sig forud for så vigtigt et stævne som Agerskov Gadeløb. Han siger endvidere ”Normalt fodrer jeg altid Preben lige inden start og i de længere løb, altså over 50 km, overlader jeg ham trygt til Michael Blaudzun i servicebilen”

Alexander Salby tager en fornem sejr foran det jagende felt. I baggrunden ses Nicolai Brøchner i færd med at tage sig af sin Tamagotchi.

Daniel San var noget hurtigere på cyklen end redaktøren har været på tasterne i Kolding for et par uger siden – og det faktisk for ringe, når nu Daniel faktisk kom først! Den unge (gamle) ræv – beretter fra en sjovt løb i Kolding.

Af Daniel Vestergaard | Foto: Henrik Nielsen, www.bikeriders.dk

Efter et par dage (uger) med meget skiftende vejrlig, oftest til den bedrøvende side, stod jeg lørdag morgen til fremragende cykelløbsvejr – høj sol og hård vind. Dagens program stod på 50 km motionsløb i området sydøst for Kolding, og med det gode vejr in mente og sommeferiens 105 km i benene besluttede jeg mig for at jeg havde overskud nok til at cykle både til og fra løbet, altså ca. 6 km oveni hatten

Sidste år, hvor vejret også viste sig fra sin gode side, havde ca. 80 cyklister og motionsryttere fundet vej til Blue Biking fordelt på de 3 MTB ruter (15, 25 og 35 km) og den ene landevejsrute. I år anslog arrangørerne at man havde ca. 130 til start, og der var især deltagerfremgang på landevejsruten, der jo havde debut sidste år. Så hermed en opfordring til at komme og køre med næste år i august

I modsætning til sidste år, hvor vi kørte efter GPS, var der i år tegnet fine gule pile på vejene (alle havde overlevet det bedrøvende vejr op til løbsdagen), og det fungerede upåklageligt. Det betød også at løbet kunne åbnes tidligere, og det skal jeg love for det blev. Kort efter masterstarten ud af Kolding by var færdig var de første 3 allerede kørt, én fra Børneafdelingen på Kolding Sygehus samt Johnny Poulsen og Lars Johnsen fra Kolding BC, og især de to Koldingryttere lagde fra land. Jeg måtte grave dybere end jeg lige umiddelbart brød mig om for at komme op til fronten. Kort efter jeg fik kontakt gav Lars lige farten et nøk opad, hvilkede kostede de to andre. De næste 5-7 km var et intenst forfølgelsesløb, indtil rytteren fra Børneafdelingen missede et skarpt sving og måtte ind og vende på en gårdsplads, før de to forfølgere kunne genoptage jagten. Lars og jeg gav den fortsat god gas, og på de små snoede veje ude omkring Sønder Stenderup, Bjert og Binderup mistede man hurtigt visuel kontakt.

Samarbejdet fungerede fint, og vi fik passeret Skamlingsbanken i god ro og orden, mens Lars fortalte historier fra gamle dage (han har bl.a. kørt DM med/mod Riis i 1995) og jeg fortalte fra knapt så gamle dage. Fra toppen af Skamlingsbanken gik det direkte ind mod mål i Kolding, med en kombination af side- og modvind, hvor det lykkedes mig at sætte Lars af i sidevinden og komme ind til Blue Koldings hovedkvarter med et lille forspring på 30-40 sekunder til Lars. Overraskende – for os –  kort tid efter kom en mindre gruppe ind, anført af Ole fra De Hvié Hvaler, der for alvor havde fået gang i motoren, samt Johnny fra KBC. De har helt sikkert haft hurtigste split på de sidste 10 km.

Efter løbet fik de 3 hurtigste på landevejsruten en fin præmie i form af en god flaske vin, men reelt set var der ’præmie’ til alle, da Blue Kolding var vært for ’alt godt fra pølsevognen’ + øl & vand til deltagerne. Her skal det naturligvis nævnes at alle startpenge går ubeskåret til et godt formål, i år Børneafdelingen på Kolding Sygehus. Rundt omkring de opstillede borde gik snakken om dagens ture, forventninger til næste år osv. Endnu engang vil jeg opfordre til at komme og køre med næste år, det er en god måde at få gang i benene igen efter en sommer hvor man måske ikke har fået kørt så meget som man håbede (pga. vejret, naturligvis) og måske har spist lidt for mange is (i trods, naturligvis) end man havde intentioner om.

Redaktøren stod til Xterra i Nordjylland da Carsten Læsø fra vores gode venner på Team Ridley-Brianon sendte en SMS. Han ville gerne køre Rapha Nocturne, men tilmeldingen var lukket… kunne AoC hjælpe? Det kunne vi!! Tak til Running26 der fik det til at ske! 

Af Carsten Læsø | Foto Martin Paldan / GribGrap media crew

Det var totalt uventet at det lykkedes at skaffe en billet, jeg stod egentlig i arbejdstøjet og igang med at renovere lejlighed og havde egentlig opgivet at komme afsted til løbet, men jeg havde sendt en SMS til Uggi fra AoC, måske kunne han hjælpe, men egentlig regnede jeg ikke med at det kunne lade sig gøre med kun et par timer til start.

Men så klokken er 17.50… PLING lød det fra telefonen, og det er Uggi der skriver… Carsten, du har en billet, fat cyklen og kom afsted… du skal tjekke ind inden kl. 18.00 da løbet starter præcis kl. 18.20, og så gik det ellers stærkt, jeg tror faktisk aldrig jeg er kommet ud af en keddeldragt så hurtigt og i cykeltøj… 3 minutter gætter jeg på det tog, cyklen ned på gaden og så afsted. Det blev en kort og intens opvarmning. Heldigvis bor jeg på Vesterbro, hvor løbet bliver afholdt, eller havde det nok været umuligt at nå. 

Ankom 17:58 til Øksnehallen, den gamle hal der oprindeligt blev bygget til at huse 1600 stykker kvæg, i dag huser den i stedet alle former for aktive mennesker under DGI paraplyen. Et stort rytterområde er sat op, med den mest professionelle indtjekning jeg har oplevet i motionsløb. Der er er styr på alt. Jeg får udleveret chip og to numre ligesom til licensløb. Så er scenen ligesom sat og det lugtede allerede af hård modstand.

På et hængende hår

Selvom jeg var presset på tid, grundet mit sene fremmøde, skulle jeg alligevel have min cykel igennem et lille cykeltjek inden jeg kunne komme til start. Alt var hektisk, og jeg kunne se feltet stod og fik racebreifing… Da jeg kommer igennem alt det administrative, er feltet sendt ud på de to opvarmningsrunder som var planlagt. Jeg fik lov at køre en enkel omgang inden vi skulle stå klar til start.

Grundet den hektiske start, startede jeg også bagerst. Forventningerne var i forvejen ikke høje, men  blev ikke højere ved at se mænd stå klar i helt tætsiddende areosuits og med trimmede ben. Alt mindede om licensløb. Derfor blev min beslutning hurtigt; dette handler mere om at mærke stemningen og have det sjovt, frem for at fokusere på resultatet.

Lidt racedata

37 deltagere
Start tid: 18.20
Længde: 25 min.
Rute: 900 m pr. Omgang.
Løb: Criterium.

– og action!

Startskud lyder og fra starten af bliver der presset på. Løbet er ikke som normale motionsløb eller gadeløb hjemme fra smilets by (Aarhus), hvor starten er rolig. Nej det er lige på og hårdt og ja så er det på brosten, så det med at rejse sig op og få kræften ført igennem, det kan man bare ikke på samme måde som på asfalt.

Jeg sidder med fronten på første omgang, men allerede i første sving på anden omgang bliver feltet splittet op på lang række, jeg begynder at falde tilbage. Ja ja… masser undskyldninger, men det gider man ikke høre om. Jeg er bare ikke stærk nok og sådan er det!.. Jeg vælger derfor at køre det jeg kan og der går ikke mange omgange (jeg har ikke lige tal på det, det går stærkt) før den førende rytter overhaler mig første gang. Engelsk herre Aled Jones, som inden løbet også deltog i løbet for foldecykler hvor han vandt, stærkt).

Jeg begynder at lære svingene at kende og finder hurtigt ud af, at de fleste sving kan tages uden at bremse alt for meget ned, dog er der et enkel sving som jeg aldrig bliver venner med og det er det såkaldte 90 grader brostens sving, som er det sidste reelle sving inden målstregen. Man kommer med høj fart ind på brosten og skal så samtidig dreje 90 grader. Den helt store udfordring er, at man skal træde det igang siddende på brosten og der skulle trædes watt, som jeg overhovedet ikke havde i kroppen efter en tur på bar fredag.

Efter 6 omgange kommer forfølgerne og overhaler mig og på 8 omgang begynder jeg at fornemme at hovedfeltet er ved at indhente mig. (I criterium er det sådan, at når man er overhalet med en omgang, så er det slut).. Jeg fik 10 omgange i benene og så blev jeg ellers trukket ud af løbet. (Grundet min manglende racebreif forstod jeg det ikke første gang, hvorfor jeg fik en ekstra tur og dermed lidt rod på resultat. Men det siger vi ikke til nogen ;-) ) .. Så ja det blev til 10 omgange (9 omgange) og ender på en 19 plads ud af de 37.

Fed atmosfære – mega godt arrangement.

Jeg var så heldig at have en masse venner fra Århus i byen der heppede på mig, primært fordi der er Ironman KMD Copenhagen søndag, hvor en masse Tritosser fra Århus deltager. Jeg valgte derfor at slå mig ned hos dem, hvor vi sammen nød atmosfæren og et par lækre øl, en burger og en is fra verdens bedste Hansen is.

Ud over mine venner var der masser af publikum hvilket er sjældent til motionscykelløb, så det var fedt, og så var det også en sjov og krævende rute – der dog er lidt krævende, både teknisk og psykisk, men kan køre meget hurtigere end man tror… men oversatser man, så gør det altså ondt at falde på brosten, så gode nerver er et plus.

Der var også mange andre fede tiltag, som f.eks. det nævnte løb for foldecykler, men også Cargo race, pendler race og kidsrace… alt sammen noget der var med til at skabe en fed stemning i KBH lørdag eftermiddag og aften!

Vil klart deltage igen, men vil så være forberedt og have trænet noget mere, for det er nødvendigt, næste år skal jeg ikke lappes af feltet har jeg besluttet ;-).

Jeg havde egentligt mere eller indre indstillet sæsonen efter Sønderjylland Rundt midt i august, men så opstod muligheden pludselig for at køre Gran Fondo Munkebjerg, et løb jeg to gange før har sluttet sæsonen af med. Så jeg slog til, vel vidende at de manglende ture på cyklen i september nok ville hævne sig lidt, men jeg tog mine forbehold og ’nøjedes’ med 80 km ruten, altså 2 omgange på rundstrækningen ved Børkop.

Af Daniel Vestergaard | Foto Jesper Halvorsen, GripGrab Media Crew 

Lørdag formiddag viste vejret sig ikke just at være super velegnet for at udtrykke det diplomatisk, det lignede heldagsregn krydret med lave temperaturer og lidt vind. Men hey, det er jo lige netop den slags vejr man skal bruge til en sæsonafslutning, for så kommer man et godt stykke hen i december før man begynder at savne landevejscykling igen, og så er man jo (næsten) halvvejs gennem vinteren

Ca. 370 var forhåndstilmeldt arrangementet, men det er svært at vurdere hvor mange der blev hjemme og hvor mange der udgik med punkteringer mm., men resultatlisterne tæller ca. 330 gennemførende, så det er ganske pænt, vejret taget i betragtning, og der var da også god stemning både før og efter løbet (og som end også under, i ’min’ gruppe i hvert fald).

På 80 km ruten blev vi sendt af sted i 2 startgrupper på max 75 ryttere, fordelt efter ’først-til-mølle’, så jeg fik placeret mig selv i forreste startgruppe ud fra en forhåbning om at den ville køre hurtigst, hvormed jeg bedre ville kunne holde varmen, men også med muligheden for at blive ’samlet op’ af startgruppe 2 hvis det gik helt galt. Der blev lagt godt fra land og allerede efter 6-7 km var vi reduceret til ca. 20-25 ryttere der lidt halvhjertet forfulgte 2 tilsyneladende meget motiverede udbrydere.

Der var dog en del uenighed i gruppen, hvor nogle mente at andre tog for få/korte føringer osv. og det er jo til at få hovedpine af at høre på den slags. Da vi nåede frem til Andkjær bakken, den første af 3 større bakker på en i øvrigt ret kuperet rute, satte jeg så hårdt et tempo jeg kunne, i håb om at få tyndet lidt ud i gruppen. Det resulterede i at jeg kom alene henover, til min egen store overraskelse, og på toppen fik jeg endda et glimt af de to forreste, hvilket skulle vise sig at være sidste gang i løbet jeg så noget til dem. På nedkørslen ved rideskolen kom der flere op til mig, men på den efterfølgende passage af Munkebjerg splittedes gruppe igen. Jeg fik med nød og næppe kontakt til de 4 forreste fra gruppen på det flade stykke efter Munkebjerg.

5 mand i “front”

Så sad vi der, 5 mand, og kørte fornuftigt rundt for både at holde farten og varmen, og vi fulgtes endda pænt henover bakken ved Brejning og tog hul på 2. og sidste omgang. Den første halve omgang var ganske udramatisk og der var endda tid til lidt hyggesnak inden vi nåede frem til de mere alvorlige udfordringer på rundstrækningens anden halvdel. Vi havde i mellemtiden mistet 1 mand til en punktering, så vi var kun 4 der fulgtes op ad Andkjær bakken, og allerede her kunne jeg godt mærke at ’Munken’ ville blive lidt af en udfordring – og ganske rigtigt, så blev jeg sat allerede halvvejs. Jeg var så langt nede i fart, at jeg kun lige kunne følge en forankørende, der skubbede sin makker (en meget ung knægt med tåklips og trætte ben) op ad det stejleste stykke på ’Munken’ – stor respekt til dem begge herfra

Efter anden og sidste gang op ad Munkebjerg fik jeg lidt gang i benene igen og hentede og passerede endda en fra min gruppe, der tilsyneladende havde gravet lidt for dybt. Jeg blev grebet lidt at stemningen og gav ekstra gas på nedkørslen ved Brejning (Sellerupvej og Sellerup Vangvej) og nåede lige at føle mig lidt Nibali-agtig, før jeg nærmest gik helt i stå på en af de små ’kontrabakker’ – der slog det mig pludselig at jeg jo stadig manglede at komme over den sidste store bakke i Brejning. Bare den første halvdel var en kamp, og da jeg svingede til højre ind på det stejle stykke var meget bevidst om hvor glad jeg var for have tilmeldt mig 80 i stedet for 120 km. Jesper Halvorsen, der tog billeder på bakken, kunne lige så godt have malet et billede af mig, så god tid havde han.

Selv den flade opløbsstrækning var en hård kamp pga. lidt modvind, og da jeg stod af cyklen var benene tæt på at folde sammen under mig. Normalt vil jeg mene at jeg godt kan køre 80 km på cykel med ca. 30 i snit uden videre forberedelse, men vejret og ikke mindst ruten havde drænet mig totalt. Selv der er 3 markante bakker på rundstrækningen til Gran Fondo Munkebjerg, bl.a. løbets navngivende bakken, så går det altså relativt meget op og ned derude, når man tænker over det – så det skal man bare undgå at gøre  Alt i alt en fed måde at slutte sæsonen af på; drivvåd, kold og helt drænet for energi, det er der lidt klassikerstemning over – så er man klar til vinterpausen.

Efter løbet gik det relativt hurtigt hjem til familien for mit vedkommende, men mange blev hængende i hallen til overrækkelse af diverse præmier. I min optik var der en klar hovedpræmie, en hvid strikketrøje med VM striber, der bliver strikket efter den heldige vinders mål, vistnok af Thures bedstemor.

En kæmpe bonus ved Gran Fondo Munkebjerg var at arrangørerne havde engageret nogle friske unge mennesker til at vaske cykler, mens de gennemblødte ryttere fik suppe indendøre. Således kunne undertegnede næsten køre den gamle Dolan direkte i vinterhi da jeg kom hjem, og dét er noget der passer mig godt, alene cykelvasken kunne godt lokke mig tilbage til start næste år!

Næste sæson starter jo i øvrigt med Gran Fondo Jennum 25. marts 2018

Egentlig var planen at holde helt og aldeles pause fra cyklen, efter mit sidste licensløb i Bov, men da muligheden opstod for at køre Alpetramp, så tog jeg den. Jeg har de seneste par år haft lyst til at prøve løbet af, da det eftersignende skulle være ret hårdt, og der var endda lovet tørvejr! 

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: PEDALTRAMP SYDFYN

Ankom til Broby, direkte efter en 24-timers vagt, Det gør man åbenbart ikke ustraffet. Efter omklædning fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mine kontaktlinser. Okay, hvad nu, almindelige briller? – eller cykelbriller (uden linser) og derved nedsat syn? Prøvede cykelbrillerne… men kunne hurtigt konstatere at det ville blive alt for farligt. Der var ikke andet for end at køre med de normale briller, det huede ikke forfængeligheden, men sikkerhed frem for alt.

Gik ned og hentede startnummer, der slet ikke var noget nummer, men blot en chip der blev placeret på hjelmen. Det var sgu da nemt. Derfra til start, der foregik således vi blev sendt ca. 50 ryttere ad gangen. Ikke noget med at melde sig til en startgruppe. Til Alpetramp er det “Først til mølle-princippet”, hvilket jeg syntes er så fint. Folk der gerne vil køre sammen, skal blot kan melde sig til, og så stille sig i nærheden af hinanden. Stort set alle de licensryttere der var til start, stillede sig op og ned af hinanden, så vi kunne køre race sammen. Det blev dagens sidste gruppe der kørte afsted.

Løbet blevet givet frit, og min plan var simpel. Holde sig til uden at arbejde. I hvert fald indtil efter Golfbakken, som jeg ikke har kørt siden jeg blev plantet i UCI-løbet, Fyen Rundt. Niveauet ikke var det samme her, så var jeg stadig nervøs. Veteran-holdet, Xtreme Masters, var også til start, med omkring 10 ryttere. De måtte derfor tage lidt ansvar, mente jeg. Derudover ville jeg holde mig til Mathias Mortensen, A-rytter fra Team Georg-Berg Elite og de 2 Kolding-ryttere; Poul Bendtsen (B-rytter) og Mark Eriksen (C-rytter). Mathias Mortensen er selv gammel Kolding-rytter, så de 3 kendte hinanden godt.

Tempoet var højt fra starten af, og Xtreme Masters tog ansvar med det samme. På løbets første bakken efter 8 kilometer, blev jeg bekræftet i, at jeg blot skulle holde mig til. Et dræbende tempo blev der sat, og jeg var i en mindre krise, som nok skyldtes at jeg ikke var ordentlig varm, tænkte jeg. Efter bakken kunne jeg dog konstatere at feltet var halveret allerede. Vi var godt og vel 25 mand i front.

Farten var ret høj her, og pludselig bliver der råbt “højre!!” bagfra, fuck, vi har misset et skilt. Fronten bestående at hele Xtreme Masters (på nær Henrik Dann Andersen), Mathias Mortensen, og et par mere, hører os tydeligvis ikke, selvom vi prøver at råbe dem op. Nå, intet at gøre ved. Vi andre vender rundt og kører rigtigt. Jeg konstaterer at det skilt sgu hang lidt højt oppe, og når man kommer med 50 km/t ned af så ser man det ikke rigtigt!

“Feltet” rullede lidt videre, men lå meget spredt. Jeg lå sammen med Poul Bendtsen, Mark Eriksen og Henrik Dann Andersen, og der var enighed om at vi bare ville rulle, indtil de kom bagfra, når de opdagede at de var kørt forkert. Men efter at have rullet 5 minutter med meget lav fart, gav det ikke mening at vente længere. Henrik Dann deltog ikke i føringer, så vi var kun 3 mand der begyndte at give den gas. Ikke voldsomt meget, da der jo stadig var knap 115 kilometer igen, så ingen grund til at brænde alt krudtet af.

Efter ca. 10 kilometer kom Mathias Mortensen pludselig kørende IMOD os! Hvad var nu det for noget!? Han vendte om og kørte op til os. De første var længere foran sagde han, men de havde nok 3-4 minutter! Så fronten, der kørte forkert, var ikke vendt om, men i stedet havde de fundet tilbage på ruten, og var fortsat! Øv, var min første tanke, med 10 mand der buldrer der ud af i rulleskift, så var det et hård opgave vi andre nu var kommet på, hvis vi skulle lukke.

Mathias gav den god gas, og jeg begyndte at mærke mine ben. Det var ikke just positive signaler de sendte, men så længe at farten ikke var højere end det her, så skulle nok overleve i stykke tid endnu. Vi tog alle vores føringer, men det var tydeligt, at når Mathias kom frem så steg farten lige en smule. Sådan her gik det ellers indtil vi ramte omkring de 60 kilometer. Da passerede vi en jernbaneoverskæring, og der lød et ordentlig “klunk” fra mit forhjul…! “Det lød sgu da ikke så godt”, konstaterede Poul Bendtsen, og jeg var enig. Jeg var sgu nok punkteret, med en siver. Jeg måtte lade de andre fortsætte, og holdt ind, blot for at konstatere, at den vist ikke var flad. De andre var allerede 150 meter væk, det kunne jeg ikke selv lukke. Jeg havde faktisk mest lyst til at tage min telefon frem, og finde hurtigste vej tilbage til mål og køre hjem, men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke, og jeg fortsatte videre på ruten.

Efter lidt tid blevet jeg fanget af en gruppe bagfra, og kørte med dem et godt stykke tid. Da vi passerede et depot efter 70-80 kilometer spejdede jeg Bjarne Olsen og Bjarne Kingo Andersen fra Xtreme Masters derinde. Kingo var ved at pumpe sit dæk op. Hvor længe havde de mon stået der? Var fronten tæt på? Efter lidt tid fangede Bjarne Olsen vores gruppe. “Kingo havde lige smadret en slange, da han næsten var færdig med at skifte den og så gad Olsen ikke vente mere, grinede han. Det var fint med mig, for så havde jeg da en at følges med, men jeg følte mig godt nok mør i benene.

Umiddelbart efter ramte vi Golfbakken, sjovt som man glemmer hvor hårde de lede bakker er… det blev jeg så mindet om. Jeg kørte mit eget tempo (langsomt) op, heldigvis ventede Bjarne på toppen, og vi kørte så videre indtil gruppen bagved igen fangede os. Her slog det mig, at jeg faktisk ikke havde spist noget som helst på hele turen, så jeg fik fundet en bar frem og spist den. Men det var nok allerede for sent. Jeg følte mig i hvert fald tung, og træt, og med ca. 35 kilometer til mål gav jeg slip på en bakke. Kroppen var simpelthen for træt. Herfra rullede jeg i mål.

Trillede direkte fra stregen hen i bilen, klædte om, og kørte hjem. Jeg var træt, efter min vagt, og efter 130 kilometer, som endte med at blive hårdere end jeg havde regnet med, og også lidt irriteret over løbets udvikling.

Konklusion på arrangementet:

Nu lyder jeg måske en kende negativ, men det var som sådan ikke løbets skyld. Jeg var bare for træt og uoplagt på dagen, og da løbet så på et eller andet niveau sluttede allerede efter 10 kilometer, da majoriteten af de stærkeste ryttere lidt uforskyldt fik sig en fordel ved at cutte 2-3 kilometer af ruten, så var det op ad bakke resten af vejen, i mere end en forstand.

Skiltet vi overså stod ikke supergodt placeret, men det er også det eneste jeg kan sætte på løbet. Der var mange der havde overset det, fandt jeg senere ud af på Strava, hvor flere enten skrev det, eller man kunne se det i Strava Flyby (som samler alle GPS-data, så man kan se det som real time).Resten af ruten var fint opmærket, og løbet var i sig selv rigtig, rigtig hårdt. Depoterne fik jeg ikke prøvet, men Bjarne Olsen forsikrede mig om, at der var rigtig gode kager derinde! Det burde jeg sgu have prøvet – der er der jo aldrig tid til i licens. 

Jeg vil slet ikke afskrive, at jeg kører løbet igen næste år, for havde vi ikke haft det ene skilteproblem efter små 10 kilometer, havde det 100 % været et ret sjovt løb at køre, hvor jeg nok havde holdt indtil i hvert fald Golfbakken. Derfra havde jeg nok fået klø, også selvom løbet ikke havde UCI-katagori ;)

Endnu et år er gået og det er blevet tid til mit absolut foretrukne gadeløb på den klassiske rundstrækning i Agerskov. I år var vejret med os, måske nok et af de varmeste gadeløb jeg har deltaget i. Motionsklassen kørte som sædvanligt 15 omgange på den 2 km lange rundstrækning mens licenserne senere kørte sine 20 omgange, i år med genindførelse af de indlagte spurter pr. 5 omgange, dog med nogle, for undertegnede, lidt komplicerede regler. Men jeg havde nok bare ikke hørt ordentligt efter da de blev annonceret.

Af Daniel Vestergaard Andersen | Foto Viggo Hjort Kohberg

AoCs udsendte var som sædvanlig max klar til race…

Normalt udvikler løbet sig til et mindre festfyrværkeri af angreb og kontraangreb osv., men i år skulle det vise sig at gå lidt anderledes, i hvert fald i motionsfeltet. En unavngiven licensrytter (med MTB A licens) var åbenbart så succestrængende, at han valgte at stille op i motionsklassen og køre os midt over. Han angreb fra start og blev lukket ned, hvorpå der kom et par kontraangreb, der også blev lukket. Umiddelbart en klassisk start. 2 mand slap væk, jeg strøg op til dem, og så kom pågældende licensrytter op.

Herefter gik det stærkt og vores 4-mandsgruppe øgede hurtigt til feltet og de resterende 12 af de 15 omgange så vi kun de ryttere vi hentede med en eller flere omgange. Så sad vi der, mere eller mindre på hjul, indtil han valgte at køre væk, hvilket naturligvis lykkedes i første forsøg. Jeg hørte efterfølgende at de havde kørt ’rigtigt cykelløb’ nede i feltet, så de fik da lidt ræs ud af det. At man som licensrytter, fuldt konkurrencedygtig i licensfeltet, vælger at stille op i motionsklassen forstår jeg ikke, men det kan jo være der skulle høstes lidt selvtillid inden licenssæsonen for alvor begynder igen.

Flot startliste til licensfeltet

I licensfeltet var der flere kontinentalryttere til start fra bl.a. Team ColoQuick og Team Bornholm samt en enkelt prokontinental fra Team Holowesko Citadel. I lyset af førnævnte licensrytteres snyd vil jeg gerne videresende et digitalt klap på skulderen til de H- og juniorryttere der stillede til start i licensfeltet, velvidende at det nok ville blive én lang kamp for overlevelse.

Selve løbet udviklede sig fra start med et hav af angreb, og derfra hvor jeg stod så det ud til at det især var Michael Damm fra Haderslev-Starup samt Frederik Muff fra Team Aura Energi der var toneangivende, men adskillige andre forsøgte sig også.

Da den endelige udskilning skete sad AOC’s egen Jeppe Tolbøll med klubkammeraten Michael Damm (B) i en syvmands gruppe med 1 H40 rytter, 1 DCU Team rytter, 2 Kontinentalryttere og en enkelt Prokontinental. Den forsvarende vinder, Alexander Salby (ColoQuick) nåede ikke med og blev efterladt til at kæmpe om de sekundære placeringer.

På imponerende vis kørte en særdeles velkørende og aktiv Michael Damm sig til en tredjeplads i spurten foran Muff, Tolbøll, Jeppe Klein (BHS Bornholm Almeborg) og Tom Bøttger (Sønderborg). Andenpladsen blev besat af Jannik Hyldtoft (BHS Bornholm Almeborg) lige efter sejrherren Nicolai Brøchner (Holowesko Citadel), som jo netop har vundet bakketrøjen i Post Nord Danmark Rundt. Dermed tangerer Brøchner også Kasper Asgreens (Team Quick-Step) 2 sejre i Agerskovs VM for gadeløb. Det bliver spændende at se hvem af de to der først når en tredje sejr.

Tillykke til Nicolai med to så store sejre på blot én uge

I starten af August blev der kørt Tour de Vestfyn og AoC havde Daniel Vestergaard til start i dette glimrende løb. Løbet er rimeligt fladt med en god håndfuld bakker til sidst. Mon revisoren kunne få skægget med over bakkerne og med ind til mål?

Af Daniel “Revisoren” Vestergaard | Foto Tour de Vestfyn

Hvis du ikke fryser når du starter…

Endnu engang havde jeg fundet vej til Middelfart for at prøve kræfter med de 125 km rundt i det vestfynske. Jeg var dog langt fra den eneste, ca. 900 andre cykelryttere, motionscyklister osv. rundede start- og målområdet på Gl. Banegårdsvej i Middelfart inden løbets 5 distancer (125, 75, 50, 25, 10) var blevet afviklet.

Det må siges at være en ganske pænt fremmøde, især når vejret ikke just matchede den uvant varme sommer vi har haft. Netop vejrskiftet fik mig nærmest til at gå i panik og klemme mig ned i en langærmet trøje. Det fortrød jeg delvist senere.

Mine tidligere erfaringer med løbet er, at de første 100 km er relativt flade, bakkerne kommer på de sidst 25 km. Derudover er der mulighed for at komme i et ret stærkt felt, hvis man rammer startgruppe 1. Teknisk set rummer hver startgruppe max 75 ryttere, men bare i den side hvor jeg stod var der mindst 10-12 stykker der sneg sig under afspærringen.

Vi var nok tættere på 100 der rullede af sted da klokken ramte 9:30. Løbet startede lidt nervøst gennem Middelfart efter masteren, den gamle brandbil, og det var tydeligt at alle gerne ville sidde fremme når vi ramte sidevinden udenfor byen. Efter de første 10-15 km var feltet mere ’sat’ og den nervøse kørsel overstået.

De analytiske evner fik et “reality check”

Jeg lagde mig ned i den bagerste del af feltet i håb om at kunne køre løbet lidt ligesom sidste år. Det blæste ret meget, mere end jeg i hvert fald lige havde regnet med, så jeg lavede en lynskarp analyse, hvoraf resultatet blev, at folk ikke ville køre væk fordi det blæste for meget. Kort efter jeg nåede til den konklusion var 4 mand kørt væk, dem så vi først i målområdet.

Derudover gik det meget fint indtil vi var ca. halvvejs, hvor yderligere ca. 11 ryttere slap væk. Jeg så mig derfor nødsaget til at tage del i føringer, så vi kunne få de 11 tilbage i folden, de skulle jo bruges så vi kunne hente de 4 forreste. Når de så var hentet kunne jeg sætte mig ned og slappe af igen.  

Ideen var god nok, synes jeg selv, men feltet gjorde ligesom Team Sky når konkurrenternes løjtnanter sætter tempo; de lod mig bare køre. Så sad man der, på mellemhånd og fik alt for meget vind. Det lykkes dog at komme op til to fra Cykel Motion Odense, og sammen gjorde vi en hæderlig indsats for at lukket hullet, men kom næppe tættere på end 15 sekunder – og så kørte vi forkert.

På billedet er det i øvrigt ikke skribenten, men en anden lykkeridder der fik lov til at sidde og stege i alene i front… 

Det afgjorde sagen (for mig)

Eller vi missede simpelthen et sving i vores iver, vi kom dog hurtigt tilbage på rette vej, men jeg knækkede fuldstændigt mentalt på det (vi var nu næppe kommet op alligevel) og vi røg hurtigt tilbage i feltet.

Tilbage på min plads bagerst i feltet kunne jeg godt mærke at tændstikæsken var ved at være tom og da vi ramte Båring Bakke efter ca. 100 km røg jeg direkte af bagsmækken og de resterende 25 km blev kørt i et mere adstadigt tempo. Først nede på Strandvejen i Middelfart begyndte farten at ryge lidt op igen, målstregen nærmede sig og det samme gjorde en god, varm grillpølse 

Endnu engang et fremragende cykelarrangement i det vestfynske. Jeg håber på at komme tilbage næste år, om det så bliver 125 km startgruppe 1 eller en af de kortere distancer, det må tiden (og formen) vise.

De har i øvrigt en ganske fin målzoner til Tour de Vestfyn som det ses herunder.  

Af én eller anden årsag skal ALLE noget den her weekend, så vi havde faktisk lidt svært ved at stille hold, men i sidste øjeblik er det lykkedes os at finde 4 lynhurtige mand, der naturligvis løber med sejren… 

Af Uggi Kaldan I Foto Chasing Cancellara

Kan du slå en tidligere OL og verdensmester?

Det er jo ikke længe siden han vandt OL, så han kører nok ikke mega langsomt, men mon ikke der er en mulighed, hvis man kører rigtigt stærkt? Bliver spændende at se hvor hurtigt den gode Spartacus og venner kører!

Konceptet er simpelt nok, ruten er 54,6km lang – den samme distance, der gav schweizeren olympisk guld i Rio i 2016. Fabian Cancellara og tre venner sætter første tid, og så er dig og dine venners job at banke “pensionisten”. 

I kører naturligvis også i hold bestående af fire. Dermed entrerer løbet et marked der ikke er så opdyrket i Danmark, nemlig holdevents på cyklen, dem kommer der mange flere af i fremtiden, vil jeg tro hvis jeg lige skal komme med en lille forudsigelse.

En del tidligere cykelkoryfæer har allerede meldt deres ankomst, lige som Team Virtu Cycling også stiller op til den sjove udfordring.

AoC vinder helt sikkert… ikke 

Hehe, det er vist ikke meget sandsynligt vi løber afsted med sejren, men vores sammensatte hold kører naturligvis så hurtigt som de overhovedet kan. Nu handler det jo heller ikke altid om at vinde. Det handler også om at have en sjov dag. 

Det synes vi i den grad det lyder til at arrangørerne har sørget for at rammerne er på plads til. Det er ikke et billigt cykelarrangement, men personligt her på bloggen betaler vi gerne lidt ekstra, hvis underholdningen er i top. 

Der er i hvert fald ikke sparet på noget i forhold til afviklingen ligner det, så vi glæder os helt vildt til at prøve konceptet af. 

AoC var i weekenden til Chasing Cancellara i Farum, ligesom vi i sidste uge testede konceptet i Silkeborg, hvor vores hold kom kom ind på en flot 8. plads. Vi havde et lidt bedre hold med til Farum, kunne vi mon forbedre placeringen fra sidste uge, selvom redaktøren AKA “the weakest link” skulle med hjem?

Af Uggi Kaldan | Foto Chasing Cancellara / Jesper Halvorsen

Udskiftning i sidste øjeblik

Lørdag kørte en af vores holdmedlemmer, Michael Damm, desværre ind i en tilskuer til løbet i Herning, det resulterede i en skulderskade, så han var ude. Heldigvis havde vi back up, i form af den sjællandske A-rytter Mathias Matz, der i resten af 2018 og hele 2019 vil skrive om sine licens-oplevelser på AoC, så nu dækker vi både licens på Sjælland og i Jylland.

Holdet blev dermed til Michelle Lauge Quaade, jeps, hustru til dén Quaade, og i øvrigt én af danmarks bedste kvindelige cykelryttere, Jeppe Tolbøll (A), Mathias Matz (A) og undertegnede Uggi Kaldan (1 point i D… for længe siden). Handicappet for vores, ellers på papiret stærke hold, var at jeg havde sat som betingelse for de andres deltagelse, at de skulle slæbe mig med hjem! Det viste sig faktisk at være et lidt mindre handicap end forventet.

Forholdsmæssigt hård optakt gav pote?

Jeg var mega spændt inden start. Håbet var at sidde med hjem, på hjul hele vejen naturligvis. Frygten var at blive sat efter 10 kilometer, og så skulle rulle slukøret de sidste 46km i mål, alene. Holdet havde lovet at vente på mig, hvis de stadig kunne have høj puls i føringerne, så jeg skulle altså holde kæden stram, ellers ville de køre.

Man hører jo tit om proffer der “timer” deres formkurve, nogen er gode til det, andre knap så gode. Det er virkelig svært at regne ud hvad der skal til som sådan en motionist som mig? Skal jeg træne hårdt ugen inden? Skal jeg bare ligge stille? Skal jeg tage en lang rulletur? Det virker ærlig talt lidt tilfældigt, hvad der lige virker. Sidste lørdag kørte jeg 180km grusløb i Sverige med 3000hm. Det tog 10 timer, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var så træt da jeg kom i mål efter et motionscykelløb… Der var udsolgt. 

Så udsolgt at jeg ikke kom på cyklen igen før onsdag i den her uge, hvor jeg cyklede 20km på min test-bullitt cargo cykel, med ungerne. Torsdag kørte jeg så GSV gadeløb i Aarhus, 7km med fuld knald på, og blodsmag i munden. Fredag holdt jeg pause, inden jeg lørdag rullede 100km social ride med Pas Normal Studios, i meget jævnt tempo… nok lige lovligt langt, dagen inden man skulle præstere sit livs enkeltstart.

Helt utroligt ramte jeg den perfekte dag!

Bedre kan det ikke beskrives, søndag havde jeg simpelthen den bedste dag på cyklen i 2018. Jeg bliver sgu aldrig nogen “rigtig væddeløber”, det er efterhånden gået op for mig. Når man har nået den erkendelse, så begynder nogle andre målsætninger at melde sig. For mig handler det f.eks. om at kunne gennemføre Fausto Coppi Gran Fondo (som jeg kørte sidste år) – ikke i en prangende tid, men med gode ben hele vejen, og overskud i mål. (Det tog vist 8 timer og 45 minutter). Men wauw fed oplevelse, særligt fordi jeg ikke var HELT død i mål.

En anden målsætning er også at melde sig til, og gennemføre, 180km grusløb i Sverige, med 3000 højdemeter, og mange stigninger på over 16%, og stadig komme igennem på fornuftig vis. Det er rart at kunne melde sig til og vide… det skal jeg sgu nok klare. Det med den målsætning jeg træner, her i mit 40. leveår.

Men der er også den “kropslige oplevelse”, belønningen fra træningen, når den udmønter sig i den der fornemmelse af at man kan presse sin krop, til det yderste den formår. Hvor det ikke er en øm lænd, eller følelsen af ikke rigtigt at kunne trække vejret helt igennem, eller andre af de der ting der begrænser én, når man skal træde igennem, og hvor man tænker, årgh, hvis nu bare den følelse ikke lige havde hæmmet mig, så havde jeg haft 10% mere.

I Søndags havde jeg 100% til rådighed. Ingen smerter, ingen træthed, ingen begrænsninger i åndedrættet, og en puls der gerne ville op… med andre ord, en rigtig god dag på cyklen. Jeg har faktisk følelsen af at jeg kørte på 99% af min formåen. Det er altså fantastisk når man rammer de dage, det er der det er allersjovest at cykle, i hvert fald når det er med tidstagningschip på hjelmen.

En sindsygt irriterende punktering – men moral til at køre igennem.

Vi havde som nævnt en klar taktik på holdet. Jeg skulle ikke tage nogen føringer hele dagen, og forsøge at hænge på så længe så muligt. De tre andre ville køre for at få mig med rundt, men indenfor rimelighedens grænser – med andre ord, hvis jeg gik helt i stå, så ville de altså køre fra mig.

De første 5 kilometer brugte vi lige på at finde rytmen. Jeg måtte lige sige til Mathias at han (selvom han kørte roligt) lige måtte tage den “én ned” opad, ellers kunne jeg altså ikke sidde med. Men det var faktisk eneste korrigering der var brug for, mine tre hjælpere kørte helt formidabelt jævnt rundt, så jeg lige præcis kunne hænge på.

Efter 36km ligger vi på 43 km/t i snit, og det går faktisk så godt at Jeppe endda lige ruller ned bagved og spørger om jeg er klar til et par føringer, jeg var sgu godt kørende. Føringer kunne jeg dog ikke tage! Lige her får jeg desværre ikke styret uden om et lidt større sten på vejen, den ender med at ramme baghjulet – hvor den napper slangen. Fucking åndsvag kørefejl! ÆV.

Det er naturligvis spekulation – men jeg følte virkelig at jeg var kommet med hjem til mål. Jeg får skiftet til ny slange på 4 minutter, og beslutter mig for at give den alt hvad jeg har til mål. I ren køretid taber jeg 4 minutter til de 3 foran på de sidste 20 kilometer. De kommer hjem med 43km/t i snit, jeg kommer hjem med 40,5 i snit.

På den ene side er jeg skuffet – på den anden side er jeg stolt af at jeg holder moralen og får brugt ALLE kræfter ind til mål. Jeg har maxpuls på 189, min snitpuls i søndags endte på 174, på en 1 time og 28 minutter. 5% under max i 1,5 time – det er sjældent jeg rammer en dag, hvor jeg kan presse mig selv så meget.

De sidste 5 kilometer var jeg måske røget af, da Tolbøll og Mathias åbnede helt op. Men jeg tror faktisk på jeg havde kunne holde hjulet (også fordi Jeppe helt klart var meget opsat på at jeg kom helt med hjem på dagen) – så det var sgu lidt æv ikke lige at få de sidste kilometer med på hjulet af de hurtige – det havde været en sejr for mig! 

Kæmpe drama i slutfasen da vi blev “snydt” for podiet…

Hehe – ej ok, vi blev ikke snydt for noget som helst, men taget ved næsen, det blev vi. Da jeg kommer i mål ligger vi nr.3, og vi sidder og regner på hvornår vi er sikre på podiet, i forhold til resultatlisten. Klokken 12:26 ligger vi stadig nr.3, og her kan ingen hold ude på ruten teoretisk længere nå at slå vores tid. Den er hjemme tænker vi!

Så der stod vi så og ventede en hel time på præmieoverrækkelse og glædede os til podie med Cancellara og Fulgsang, altså lige indtil 2 minutter før præmieoverrækkelsen, hvor tiderne pludselig bliver opdateret online, og vi kan se at der er et hold der har kørt hurtigere end os (en del hurtigere faktisk). ÆV!

Det er jo fair nok – men underligt at der overhovedet ingen kommunikation var omkring tiderne, og især underligt når der nu tydeligvis var problemer. Til et arrangement at den her kaliber kan man godt forvente der er styr på den slags, og at man er bedre til at kommunikere det ud hvis der ikke er. Det gælder i øvrigt også Cancellaras skade. Kommunikationen omkring at han ikke deltog, og at Fuglsang kørte i stedet var nærmest noget der skulle trækkes ud af arrangørerne. Her kunne en mere proaktiv facon klæde arrangementet.

Alt i alt var det dog en pisse fed dag, og det var jo i øvrigt også helt suverænt cykelvejr.

Er det pengene værd?

Det er sådan et hadespørgsmål ikke? Er der noget motionister kan diskutere i timevis, uden at komme nogen vegne, så er det prisen på et motionscykelløb. For der findes jo ikke noget “rigtigt” svar. Chasing Cancellara er uden tvivl et dyrt løb at deltage i, med sin pris på 599 kroner pr. deltager, altså 2400 kroner for et hold på 4. Men hvis de kan sælge de billetter der skal til, for at arrangørerne er glade, så er det jo ikke for dyrt.

Jeg kan i hvert fald konstatere at alle jeg snakkede med synes det var et rigtigt sjovt koncept, og det synes jeg også selv. Modsat motionscykelløb hvor dynamikken er helt en anden, og alle os der ikke gider at træne intervaller, ofte må se dem der gider, glide væk i de indledende faser… eller hvor ens venner bare “bliver” væk i feltet, og man så mødes igen i mål og siger “hvor blev du af” – igen, igen, trods aftale om at følges ad…

Her tilbyder Chasing Cancellara et mere forpligtende fællesskab, hvor man er nødt til at arbejde sammen, og det ikke nytter noget at to ryttere “bliver væk” undervejs. Det er sjovt, og faktisk synes Jeppe, Mathias og Michelle også det var lidt sjovt at have ham den fede med på hjul, og justere lidt, så de lige sikrerede jeg kom med.

En sjov dag – AoC deltager 100% sikkert næste år igen. 

Lørdag den 15/9 tog min kammerat Claus og jeg turen til Holstebro for at deltage i det første Holstebro Gravel Race. Arrangøren inviterede til 80 km igennem den smukke vestjyske natur i og omkring Stråsø Plantage ca. 15km syd for Holstebro. Ruten ville være opmærket, og veksle fra hede, til tæt skov, fladt og ganske kuperet terræn. Dog ikke mere teknisk end at det skulle kunne gennemføres på både Gravel Cykel (naturligvis), MTB, CXer og endda landevejscykel, med et par brede sutter på. 

Starten gik fra et kaserneområde, hvor der var rigeligt med parkeringsmuligheder. Indtjekningen foregik ved at krydse sig af på en seddel og så fik vi udleveret et lamineret nummer, inklusiv telefonnummer til arrangør, i akutte tilfælde, perfekt. Det havde regnet om natten, men det klarede op til racestart, og holdt tørt løbet igennen Det fede ved at cykle “vestpå” er at den sandede jord nærmest optager alt vand, så ruten var rigtig fin, trods den regnfulde optakt. 

Race Briefing – og jysk tålmodighed… 

Herefter stod den ellers, efter min mening, på de fedeste grusstier. Generelt brede og tætpakkede, og kun med kortere passager hvor der var lidt mere “rullesten” eller lidt dårligere belægning, så kæden blev holdt rimelig stram. Havde dog ingen intentioner om frontgruppen, så fandt et fint tempo sammen med min kammerat. Feltet blev også hurtigt delt op i mindre grupper, både p.g.a. tempoet, punkteringer, og så at det generelt er svært at holde sammen en større gruppe på grus. Jeg måtte desværre også have gang i lappegrejet cirka halvvejs.

Fed varieret rute, med rigtig meget grus. 

Turen gennem hhv. plantage, hedearealer mv. var utrolig flot og afvekslende, og fladt er det altså ikke helt i Vestjylland. Skiltningen var formidabel og vi var på intet tidspunkt i tvivl om ruten. Et lille depot cirka halvvejs gav mulighed for at få vand, sodavand en banan og en kiks hvis der var behov for det. I mål var der vand, sodavand eller øl samt den største grillpølse jeg til dags dato har set.

Setup’et til Holstebro Gravel Race er ikke prangende, men der er lagt timer i at sikre det der virkelig er vigtigt er i orden. Rutemarkering var i top og ruten var en rigtig fed gravelrute, som næsten kun bestod af stier og grusveje. Der har nok max været 5-10% på asfalt. Et fint lille depot halvvejs og dét der skulle være i mål. Stemningen var helt i top blandt på deltagere og arrangører og hjælpere. Der var 91 ryttere til start. 

Jeg kørte på en Gravel cykel med 38 mm panaracer gravelking, tubeless. Hvilket var helt perfekt til underlaget og ruten. Jeg tror dog, at de få der kom på en landevejsracer, trods brede dæk, havde lidt udfordringer. Som det ses herover havde vi en fantastisk dag! 

Holstebro Gravel Race var klart en succes, der forhåbentlig bliver gentaget. Jeg deltager gerne igen.

Se alle de fede billeder fra dagen HER

Hvordan arrangerer man det perfekte cykelløb? Er det ruten der afgør det? Måske er det depoterne, der gør forskellen? Eller er det ”efterfesten”, der skal satses på? Uanset kriterie, kandiderer Hansens Cykelløb kraftigt til titlen som Danmarks bedste motionscykelløb. De har virkelig fat i den lange ende. 

Af Kent Langaa | Foto Martin Paldan & Kent Langaa 

Hyggeløb med fart på

Hansens Cykelløb er faktisk en gammel tradition, fra dengang hvor Hansen Flødeis hed Frederiksborg Is. Dengang var det oldefaren, Hans Hansen, til de nuværende ejere, som var en begejstret cykelentusiast, der hver sommer arrangerede cykelløb i Jægerspris. Denne tradition har direktør Rasmus Eibye og hans medarbejdere taget alvorligt, og arrangerer et gravel-cykelløb af meget høj klasse. 

Selv kalder de løbet for Rouleur Cross, hvilket må siges, at være en passende betegnelse, da man skal kunne køre på alle underlag. Underlaget var en del asfalt, meget grusvej, lidt lækkert singletrack med masser af flow, sågar et par meter rockgarden, var der også blevet plads til, og til sidst en enkelt trappe på Beat Brian segmentet. 

Selv om det er et hyggeløb, bliver der alligevel kørt stærkt. Vinderen blev Benjamin Justesen med en hastighed på godt 32 km/t. Det lyder ikke af meget, men i det terræn er det vist ikke helt dårligt. Og selv om man er pensioneret cykelrytter tæt på 50 år, kan man godt køre stærkt. Det beviste Bo Hamburger, da han kommer ind på en 7ende plads, 14 min. efter Justesen.

Flintehelvedet, muren og de lækre cykler

Jeg havde glædet mig voldsomt til dette løb, da det havde ry for at være et virkeligt godt cykelløb.
Løbet starter med godt 20 km på asfalt, hvor mælketankbilen kørte som master. Kort efter løbet er givet frit, drejer vi til venstre ind på det første grusstykke. Og der går ikke mere end 50 meter, før de første ryttere stod i vejkanten for at finde dækjern og ekstra slanger frem. Og dette scenarie udspillede sig langs hele ruten dagen igennem.

Kort før første depot, efter ca. 38 km, kører jeg ved siden af en deltager, der netop var blevet ramt af den 3. punktering. Han klarede det hen til depotet, hvor arrangøren heldigvis havde masser af friske slanger. Apropos punkteringer; dæk er jo altid et kritisk valg, også selv om man blot er middelmådig motionist. Da ruten primært består af grusveje og asfalt, og det havde været tørt længe, satsede jeg på Panaracer Pari-Moto, et par ultra tynde slicks, i 38 mm bredde på en 650B fælg. Det hjalp gevaldigt med at holde farten på landevejen, og de performede også fint på gruset. Og mirakuløst nok slap jeg med 1 enkelt punktering på forhjulet i det flintehelvede, som de danske grusveje jo er.

Frække depoter – mindst lige så fræk rute! 

Da man kørte videre fra 1. depot, kørte man gennem United Cyclings nye toplækre showroom, hvor de flotte Argon 18 cykler stod udstillet i glas og ramme.
Herfra gik det direkte over i Lynge grusgrav hvor Múr United ventede. Det er en kort, stejl stigning på op til 22 % i løst grus, som stillede større krav til rytterens tekniske færdigheder end til styrken, hvis ikke man ville strande i det løse grus. Múr United var samtidig et Strava segment, hvor hurtigste mand, Markus Heuer, vandt en flot præmie.

Uden at skulle gå i detaljer med resten af ruten, vil jeg blot konstatere, at denne rute er en af de mest varierede og underholdende ruter, jeg har kørt. 
Og på trods af, at jeg var på rammen i godt og vel 5,5 time, følte jeg på intet tidspunkt, at der var langt til næste depot eller lignende negative tanker. Det var så underholdende en rute, at jeg havde det sjovt fra start til mål.

Med ca. 35 km. til mål kom jeg op og køre med en gruppe, som satte et godt tempo, ført an af et par seje damer, som kunne træde til. Der sad jeg med indtil 6-7 km før mål, så var tanken tømt, og jeg trillede i mål med den der herligt stikkende smerte i lårene, som alle cykelmotionister elsker.

Danmarks bedste efterfest?

Når man så træt og glad triller over målstregen (som Hansens Cykelløb havde lagt langs med ”festpladsen”, således, at dem der var kommet i mål, kunne følge og heppe på de ryttere, der kom over stregen), er der jo ikke noget bedre end en god burger med sprøde fritter og en kold øl. Og så is til dessert.
Så det var der naturligvis sørget for.

Stemningen på pladsen er helt speciel. Det er næsten som en lille festival, med strandstole, kaffebar, isbod, en lille bod, hvor man kunne købe jerseys og accessoires samt en udstilling af lækre gravel cykler, som man i øvrigt kunne låne til løbet. Arrangøren formår at skabe en på samme tid både cool og intim stemning, hvor folk virkelig hygger sig.

Hele konceptet, med jerseys og accessoires, designet til lejligheden af Brian Holm’s tøjmærke 12.16, en lækker hjemmeside som oser af klassiske cykeldyder, lækker mad, godt øl og cremet flødeis, BMW marshalls, som har styr på trafikken og ikke mindst en fed rute og fantastisk stemning bevirker, at man som deltager har svært ved at få armene ned.

Er det pengene værd?

Der er nok mange, der mener, at 600 kr. er en høj pris at betale for et startnummer i et motionscykelløb, men når man én gang har deltaget i et løb, hvor rute, forplejning og ikke mindst stemningen går op i en højere enhed, er beløbet meget rimeligt. Om det er Danmarks bedste vil vi ikke gøre os til dommere over, men det er i hvert fald rigtig godt! 

En klokkeklar anbefaling skal lyde herfra AoC, hvor vi er hooked på gravel og flødeis.

Hele weekenden skriver jeg fra Dolomitterne i Italien. Jeg deltager for første gang i et etapeløb. Dette løb foregår med udgangspunkt i byen Predazzo. Organisationen Haute Route er arrangør, og jeg vil give Jer mine beretninger fra det italienske i dagene op til og i løbet af weekendens etaper.

Af Søren Kuipers | Foto Haute Route

SMÆK FOR SKILLINGEN

Lad mig sige det med det samme. I dag har været en rutsjetur – i bogstavelig forstand – som jeg sjældent har oplevet lignende på (og af) en cykel før. Men jeg fik til gengæld Haute Route’s serviceniveau at mærke på egen krop. Mere om det senere.

Nuvel: Kl. 7.30 afgang fra et køligt Predazzo. Jeg har taget min regnjakke i baglommen og starter med løse ærmer (det er jeg glad for her bagefter). Fredag kørte jeg klassisk dansk. Kun kort-kort og ingen beklædning med i lommerne. Men vejrudsigten så som nævnt i gårsdagens rapport, noget mere broget ud for i dag!

Starten går, og Passo Valles begynder allerede efter 400-500meter. Jeg holder mig til, og jeg kan mærke at benene er rigtig gode. Det er optur. Der sker en udskilning; første gruppe kommer afsted med en 6-8 mand, og der dannes en gruppe 2 på cirka samme størrelse. Jeg selv sidder efter de første 6km i gruppe 3. Men jeg kan se gruppe 2 – der hænger en tre stykker lige bagved, og jeg fornemmer, at hvis man skal ha’ et lift, så er det nu. Så jeg smækker den på den stor klinge, da procenterne er omkring en 4-5 stykker og lukker hullet. Jeg slipper som den sidste fra gruppe 3 med op til gruppe 2. Det var vel nok min største taktiske bedrift på dagen.

Passo Valles er godt 20km. Efter de første 8km kommer der et falsk fladt stykke, som kræver at man sidder i en stærk gruppe. Jeg hænger på, og mine tre følgesvende trækker voldsomt for at komme op. Jeg spiller spillet og kører taktisk. Jeg ved, at de er placeret bedre end mig i klassementet, så jeg skal ingen steder. Vi får kontakt, og jeg når lige at se et par danskere, som virkelig er godt kørende, så er de væk igen.Jeg slipper nemlig gruppen, da det stejle stykke (4km fra toppen) begynder, og jeg finder min rytme med en nordmand. Vi samarbejder fint.

Jeg når toppen og har ydet 317watt på godt en time. På toppen er tiden stoppet, da nedkørslen er lang, teknisk og kan være våd (dette sker angiveligt oftere og oftere i motionsløb i udlandet – primært for at få tilladelse af myndighederne). Jeg aftaler med de to danskere og fire andre ryttere at vi følges nedad, og vi kører afsted – nu iført løse ærmer og regnjakke.

Haute Route viser sin organisatoriske styrke!

Fredag punkterede jeg i den neutrale zone. Det foregik ganske roligt og uden panik eller unødig sved på panden. Det gjorde det IKKE i dag.

Mit forhjul punkterer rundt i en kurve, og jeg kan ikke få bremset ned, og så ligger jeg der. Slam! Jeg er styrtet med 50-55km i timen, og jeg har slået mig ad h…til. Michael (den ene dansker) kører bag mig – som de fædre vi er – kører vi faktisk bagerst og ikke på nogen måde forceret. Han hjælper mig på benene og venter til der er kommet officiel hjælp. Det er i orden. Michael kører klassement, og ligger på daværende tidspunkt på en 8. plads. Jeg skylder ham en stor tak.

Og nu skal jeg hilse og sige, at jeg får smæk for skillingen.

• En official er efter højst 2-3 minutter ved mig
• Der går yderligere 2 minutter så er lægen tilkaldt og ankommet
• 1 minut senere kommer den gule Mavic-vogn (igen) – og samme chauffør som i går
• Jeg bliver forbundet på knæ, albue og hofte, som er de eneste fysiske skader jeg har fået
• Mit forhjul og dæk er færdig for denne gang, så den gule Mavic-mand skifter forhjul, retter styr op, tjekker gear mm., mens doktoren har fat i mig

Wauw – der findes mange løb jeg har deltaget i hvor der organistionen har været tæt på at kunne måle sig med Haute Route, på forplejning, “hygge”, organisation osv., men ingen andre løb jeg har deltaget i har været så professionelle omkring et styrt, som jeg oplevede her – her følte man sig faktisk rigtigt for alvor som en prof.

90KM solo

Jeg står nu på en nedkørsel, som falder med 12%, klikker i den ene pedal igen. Jeg tjekker lige cyklen; den har fået masser af kærlig asfalteksem – over det hele. Det er irriterende. Men jeg kan mærke, at jeg er nogenlunde okay. Og jeg tænker på min kone og mine børn. Uden at lyde for sentimental, så glædes jeg uendeligt over det ikke gik værre. Allerede der. Et sidste suk over de materielle skader, og så er der ellers 15-20km nedkørsel forude. Heldigvis ikke timet. Det bliver mit held.

Hurtigt går det op for mig, at det jo nok har taget en 20-25 minutter hele seancen. Og jeg kan se, at uanset hvem jeg kommer op til, så kører de et noget lavere tempo end jeg. Det kræver lidt af psyken at acceptere, at der nu er mere end 90km til mål – tre pas og mere end 3000 højdemeter – tilbage, og de formentlig skal foregå mutters alene.

Det skal være løgn

Som jeg kommer i ned i dalen beslutter jeg mig for, at jeg vil forsøge at køre den hjem så godt jeg overhovedet kan. Kroppen har det egentlig ok; albuen bryder sig ikke om små bump eller revner i vejen, der sender for mange rystelser op. Bandagen fra knæet er faldet af (sådan går det, når man ikke barberer ben), men blødningen er stoppet.

Jeg vågnede med diameter i benene, så nu må det briste eller bære. Jeg kører de næste to stigninger (Forcella Aurine + Passo di Cereda), som begge ligger i 1.300-1.400 meters højde (og de er på hver deres måde ikke så giftige). Jeg har det overraskende godt, og jeg forestiller mig (barnlig som jeg er), at jeg er prof. cykelrytter, som kører på viljen efter et styrt og nu skal hente frontgruppen. Jeg når byen Tonadico i godt 700 meters højde. Forude venter 22km stigning – Passo Rolle – som har top i 1.984 meter.

Jeg kører stadig på, men det begynder at blive lidt meget firkantet, og halvvejs oppe vælger jeg at gå i pit. Jeg får lidt pizza, cola, banan og chokolade, får tanket vand på og hopper på cyklen igen. Det var mit andet taktiske gode træk: jeg kommer virkelig godt af sted og de første 200 højdemeter forsvinder bare bag mig.

Special Delivery

Som jeg når toppen overvejer jeg at tage mine iturevne ærmer på eller min endnu mere krasseperede regnjakke for at tage vinden. Og nej, der kom ikke en dråbe regn. Der er 20km nedkørsel forude – kun med 7-8km lettere fladt undervejs.

En marshall kører forbi og gestikulerer, at han skal nedad nu – jeg kører efter ham. Jeg får ikke pace, men jeg funderer over om de har luret at ham med startnummer 158 fra Dinamarca, ham skal de lige få sikkert ned. I hvertfald kører jeg de 20km med en motocykel cirka 100-200 meter forude hele vejen. Kun til mig. Jeg kan se hvert et sving, hver en kurve, og han eskorterer mig nærmest ned.

Jeg kommer i mål, og i skrivende stund ved jeg ikke præcist hvordan placeringen lyder, men angiveligt har jeg formået at fastholde min top-20-placering på en dag, hvor jeg virkelig røg på røv og albuer. (Søren blev nr. 14 og ligger nr. 15 sammenlagt… flot kørt Søren, og godt der ikke skete mere!! Red.)

Forplejning, Forplejning, Forplejning

Udover de super gode feedstations ude på ruterne – og lidt lækkert under aftenens race briefings, er der bare så meget styr på det. Siden jeg kom i mål, har jeg:

• fået rettet mit forhjul op
• påsat nyt dæk og slange
• udskiftet gearkabler
• dobbelttjekket styrfittings
• fået massage
• fået lækker mad
• blevet tilset af doktor (måske doktor Fuentes – jeg er lidt i tvivl) og fået nye fordbindinger på

Kort sagt: Skal du styrte i et udenlandsk motionsløb – så vil jeg anbefalde dig at styrte i Haute Route; det vil du ikke fortryde.

Nu sidder jeg med is på hele højre side af kroppen, glæder mig til at komme hjem til familie og samtidig gruer jeg lidt for dagen i morgen. Bjergenkeltstart forude.

Sidste etape, bjergenkeltstart… i morgen, med lidt øm krop, tror jeg!!

Hvordan reagerer kroppen på to løbsdage i træk+ Hvordan reagerer kroppen ovenpå mit styrt? Jeg har aldrig – end ikke i Danmark – kørt to motionsløb i træk. Og så gør jeg det for første gang i Dolomitterne?! Og søndag skal jeg så igen prøve noget ukendt: bjergenkeltstart med to bjergetaper i banken.

Alpe di Pampeago er udfordringen. I år var stigningen på menuen, da Tour of the Alps blev kørt i foråret. Jeg husker at se Miguel Ángel Lopez vinde på en stigning, der vil stille store krav til enhver rytter. Jeg vidste – allerede da jeg tog hjemmefra – at min 36/32 gearudveksling er lige tung nok til de sidste 4km på enkeltstarten. De stiger med 12% i gennemsnit.

Starten går igen ud af Predazzo – dog uden tiden er startet – og først idet man drejer nordpå i den hyggelige by Tesero, da starter tiden. Lidt mere end 8km til top. Den første halvdel er spiselig. Der er ramper på 12-16%, men også fladere stykker. De sidste 4km stiller som sagt voldsomme krav til køllerne, når man akkumulerer de foregående dages ridt. Dagens etape er om noget ikke skræddersyet til sådan én som mig. Det sidste man har brug for er en dieselmotor med lang levetid. Vi må se. Det bliver en udfordring.

Når enkeltstarten slutter, drøner jeg hurtigt tilbage til mit hotel, klæder om og pakker alt grej ned, og så direkte videre med bil, fly, fly, bus, taxa osv…så den sidste race rapport lader nok vente lidt på sig.

Allez, Piano!

Hvilken motionsrytter drømmer ikke om at køre et etapeløb i bjergrigt terræn, under forhold der minder om dem de professionelle kører under? Hvordan vil kroppen reagere og hvad bliver de største udfordringer? Det var jeg taget til de italienske Dolomitter for at finde ud af i denne weekend. I går sluttede denne fantastiske oplevelse, som deltager i det tre dage lange etapeløb Haute Route Dolomites, med en bjergenkeltstart af kaliber!

Af Søren Kuipers | Foto Haute Route

Godmorgen Alpe di Pampeago, Godmorgen bjerg-enkeltstart! 

Lad det være sagt med det samme: Jeg havde ikke uheld af hverken materiel eller fysisk karakter. Det var tiltrængt! Ovenpå lørdagens voldsomme styrt bød natten på den obligatoriske omgang sammenlimning mellem lagen og sår, flere gange. Så jeg sov ikke optimalt, men vågnede alligevel med en bedre følelse i kroppen end jeg havde forventet.

Klokken lidt i 9.00 triller jeg til startområdet, hvor dagens knap 17km bjergenkeltstart begynder. De første godt 8km er jævnt fladt, og igen har organisationen valgt at neutralisere denne del. Egentligt synes jeg det er noget fis, men det er nok fordi jeg ved, at jeg netop her ville kunne hente et halvt til helt minut på enkelte af mine konkurrenter, men omvendt fungerer det faktisk meget godt – at man får varmet op, mulighed for lige at tisse af, og så blev der ellers sagt godmorgen op ad Alpe di Pampeago.

De første 4,5km er sådan lidt blandede – de stiger vel i gennemsnit med 8-9% men meget ujævnt. Jeg holder kæden stram, men holder dog lidt igen. Jeg har studeret profilen og ved, at de sidste godt 4km stiger med 11,8% i snit. En spinkel italiener – som jeg ligger bedre end i GC – lader sig ikke hente, og jeg kæmper med at holde ham indenfor rækkevidde. Sveden driver, og det ene lange lige stykke afløser det næste inde i skoven – den er led stigningen – men jeg tror faktisk, jeg havde frygtet den værre.

Måske er det simpelthen også bare en god formtop jeg har ramt. Her på tredjedagen af mit første etapeløb nogensinde, får køllerne stadig tæsk, og op mod den sidste kilometer (de 700 af dem i en tunnel) kører jeg all out. Jeg henter min italienske hare (på nær 10 meter), men grundet tidsforskel ved jeg, at jeg kører hurtigere end ham – og det er hurtigt; for han kører godt. 37:00 minutter siger tiden rent for 8,1km stigning med 10% i snit. 353watt kunne jeg præstere. Glad og tilfreds ruller jeg mod Predazzo, hvor der bliver pakket gear ned, gået i bad og ellers bare nyde, at nu skal kroppen få fred.

12 ryttere kørte hurtigere end mig op ad Alpe di Pampeago, og jeg avancerer en sidste gang i det samlede klassement og slutter på en yderst tilfredsstillende 14. plads. Her skal det unægtelig nævnes at min wingman, fra i lørdags, Michael, samlet blev otter og en CK-Aarhus D-rytter blev 11’er. En anden erfaren dansker kørte også en solid top 30 hjem. Danskerne leverede en solid præstation i det italienske, men det er som om at Pøt Mølle og Yding Skovhøj ikke giver os det allersidste punch.

Er Haute Route noget for dig?

Se det spørgsmål kan jeg jo ikke svare på. Overhovedet. Men jeg har igennem mine artikler henover en forlænget weekend forsøgt at give min vinkel på hvordan hele arrangementet opleves. Både det rent organisatoriske, ruterne, serviceniveauet og det professionelle set-up. Så er det op til dig at vurdere hvad du er til. Her på vej hjem fra Dolomitternes varme fristes jeg selvfølgelig til at stille mig selv spørgsmålene: Hvad var min største oplevelse? Hvordan adskilte dette løbsarrangement sig mere fra noget jeg tidligere har prøvet?

– Jeg kan (og vil) nødigt svare entydigt på det, for det er nemlig helheden der gør Haute Route til noget særligt, synes jeg. At færdes i et miljø der emmer så meget af cykling i flere dage i træk, det var virkelig fedt. Stemningen, afslappetheden, konkurrencen og kammeratskabet imellem ryttere, officials, hjælpere, marshals, massører og alle omkring arrangementet var virkelig unikt. At opleve en bjerglandsbys lille kirkespir være centrum for sådan en cykelweekend; det var særligt. Jeg undlader således at udmærke én ting som værende det helt særlige, men i stedet vil jeg afslutte med en anekdote, som på glimrende vis også fortæller hvad Haute Route er:

Haute Route er helt unikt

Fredag punkterede jeg. Mavic-bilen, med den rare ældre herre (kendt som Mavic-man) kom ilende og hjalp til ved min defekt. Selvsamme mand stod 5 minutter efter mit styrt på vej ned ad Passo Valles i lørdags – og ordnede cyklen fra top til tå. Om eftermiddagen (stadig lørdag) var det igen ham, som spurgte til mine sår; virkede interesseret, efterspændte et par skruer og satte nyt dæk på. Under racebriefingen lørdag aften bliver der sagt pænt tak til dem kvindelige borgmester i Preadazzo og andre der har haft en finger med i spillet, og slutteligt skulle vi sige tak til Mavic-man; han går nemlig på pension. Vi sidder i en teatersal og alle ryttere rejser sig op og giver ham stående ovationer. Jeg klapper rigtig højt, for jeg har fået meget hjælp – lige præcis af denne herre.

Ydmygt smiler han, ser lidt rørt ud og idet han forsøger at luske ned fra scenen med sine blomster bliver han på fransk spurgt hvor mange gange han har været Mavic-mekaniker til Tour de France. ”Trente”…TREDIVE! Tredive år har han serviceret Delgado, Indurain, Riis, Basso, Froome og alle de andre store; og stadig – på så lille en scene, hvor en flok familiefædre leger Giro d’Italia – udviser han et engagement, en glæde, en oprigtighed og et nærvær som ikke er selvfølgeligt nogen steder.

Og søndag morgen stod han troligt 700-800 meter før Alpe di Pampeago steg direkte op i himlen klar med hjul, cykel, dæk og hvad man ellers måtte mangle. De ryttere der ikke manglede noget; dem klappede han af…

Kent Langaa fra AoC har kørt Bastrup Sø Rundt, det gav ømme lår og blev en mental udfordring, heldigvis med en hyggelig afslutning! Løbet byder på 3 distancer 40, 90 og 130km, Kent skulle naturligvis ud og prøve benene på den lange. 

Af Kent Langaa | Foto Bastrup Sø Rundt

Ny strategi skulle afprøves.

Lad os lige få nogle facts på plads; Jeg er en midaldrende familiefar, som mest kører for hyggens skyld. Derfor kører jeg ikke særligt hurtigt. Jeg er dog så ambitiøs, at jeg vil gerne være hurtigere, men desværre hader jeg smerte.

Ikke desto mindre skulle en ny strategi afprøves. Jeg ville sidde med så langt fremme, som det kunne lade sig gøre, eller sagt på en anden måde; så langt fremme som benene kunne bære. Jeg forventede, at så længe jeg lå på hjul i en stor gruppe, ville jeg godt kunne følge med.
Der blev langt hårdt fra land fra starten af løbet, og fra start hang jeg på den store frontgruppe.

Og jeg mener hang på, for jeg sad med som sidste mand, indtil feltet knækkede over i flere grupper. Der blev hurtigt etableret en gruppe med 15-20 mand, som holdt et fint tempo omkring de 36 km/t, hvor jeg lige akkurat kunne sidde med, så længe jeg ikke skulle frem og tage føringer. Jeg ved godt, at det ikke er særligt pænt at lukrere på de andres store arbejde, men i sådan en gruppe er der altid en lille kerne, der tager det store slæb. Så tak for det.

Da vi nærmer os det første depot ved 58 km, kan jeg godt mærke at jeg er ved at være mør, så jeg tænkte at det var fint med en pause, inden vi kørte videre. Jeg regnede med at sidde med den gruppe efter depotet, men da vi nærmer os depotet, og jeg sidder op og begynder at tage farten af, blæser resten af gruppen forbi depotet i høj fart.. Pokkers, der røg det lift.

Det gode selskab

Efter at have sundet mig lidt ved depotet, triller jeg videre alene, og efter 5-6 km for jeg følgeskab af 3 unge gutter. Det var et hyggeligt selskab og vi finder et godt samarbejde og jeg følges med dem resten af vejen til mål (næsten..). De kørte også i et roligere tempo, end den første gruppe jeg kørte med. 
Da der mangler 15-20 km, begynder det høje udgangstempo at kunne mærkes i lårene.

De sidste 5 km foregår på den gamle Værløse Flyveplads, Og det var sgu en led en. At køre ud af en 3 km lang landingsbane, i modvind, når man er tømt for energi, er sgu nederen.. 
Man føler, at man absolut ikke kommer nogen vegne. Det er de længste 3 km jeg nogensinde har kørt, og jeg må undervejs på denne ørkenvandring slippe mine følgesvende.

Afslutning med familiehygge

I forbindelse med Bastrup Sø rundt, havde Furesø Kommune arrangeret ”Store cykel- og rulle dag” i mål området på den gamle flyvestation. Så det er en oplagt mulighed for familiehygge efter løbet, hvor der var opstillet baner, hvor børn og barnlige sjæle kunne afprøve rulleskøjter, løbehjul og alt andet med hjul på. Det var super hyggeligt.

Langt de fleste motionscykelløb der arrangeres i Danmark af klubber, som har arrangeret dem gennem flere år, er normalt af høj kvalitet, forstået på den måde, at der er styr på startnumre, ruteafmærkning, logistik osv. Og med den stigende brug af Race Marshalls er der også styr på sikkerheden.
Det samme gælder for Bastrup Sø rundt. Selv om det er et lille løb, var der styr på det hele, samt nogle gode depoter med et godt og rigeligt udvalg.

Der hvor der er plads til forbedring er på ruten. På den sidste halvdel, manglede der flow, med for meget kørsel på cykelstier i byområder, med lyskryds og hvad dertil hører af forhindringer.
 Men når udgangspunktet er en københavnsk forstad, kan det nok være en udfordring at lægge en rute uden disse forhindringer.
 Ikke desto mindre, synes jeg at Bastrup Sø rundt er en udmærket erstatning for Søndagstræningen.

Der er noget særligt over at gøre lidt ud af starten på sæsonen. Sidste års kickstarter var en tur til USA for at deltage i Land Run 100, men det tillod hverken tid eller økonomi i år, så der skulle tænkes lidt anderledes. I stedet blev det en tur til klassiker åbningsweekenden – Omloop het Niewsblad og Kuurne Brussel Kuurne, samt tur på bryggeriet Brouwerij De Brabandere, der brygger Kwaremont.

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi, Huawei P10 Pro / Coverphoto: Sportograf 

En effektiv weekend – den kunne man godt gentage! 

Jeg havde tre mål med weekendens tur – den første var at komme til Belgien og køre nogle motionscykelløb, det andet mål var at besøge bryggeriet bag Kwaremont, der jo sponsorerer Ronde van Borum 2019! – og den sidste, at undersøge om det kunne være en sjov tur at arrangere for andre cykelnørder i 2020.

Det tror jeg faktisk det kunne være. I modsætning til f.eks. Flandern Rundt, hvor 15.000 motionister fylder vejene på ruten, så er der “kun” 1500 – 2000 til start i Omloop og KBK. Det betyder der hele tiden ryttere at følges med, men ruten føles på ingen måde “fyldt”. 

I disse tider hvor det diskuteres ivrigt i hvilken retning danske motionsløb skal udvikle sig, så er det også interessant at deltage i arrangementer uden tidstagning, men hvor der i stedet er flyvende start. Du kan starte de to motionscykelløb mellem klokken 8 – 11, det giver en meget afslappet og hyggelig stemning, at det foregår sådan. 

Som det ses på Lars (min ven jeg havde med i Belgien) på billedet herunder, var det ikke ligefrem stress og panik der prægede startzonen, klokken 08:30, 30 minutter efter man faktisk måtte starte løbet – alt foregik stille og roligt! 

Først øl, så cykelløb! 

Det var en effektiv tur vi havde fået planlagt. Afgang fredag middag fra Billund, og ankomst ca.14.00 i Bruxelles. Herefter i lejebilen, og så direkte mod bryggeriet i Kuurne, hvor vi ankom klokken 16.00 og dermed lige havde tid til en times “tour”. 

Det var faktisk super spændende at blive guidet rundt, på et af Belgiens største bryggerier, hvor de gamle brygmetoder stadig holdes i hævd, og der ikke “skæres hjørner”, som det ellers ofte er tilfældet i moderne ølproduktion. Naturligvis fik vi også lov at smage på et par øl, god opvarming til 200 kilometer på rammen. 

Belgiske DJs skaber autentisk stemning. 

Efter ølsmagning var det tid til motionscykelløb, lørdag og søndag. Ruterne køres omvendt af profferne, således at vi startede med Kuurne Brussel Kuurne lørdag, og søndag kørte vi så Omloop. Vi havde ca.30 minutters kørsel til start, og uden at skynde os var vi begge dage ude på ruten ca.8:30. 

Startzonerne var et kapitel for sig, de kan bare et eller andet med musik i Belgien. Måske ikke lige det musik man hører hjemme i stuen, men deres DJs til cykelløb, de er sgu ret autentiske. Den sejeste vi mødte var ham gutten her, der ankom i egen campingvogn, med eget lydanlæg, og så havde han ellers ALLE de gamle cykelslagere, på vinyl!

Han er på ønskelisten til Ronde van Borum! :D 

Gode hårde ruter, uden at være for meget

Der er ingen tvivl om at Flandern indbyder til hårde udfordringer for motionisten. De har onde brostenssektioner, der er flere kilometer lange, og adskillige stejle bakker, både med og uden brosten. Hvis de ville kunne de have lavet 2 afsindigt hårde ruter de to dage, men det var ikke tilfældet. 

I stedet havde arrangørerne lavet to meget balancerede ruter, hvor man fik en god smag på hvad profferne kører, men langt mindre udfordrende. Godt 1000hm på KBKs 110km rute, og det samme på 90km ruten til Omloop. Bevares, det er da nogle højdemeter, men ærligt, så føltes det ikke skræmmdende ude på ruten. Bakkerne og de hårde sektioner stod ikke i kø, lige efter hinanden, det gav to hårde, men bestemt også sjove dage! 

Lørdag havde vi tørvejr, og færrest brosten, det var også der jeg havde bedst ben, så for mig var det den bedste oplevelse, vi kom hjem med godt 30 km/t i snit, og jeg havde fint overskud, så det synes jeg faktisk var en god dag! Søndag blev anderledes hård. Med kun 800km på rammen i år, så gjorde Omloops 90km, i silende regnvejr, virkelig ondt på mig. Jeg skulle kæmpe en del med at holde humøret højt omkring 60km. Min rejsekammerat Lars, var også lidt presset. 

Udfordringen for os var at vi lige præcis ikke var i form til at sidde med de hurtige grupper der passerede os med mellemrum, og lagde vi os på dæk af dem vi kunne følges med, blev vi iskolde. Så det blev primært en dag hvor vi bare kørte os to, solo. Trods et par kriser, så var det dog sjov dag. Der er jo et eller andet fedt over at køre sig selv helt ud over kanten, hvor man ikke rigtigt gider mere. 

Fra motionsløb, til frække finaler

Det sjoveste ved weekenden var naturligvis muligheden for efter selv at have kørt, at suse direkte over og se afslutningen på de to “rigtige” cykelløb, der jo blev kørt samtidig med os – bare på den modsatte rute. 

Da vi kom i mål på Kuurne Brussel Kuurne klokken 13:30, klædte vi derfor hurtigt om, og kørte direkte over til KapelMuur for at se favoritterne køre op ad en af løbets sidste stigninger. 

Det havde naturligvis været sjovt hvis Valgren igen i år var fløjet opad bakken, sammen med favoritterne, det gjorde han som bekendt ikke, men til gengæld var det fedt at man sagtens kunne få en god plads, 40 minutter før, til Flandern Rundt, der får man ingen gode pladser, på de mest ikoniske stigninger, så her er muligheden for en oplevelse, helt tæt på, større, uden at man behøver at dukke op flere timer i forvejen. 

Som man kan se på billedet af Mads herunder, som er taget med mobilos, så kom vi helt tæt på – han kørte i øvrigt med egne ord, som en sæk kartofler, og Valgren havde ligget syg, så på resultatfronten var det ikke lige en “dansker dag” – men det er stadig fantastisk, at man i cykelsport kommer så tæt på stjernerne! 

Vi var sgu et par kyllinger søndag… 

Efter en helt utroligt våd Omloop oplevelse Søndag, valgte vi ikke at tage ind til Kuurne for at se finalen. Vi frøs simpelthen for meget. Cort sad faktisk i hug på det tidspunkt, men det havde ingen af os lige fattet da vi kiggede på vores lille mobilskærm, han narrede os simpelthen med sit nye skæg. Havde vi vidst Cort sad der, så var vi taget ind for at se finalen. 

Nu røg Cort jo af, så ikke en kæmpe katastrofe, men altså, man gad også godt have været inde og se Bob Jungels flotte, flotte solosejr. Det er nogen af de flotteste sejre når en hård mand, lige præcis holder et sprinterfelt bag sag, efter en lang, hård og våd dag! 

I stedet tog vi direkte til Gent, for at aflevere de ret fede Factor cykler, som Visit Flandern havde stillet til rådighed for os, og samtidig se finalen, på en ekstremt hyggelig cykelcafé der ligger i Gent – Pedaleur du Flanders. Factor er ikke det mest kendte mærke herhjemme, men de laver fantastiske rammer, og de skabte faktisk også en god del positiv opmærksomhed ude på ruten. Det er jo også noget motionister går op i… når man ikke kører hurtigt, så kan man jo som bekendt altid lire! :) 

Og sådan endte en god tur til Belgien… det kunne man godt gøre igen! 

Søndag aften klokken 21.00 afgik flyveren fra Bruxelles, jeg var hjemme i privaten i Aarhus klokken 23:30 – må erkende at jeg ikke ligefrem var top motiveret til arbejde mandag morgen, men til gengæld en rigtig fed oplevelse rigere. 

Det er super sjovt at køre to motionsløb, to dage i træk, også selvom andendagen var rigtig hård for mig. Vi cyklede 110km og 90km – Omloop har faktisk også en rute på 135km om søndagen, men den starter i Gent og slutter i Ninove, hvor 90km ruten i stedet starter og slutter i Ninove, så vi valgte 90km ruten, af logistik årsager. Det skulle vise sig at det også var et fornuftigt valg i forhold til min form, og vejret på dagen. 

Næste år gad jeg godt arrangere at man kunne gøre begge de lange lange ruter – det kunne være sjovt. I hvert fald var det en super anbefalelesværdig tur. 

Tak til: Cycling in Flanders for hjælp med praktiske detaljer, Pedaleur du Flandres for hjælp med cykelleje (og de ekstremt fede cykler vi fik lov at leje), De Brabandere, for rundtur, og ikke mindst Kuurne Brussels Kuurne Cyclo og Omloop het Niewsblad Cyclo for to super fede motionscykelløb. 

DGI arrangerer i løbet af maj og juni måned flere hyggelige holdløb. Løbene afvikles på hverdagsaftener, AoC skal naturligvis med efter sidste års succes, og det kan vi kun anbefale andre også at forsøge, det er virkelig sjovt. 

Af Søren Kuipers

Holdtidskørsel med handicap

TTT med indbygget handicap-udregning. Handicappet giver hold med kvinder og mænd lidt oppe i årene en fordel – og det er sgu fedt! Sidste år skar vi en del sekunder af på den konto. Det gør vi igen i år – redaktøren er f.eks. rykket i handicap ligaen i år, og tæller minus 1 sekund, pr. kilometer…

Handicapregler (gældende pr. rytter):

o   Ryttere født mellem 1968-1977 får 1sek. pr. km i fradrag

o   Ryttere født mellem 1958-1967 får 2 sek. pr. km i fradrag

o   Ryttere født i 1957 eller tidligere får 3 sek. pr. km i fradrag

o   Alle kvindelige ryttere får automatisk et fradrag på 3 sek. pr. km + evt. aldersfradrag

AoC stiller med hold igen

Sidste år kørte vi TTT med stor succes, vi havde det i hvert fald sjovt. Vi stillede et broget, men stærkt hold, og i år sætter vi overliggeren (lidt) højere, og stiller med et endnu mere broget hold. Det er redaktøren, maskinen, dieselmotoren, pro-rytteren og gæsterytteren. Det bliver skide godt.

Ruten består af en runde på 10,1km, som skal gennemkøres 4 gange – altså 40,4km for fuld hammer. Sidste år var der bagefter grillede pølser og mazarintærte, der kunne skylles ned med enten topform eller billig cola, mere klassisk bliver det ikke!

Der manglede lige en kold øl, hvis du spørger os; måske i år?

Et fedt koncept

DGI holdløb er et super sjovt koncept, hvor man kan mødes og køre sammen, på mange forskellige niveauer. Det kræver godt samarbejde, men når man får det til at fungere, så er det rigtig sjovt. Det er helt sikkert noget vi anbefaler på redaktionen.

Har du fået blod på tanden, så tjek om der skulle komme en afdeling i nærheden af dig, HER. Vil mene det er værd at køre et lille stykke vej for oplevelsen.

VI SES PÅ LANDEVEJEN.

Reglementet

Løbet er arrangeret i samarbejde mellem Mårslet CM og DGI Østjylland.

Læs mere om reglerne herunder:

o   Et hold består af 5 ryttere, som samlet gennemkører en rute.

o   Ingen triathlon styr/-bøjler. HUSK HJELM!

o   Det er ikke tilladt at sidde på hjul af et andet hold. Kommer et hold op bagfra skal det forankørende hold give plads til, at disse kan passere

o   Holdene sendes afsted med x antal sekunders mellemrum.

o   Holdkaptajnen skal køre i mål som sidste mand

o   Efter målgang laves en korrigeret sluttid (køretid minus fradrag = sluttid)

o   Ruterne køres på offentlig vej uden afspærringer. Ruterne vil være afmærkede og der vil være bemanding ved kritiske passager. De almindelige færdselsregler er gældende – tag hensyn til andre og dig selv

o   OBS. Licensryttere er meget velkomne til at deltage, men kan ikke vinde løbet.

Og så var der den historie om ham cykelrytteren, der ikke havde sovet i flere dage, stort set ikke trænet, og i øvrigt også var lidt småsløj, som så kørte dig midt over… til DGI holdløb 2019. Vi kalder ham afdankede Evil Legs, fra nu af. 

Tekst og foto af Uggi Kaldan 

Søren Kuipers AKA Mr. afdankede Evil Legs

De fleste af os på AoC er en smule afdankede. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at Søren Evil Legs Kuipers bestemt også føler sig i den kategori. Hans “afdankede” version, er bare væsentlig stærkere end de fleste andres. Vores “afdankede” kontirytter, Daniel Vestergaard, viste sig også udmærket kørende, på en ond og kold rundstrækning v. Mårslet udenfor Aarhus.

3. mand, Torben Bartholin, forbereder sig til et eller andet MTB vanvid på tværs af Tyskland, og har netop gennemført Dirty Jutland XL 420km, han er i glimrende form, og så er der undertegnede, og vores nye mand på AoC holdet, Jonas Jensen. Vi er begge i opadgående formkurve, men dog noget bag vores holdkammerater.

Jonas og jeg træder omkring de samme watt, men Jonas har taget lidt kilo på over vinteren, og den slags straffes jo, som de fleste ved, når det går opad. I går var ingen undtagelse, selvom Jonas kørte røven ud af bukserne!

Tre, to, én – SYRE

DGIs holdløb er et simpelt set up. En 10km rundstrækning, der skal køres 4 gange. 1 telt, en grill, et par borde. En tidstagningsvogn, og 10 – 12 flagvagter, der dækker svingene af, men ikke stopper trafikken.

Det absolut sjoveste ved holdtidskørsel er at man skal samarbejde. De første par omgange blev ren overlevelse for Jonas og jeg. Søren tog hurtigt fronten, og nogle gedigne føringer, efterfulgt af Daniel, der kørte mindste ligeså stærkt som Søren, men dog ikke sad i front helt så længe.

Torben er en super teamplayer, og tog de usynlige føringer, ved at sidde og dække af for vinden, både til højre og venstre for Jonas og jeg, samt gav et lille venskabeligt puf på bakkerne, når de to fartkometer i front, skruede for meget op.

Vi kørte hurtigt på 1. og 2. omgang, men ikke specielt homogent, på 3. omgang fandt vi en rigtig god rytme, men det blev så også vores langsomste omgang. Vi gik lidt døde på bakken umiddelbart i starten af runden. 4 omgang blev vores hurtigste, og den hvor jeg trådte færrest watt, selvom jeg faktisk tog et par føringer. Så vi havde klart bedst styr på samarbejdet på 4.omgang,

Det er klart noget af det der gør holdløb rigtig sjovt, at samarbejdet er så vigtigt.  Man kan også smile lidt af, at man bliver nødt til at råbe til afdankede Søren, (der inden start havde kaldt at han var ramt af lidt sygdom), at det ville være perfekt, hvis man kunne sidde på hjul i modvinden, med lidt mindre end 423watt, når det gik opad…

Sjov og ballade i mål

DGI holdtidskørsel opererer med en form for handicap, men ærligt så fungerer det ikke. Det burde være den smalleste sag for arrangørerne på forhånd at regne handicap ud, således at resultaterne kunne foreligge, med det samme, når man kommer i mål (inklusive handicap).

Men igen i år tog det så lang tid at regne resultaterne ud, at de fleste endte med bare at tage hjem. Hvis man ikke gider gøre det ordentligt, så lad i stedet være.

Kigger vi på vores chiptid, så endte vi som 4. hurtigst, og meget tæt på de 3 forreste hold, der så vidt vi ved, uden handicap medregnet, slog os med 8 sekunder, 19 sekunder og 20 sekunder. Fair and Square. Men vi aner som sagt ikke om handicap er medregnet på resultatlisten, vores tider stemmer i hvert fald med vores GPS tider, så vi er ikke blevet korrigeret.

Jeg er personligt ligeglad med resultatet. Det var fedt at mærke at benene ikke var helt elendige, og som en krølle på halen, så var det fantastisk for en gang skyld at køre hurtigere end Rasmus Dalegaard, (billedet herover) der på alle måder er både hurtigere og mere snu på cyklen, end mig.

Men ikke i går, hvor han også havde et hold der skulle med hjem, og selv ikke Rasmus kunne trække vennerne, i samme tempo som AoCs Mr. Evil Legs, og så fik jeg lov for en gangs skyld at drille Rasmus lidt, med at han kom over stregen senere end mig.

Og hvis der er noget motionsløb handler om, så er det at slå vennerne, skide være med at man ikke kan følge med de hurtigste i front.

Èn gang kontirytter..

Glad i låget efter en god oplevelse, og med helt smadrede ben, satte jeg mig ind i bilen med min hustru der havde været så flink at komme og hente mig, da jeg vidste at 25km hjem på cykel efter 40km på hjul af Evil Legs, ville blive en hård omgang.

Hvem ser vi så på vej hjem? Daniel på smækken af farmand, man skulle ellers tro at cyklen godt kunne være bag i en Mercer stationcar, men her ser vi så grunden til at Daniel trods væsentligt neddroslet træningsmængde, stadig kører irriterende hurtigt!

Vi ses næste år!

DGI holdløb, vi er fans, det er super sjovt, og en meget sikker måde at komme ud og køre lidt konkurrence på, uden at være licensrytter, og uden at genere andre trafikanter. Skide godt arrangement.

Har du fået lyst til at køre noget holdløb, så er der masser af muligheder den nærmeste tid, bl.a.

28.maj i Tilst (Aarhus)
11. Juni i Holbæk