D.11/12 Maj, køres en vaskeægte dansk motionsklassiker – nemlig Grejsdalsløbet. AoC har kørt løbet utallige gange, og det er aldrig gået helt som planlagt. Men det er nu heller aldrig gået helt galt. Faktisk har jeg altid haft en god oplevelse i Grejsdalen. Hårdt, og sjovt. 

Af: Uggi Kaldan

På Søndag stiller jeg desværre ikke selv til start, men det gør 3 andre ryttere fra AoC, til gengæld deltager jeg i det nye grusløb lørdag :) Nogle AoCere deltager for at køre hurtigt (mens de overholder færdselsloven, naturligvis) og andre knap så hurtigt, for at få en god oplevelse. Jeg er desværre selv på arbejde om søndagen, som fotograf til DM i XCM i Aarhus.

På landevejen stiller vi op på 220km, så får vi hele oplevelsen med :) Her ses jeg i 2017 da Jeppe stille op for at give mig et hjul, desværre sprang jeg en eger på min cykel, og måtte rulle retur til mål. Sådan kan det gå.

4 ruter, og så noget grus!

38 kilometer “Familie”
Den nye rute for nybegyndere på racercyklen eller den aktive familie på byder på fire af de kategoriserede bakker. Efter ca. 17 km. er der depot ved Brunmosehallen i Ødsted. Børn over 8 år og  bedsteforældre på elcykel vil også nyde denne tur.

85 kilometer “Udfordring”
Denne rute henvender sig til motionsryttere, som ikke har prøvet et bakkeløb før, eller de garvede som ikke er kommet helt i gang med sæsonen endnu. Ruten byder på næsten 1000 højdemeter og 10 kategoriserede bakker, hvoraf bakken ved Tørskind Grusgrav er den største udfordring. Undervejs er der stort depot med mad og energidrik i Balle.

140 kilometer “Mediofondo”
Ruten byder på 18 kategoriserede bakker og godt 1600 højdemeter. Selvom det ikke er vores længste rute, er der ikke mange løb i Danmark som kan måle sig med dette i længde og særligt terræn. De største udfordring bliver Munkebjergbakken, Højen Skovvej og Tørskind. Der er to depoter på ruten, som henvender sig til den øvede motionist med god forårstræning i benene.

210 kilometer “Forårsklassikeren”
Denne superrute er den ultimative udfordring, idet ikke færre end 27 kategoriserede bakker og 2400 højdemeter indgår i denne rute. Mållinjen er på toppen af den ultimative stigning “Gl. Kongevej” midt i Vejle. Inden man giver sig i kast med denne rute, skal man have gennemført en fornuftig forårstræning, idet det er en meget hård rute, der vil være en udfordring for selv veltrænede og rutinerede motionister. Der er i alt tre depoter på ruten, der vel nok er det nærmeste man kommer et bjergløb i Danmark.

Som noget helt nyt i år byder Grejsdalsløbet også på en grusrute, om lørdagen, der er totalt udsolgt, så der skulle man have været tidligt ude.

Du kan stadig nå at få billet til løbet, så skynd dig at melde dig til, hvis du vil ud og have nogle højdemeter i benene på Søndag!

Tilmelding: GREJSDALSLØBET

Hyggerul, med afgang fra Café Velofit, ud til en rundstrækning. 6 omganges blodsmag i munden og lungevæv på fortænderne, og så hyggerul hjem igen. Lyder det ikke som en glimrende måde at bruge en Søndag formiddag på? Jo det gør da så, og det var det! 

Tekst og Foto Uggi Kaldan 

Hänsel und Gretel auf Fahrrad

Det var en småkølig og tåget morgen, der efterlod vejene smattede og fugtige, nærmest ideelt vejr, hvis man er typen der elsker punkteringer. Der er ingen der elsker punkteringer. Men selvfølgelig punkterede gruppen på godt 40 ryttere, der var mødt op hos Velofit, til højre og venstre.

Jeg valgte forholdsvist hurtigt at stoppe og hjælpe en rytter der var punkteret og var udfordret af en slange med for kort ventil. Dermed endte vi bagerst, og var faktisk lidt i tvivl om, hvor vi præcis skulle køre hen. Det viste sig at være en totalt ubegrundet frygt, for vi skulle blot følge rækken af andre ryttere, der var punkterede, og stod i siden af vejen.

Jeg punkterede i øvrigt også, men har jo forsøgt mig med TL set up på landevejsraceren, og det bestod udfordringen. Det eneste jeg bemærkede, i forhold til min “punktering”, var noget lyserødt snask der sivede ud af forhjulet, for en kort bemærkning. Så indtil videre, tommel op til TL!

I forhold var det i øvrigt ikke værre, end at vi vidste vi skulle til Hårby, så vi kunne jo stoppe og finde ruten på mobilen. Det behøvede vi så ikke, pga. de mange punkteringer. Undervejs fik vores bagtrop i øvrigt samlet en gut ved navn Anthon Charmig op.

Jeg kørte en enkelt bakke med +400 watt, hvor Anthon sad ved siden af. Jeg havde lige råbt, “én ned” til Anthon, 5 minutter forinden, da én i gruppen var faldet af. Nu fik jeg svar på tiltale. Nu er det vist dig der sidder og forhjulslirer, Uggi, er det ikke?

Det havde han jo sådan set ret i, men hvorfor lignede han én der sad og kørte medio, når jeg nu sad kørte syregrænse? Sig mig, var Anthon ikke stoppet med at cykle? Sig mig, har du smugtrænet Anthon?

One plus, tag en ven med til hygge og race!

Det startede som en lille hyggeting i København som et PNS´ hjemmebane. Invitér en ven med til lidt venskabelig dyst på rammen, i samarbejde med en lokal forhandler. Det fungerede så godt, at Pas Normal nu har besluttet at eksportere idéen.

I dag i Aarhus, i samarbejde med Thomas Bundgaard og Velofit, i sidste måned Madrid og Barcelona. Senere på året, København, Wien, Bruxelles, Luxembourg og mindsandten også Amsterdam. Full gas. Følg med HER, hvis du vil vide mere.

Sådan viser man overskud…

Ved mødestedet i Hårby var der naturligvis opsamling  og Thomas Bundgaard forklarede reglerne.
2 omgange med master, herefter 6 omgange med blodsmag i munden. Thomas kørte naturligvis i firma farver, og et par hurtige drenge fra Pas Normal, var også mødt op i håb om at gentage kunststykket med at køre først over stregen i henholdsvis Madrid og Barcelona.

Bundgaard satte tempo på første omgang, og lignede en mand i fuld kontrol. En enkelt rytter lignede dog én der synes at der blev kørt alt, alt for langsomt. Første omgang blev også “kun” kørt med 43 km/t. Som det tydeligvis fremgår, var det ikke noget der kunne få pulsen op…

Men både Bundgaard og Pas Normal måtte sande, at der bliver kørt hurtigt på cykel i Jylland. Særligt når man hedder Anthon Charmig, og tilsyneladende har droppet den selvvalgte cykelpension. Cykelnørder kan nok huske at Anthon for ikke ret mange år siden, blev udråbt til et stort talent.

Men egentlig stoppede Anthon med at køre seriøst på cykel omkring 2017, efter en sæson på Team Virtu Cycling, som blot 19 årig. Jeg har dog mødt ham et par gange på cyklen de seneste 6 måneder, så jeg vidste godt han trænede lidt igen… mere end bare lidt åbenbart.

På 3. omgang besluttede Anthon at han ikke gad følges med Thomas Bundgaard og de andre ellers ret hurtige ryttere mere og så kørte han en omgang og en KOM, i tiden 6.58min, 45,4km/t og 391 watt avg.  Anthon ligner én der der ikke vejer mange gram over 65kg, så kan I selv begynde at regne watt pr. kg. AV!

En mega sjov dag

Anthon blev aldrig fanget og så kørte han solo i mål. Han holdt i øvrigt et snit på 340 watt avg. de omkring 40 minutter løbet varede, og køre aldrig en omgang med under 42km/t. Det er sgu bare imponerende. Talent fornægter sig ikke, uanset om man cykler for sjov, eller for alvor.

Der blev naturligvis spurtet om placeringerne, helt ned til sidste gruppe, der var langt efter de forreste, i ægte motions ånd, og sådan skal det også være. Alle havde en super sjov dag, og det var sgu et fedt event, som vi kun kan anbefale.

I mål var der sandwich og sodavand, og det hele kostede gratis, whats not to like.

Jeg siger jer: Der bliver kørt racerløb i Torsted. Det er en tirsdag aften. Klokken nærmer sig 18.30, og i en lille flække mellem Ulfborg og Ringkøbing afholder Ringkøbing Cykelklub løb. Det vestjyske bakkeløb, eller mere retvisende: Det vestjyske racerløb.

Af Søren Kuipers   Foto: R. P. Foto

Jamen så kør da’ bar’

Vi står samlet 150-200 mænd og kvinder. Klokken har passeret 18.30. Der er dug på mine brilleglas. En kort opvarmning gjorde godt. En mand står længere fremme og fortæller om fire højresving og noget med godt vejr. ‘Jamen så kør da’ bar” udbryder han til sidst på varmt jysk.

Vi har ingen chip, vi har ingen startnumre, vi har ingen depoter, ingen dropzones, vi har os selv, hinanden, vores cykler og udsigt til en hæsblæsende tur på kronheden.

Syre til op over begge ører

Vi kører ud på den første af fire runder. Hver runde er præcis 16km, og der er fire sving. Rundens hårdeste bakke ligger helt fra begyndelsen, og jeg halser efter fronten for at sidde godt med, hvis der bliver kørt lidt i sidevinden. Jeg puster og stønner, får lukket hullet og mærker syren vælte ud i musklerne. Syren bliver ved hele runden ud; da jeg kigger ned (for første gang) på computeren efter de første 20km siger gennemsnitsfarten næsten 43km/t. Jeg kigger rundt, og jeg noterer mig adskillelige ryttere i samme tilstand som mig, men vi sidder stadig en 35-40 i første felte. Der er stukket en fem-seks stykker af.

Ét skud i bøssen

Netop som vi kører ud på tredje runde, tænker jeg ‘Nu er det nu. Nu bruger du din force på de lange seje bakker!’ Jeg kører all-out for at springe op til frontgruppen. Simultant er der en anden dieseltonser, som får samme idé, og vi kører med alt vi har. Vi slår hullet til det store felt og nærmer os frontgruppen. 40 meter op, vi holder kæden stram, og jeg kan mærke på vejrtrækningen at lungerne arbejder på absolut højtryk.

Min makker tager en Cancellara-lignende føring, og jeg hænger kun på med det yderste af neglene. 25 meter. Jeg rykker endnu engang – og træder konstant over 450watt. Mine lår brænder, sveden drypper ned på næsen, og jeg konstaterer, at vi mangler knap 10 meter. Bakken er ovre, sidevinden rammer os. Vi bliver hentet. Vi klarer den ikke.

Forreste gruppe som jeg netop ikke når op til med min dieselmotor-ditto.

Det var mit skud i bøssen. 3 minutter i det absolut rødeste felt. Jeg kommer mig aldrig igen. Og jeg gør hvad jeg kan for at sidde med feltet de næste to sving. De kører sindsygt hurtigt i svingene, og jeg ser adskillelige små røde licens-chips fæstnet på carbonforgaflerne på mine følgesvende.

Vi henter de forreste netop som vi hamrer ud på sidste omgang, og vi er stadig 25-30 mand. Jeg synker lidt syrlig energidrik, tænker og vurderer at jeg ikke skal mere i dag. Jeg sætter mig på smækken og bliver bagerst i feltet – selv idet vi krydser målstregen for sidste gang. Jeg føler jeg ikke trang til at deltage i spurten.

Folk bruger rabatten, skubber med albuer og kæmper en brav kamp for at blive noteret for…nå ja, vi kørte uden chip. Men der bliver fyret masser af testosteron af.

‘Så lærer du at køre i felt!’

Jeg står ved bagsmækken at bilen og evaluerer dette hæsblæsende vestjyske ridt. Vi holder knap 44km/t for 64km. Så hurtigt kører jeg normalt aldrig! Jeg står og ser data på min cykelcomputer og mumler noget om manglende udskilning, lidt få bakker i forhold til min smag, tæt kørsel og alt det sædvanlige ævl (når jeg ikke klarer mig helt godt), da rytteren ved siden af mig afbryder: ‘Så lærer du at køre i felt!’ Det har han ret i. Jeg klapper i; giver ham ret og pakker bilen sammen i aftensolens skær.

Min følgesvend på dagen. Jens Olesen – på dagen iført den røde 2018 AoC-uniform. Født i 1946 og kører 64km med 36,1km/t!

Som habil motionsrytter i det østjyske gør jeg mig rimeligt i motionsløbene. Her kommer der næsten altid en vis udskilning i grupperne pga. de mange højdemeter. Sådan er det ikke i Torsted, og det er faktisk ret fedt. Jeg har ikke en chance i finalen. Overhovedet. Skulle jeg nogensinde køre top 10 i sådan et løb, så skulle jeg have ramt udbruddet. Og det er jeg ikke stærk nok til.

Nuvel: jeg er ikke mindre stolt af at være vestjyde af opvækst. De kører edder… hurtigt derovre.

Tak for køretur.

Vi ses!

Kristi Himmelfartsdag er lig med Danmarks Højeste. Sådan har det efterhånden udviklet sig for AoC. Selvom vi for et par år siden var ude med riven på grund af ringe skiltning, så er vi blevet ved at komme – og skiltningen; den fik de styr på sidste år. AoC stillet til start på både 100 km-ruten og Jeppe Tolbøll som repræsentant på 140 km-ruten.

Af: Søren Kuipers

En organisation med styr på sagerne

Danmarks Højeste Cykelløb er garant for er et velstruktureret cykelløb med en flot rute i et varieret terræn med mange stigninger iblandt. Hvis du ikke har kørt løbet før, så lærer du at kende Lyngvej, Yding Skovhøj og mange andre. Start- og målområdet er rykket siden sidste år, så tjek lige op på det, inden du begiver dig afsted. Der er forskellige startgrupper, der er rigtig god forplejning, der er flagvagter og hjælpere på ruten alle de steder det behøves.

Løbet har fem ruter, én på 185 kilometer, én på på 140 kilometer og én på 100 kilomter. Der bliver kørt stærkt på alle disse distancer. Derudover er der 65 kilometer- og 25 kilometerruter.

Løbsforventninger 2019

Jeppe Tolbøll – 140km

Vores spydspids for AoC har noget at se frem til, som forsvarende vinder. Jeppe har haft en lidt blandet sæson, men han virker til at have fået god fart i cyklen igen.

“Jeg forventer en hård og sjov dag på rammen. Sidste år var jeg dygtig og heldig, at komme væk på det helt rigtige tidspunkt og kunne køre 32 km solo til mål og få hurtigste tid. Det vil jeg naturligvis gerne prøve igen i år, men træningen er det vigtigste og samtidig at have det sjovt på de rammer et motionsløb sætter.”

Sådan skal det lyde!

Jonas Zebaoth Jensen – 100km

Jonas har i år gjort et solidt indtryk på AoC. Han har givet en hjæplende hånd med til Dirty Jutland, og da vi manglede en mand til holdløbet i starten af måneden, da stod Jonas klar. Det har kastet endnu en plads på teamet til holdløbet i Tilst. Han har også rullet mange timer med redaktøren, og nu stiller han så til start på 100km-ruten i Skanderborg.

“Mine forventninger til Danmarks Højeste er ikke specielt individuelle. Min form er ikke hvad den var håbet i år, men det går fremad. Derfor forventer jeg at jeg kan hjælpe holdets kaptajner (RED: hvem det så end er) så langt som muligt, og ikke som sidste løb (RED: Bakkeløbet) hvor jeg blev sat på anden bakke, på den næste, og den næste, og Yding og Lyngbakken. Jeg ser frem til at kaptajnerne forhåbentlig kører i top 20. Personligt håber jeg på en top 40, og at mærke en fremgang. Træningen har været god, så det burde være muligt.”

Alléz Jonas – du skal nok klare en top 40. På redaktionen skyder vi ham noget højere oppe.

Daniel Vestergaard – 100km

Vores helt egen tidligere semi-pro, Daniel, har efterhånden ramt en formtop. Han kører stærkt pt. – også selvom han selv kun taler om bagerstop, indkøb og damecykler.

Daniel udtaler: “Alene navnet på løbet virker en smule angstprovokerende og sidst jeg kørte det fik jeg da også en gevaldig justering på den lange rute (140 km). I år er det tid til at prøve kræfter med bakkerne omkring Skanderborg igen, denne gang dog ’kun’ på 100 km’eren, hvor AoC stiller med et stærkt hold. Her er min personlige ambition at sidde med så længe som muligt og få nogle gode km i benene og gerne med lidt mere fart end på de ugentlige cykelture op til Kvickly. Afhængig af om succeskriteriet opnås skal der naturligvis straftrænes i større eller mindre grad den følgende uge. Hvis missionen derimod mislykkes har jeg dog allerede, i god cykelryttertradition, en god undskyldning klar; Jeg havde brugt for mange kræfter til DGI Holdløbet i Tilst tirsdag d. 28. maj og dermed ikke restitueret ordentligt.”

Og den sidste undskyldning kan vi alle bruge – undtagen Jeppe.

Søren Kuipers – 100km

Endelig til skribenten selv.

“I 2018 havde jeg min debut på 100km-ruten. Lad mig sige det med det samme: Jeg havde virkelig set frem til løbet sidste år. Jeg havde luret feltet ret godt af, jeg var i superform og hvis alt flaskede sig, mente jeg selv, at jeg ville kunne køre en podieplacering hjem – som minimum top 5. Jeg endte langt derfra primært pga. sygdom. Formen er i år ikke helt samme sted, men stadig god. Så jeg håber – og tror – på en top 15-placering. Vi på AoC stiller et stærkt hold, så de normalt mange ryttere fra Cykelmagasinet skal nok få hilst på os.”

Ruten, vejret og menneskene gør normalt dagen til en generel skøn dag i det østjyske.

Vi ses!

Der er noget skønt over at stå op klokken 05, på en dansk sommermorgen, med skyfri himmel, og den der helt særlige stilhed, som kun en tidlig søndag morgen kan byde på, når vores travle land, ligger næsten stille. Solen hænger lavt og skaber smukke kontraster i landskabet. Fuglene er naturligvis stået op, men ellers er det eneste liv jeg møder, på vej indtil Aarhus for at hente min makker til dagens motionsudfordring, et par dovne harer, og et enkelt ungt menneske, der stavrer hjemad, fra aften i byen. 

Tekst & Foto Uggi Kaldan (Foto Nordjylland Rundt © Lars Rasmussen & Erik Andreassen). 

Fredagsbar, og full gas… en anderledes optakt

Det er ikke mange år siden at jeg stillede op til motionsløb med det klare mål, at køre så hurtigt så muligt, jeg skulle helst være med i front, “der hvor det er sjovt”. Jeg vil stadig gerne være med i front, og stadig gerne køre hurtigt… men, jeg gider altså ikke gå i seng klokken 21 på en fredag, og sige nej tak til et hyggeligt glas vin med hustruen, bare fordi jeg skal ud og deltage i et motionsløb, dagen efter.

Nu kombinerer jeg tingene. Så fredag stod den på et par glas hyggelig hvidvin, i solen med hustruen, og bagefter om aftenen, 45km full gas på rammen for lige at få benene blæst godt igennem. Måske lige i overkanten, i forhold til 200km fra morgenstunden dagen efter, men jeg skulle jo bare ud og sidde i et felt og hygge mig, og benene føltes gode, så hvorfor ikke fyre den af?

Et fantastisk startområde på Aalborg kaserne

Når man bor i Aarhus, kan det godt virke som om der er lidt langt til Nordjylland, men starten i Nørresundby, nord for Aalborg, ligger lige ved motorvejen, så det tager faktisk kun en smule over en time, at komme til start. Der er glimrende parkeringsmuligheder, på kasernen hvor løbet starter, og kompetent betjening fra løbets medhjælpere, der var gode til at sørge for at pladserne blev fyldt op, på fornuftig vis, det spillede.

AoCs nye mand Jonas Jensen, var med til start, og vi har begge trænet rimeligt stabilt i år, uden rigtigt at føle at vi er i super form, men dog heller ikke i dårlig form. Vi aftalte at følges ad, og egentlig bare forsøge at hænge på feltet. Så måtte vi prøve at komme med når der skete udskilning, og så se hvad det kunne blive til. Jeg havde absolut ingen forventninger, ud over at jeg glædede mig til en sjov dag på cyklen, og det blev det!

Inde i hallen i målområdet var der opstillet borde man kunne sidde og slappe af ved, der var fine toiletforhold  og mulighed for at få et bad efter løbet hvis man skulle ønske det. Derudover var der gratis kaffe og rundstykker til den nette sum af en 10er. Stemningen var hyggelig og afslappet. Nummerudleveringen fungerede perfekt, i det hele taget intet af klage over!

Lusepustere og slingrefise…

Alle planer om at ligge og hygge sig et felt blev dog saboteret inden start af ærgerrige motionsbanditter. Åbenbart var der en del deltagere, der var så bange for at ikke at få en god placering, at de luskede sig med i startgruppe 1, som burde have været på 50 ryttere, men som i stedet endte med at tælle 64. Det betød så omvendt at gruppe 2 blev meget lille, faktisk stod vi kun 12 mand til start. Det havde været noget sjovere at være 26. Synes egentlig godt dem der sniger sig med i gruppen foran, lige kan huske på, at det kan have stor betydning for oplevelsen hos dem der skal starte i gruppen efter.

Nå, men det gad Jonas og jeg ikke at lade os slå ud af, så vi besluttede at den sgu bare skulle have én over nakken, og det fik den så. Jeg kørte med lidt tempo direkte fra start, og det gjorde at vi var 5 mand, der efter 5 km var kommet afsted. Alle gad at arbejde og vi fik kørt de første par timer med omkring 38km/t, i modvind, det kostede lidt kræfter.

Derfor var det meget fedt at vi faktisk fik indhentet en god gruppe der var startet i gruppe 1, og som kørte rigtig fint rundt. De kørte noget langsommere end vi havde lagt ud, men det var rart at få lidt flere at dele føringerne med. Ingen i vores lille 5 mands gruppe havde alligevel benene til at fortsætte tempoet fra vores hårde udlæg til mål, så det var fint at få lidt læ.

Ved første depot omkring 90km gik gruppen lidt i opløsning, nogle ryttere kørte forbi (bl.a 2 ryttere fra vores oprindelige 5 mands gruppe) – mens Jonas og jeg stoppede ind og fik fyldt på. Ikke et prangende depot, men der var alt hvad man havde brug for, vand, energidrik, bananer, kage, og  ikke mindst rugbrødsmadder med Nutella, en ekstremt undervurderet spise, når man cykler lange distancer, synes jeg.

Jeg kan faktisk ikke helt præcis huske hvordan løbet lige forløb herefter, men jeg havde gode ben, så jeg satte tempo på i de grupper vi kørte i, hvilket  også kostede lidt for nogle af dem vi kørte sammen med. Da vi ramte depot 2 var vi i hvert fald ikke så mange tilbage. Jeg valgte at køre direkte forbi depotet. Her BURDE jeg nok have været stoppet, for at fylde den ene dunk på 750ml jeg havde med på dagen, men det gjorde jeg ikke.

Til gengæld var jeg fornuftig og fik kigget bagud og så at der lå en gruppe, som så ud til at køre ok, så i stedet for at ligge at munke i nogle kilometer og bruge en masse kræfter (og sandsynligvis alligevel blive indhentet) – så ventede jeg på gruppen, og kom på dæk, sammen med Jonas i øvrigt.

Fornuftigt disponeret løb, men havde for lidt vand med.

På et tidspunkt går den gruppe dog også lidt i opløsning, og så kører jeg væk, Jonas brænder en tændstik af for at komme med, og trækker Matthias Jensen, som ses på billedet herover med den funky hjelm, med op til mig. Desværre lige inden en lidt længere bakke, hvor Jonas ender med at ryge af. Herefter er det mig og Matthias der følges til mål. Vi fik indhentet de 2 der var kørt i forvejen ved 90km depotet, og sat dem af, så nu var vi de forreste i gruppe 2. Det var jo næsten en slags finale.

Det blev dog aldrig rigtig noget kapløb, for med omkring 15 km til mål, løb jeg helt og aldeles tør for vand, og måtte sige til Matthias at det var game over for mig. Jeg kunne simpelthen ikke tage min del af arbejdet mere, så enten måtte vi lige hurtigt stoppe et sted, og fylde lidt vand på mig, eller også kunne han trække mig til mål, hvis jeg kunne holde hans hjul.

Matthias ville hellere trække mig til stregen end at stoppe (passede mig fint, da et stop så sent i et løb godt kan give stive ben), så det gjorde han, og jeg lod ham naturligvis køre først over stregen uden kamp, som lovet. Sammenlagt drak jeg 1,5 liter vand på de 200km som vi kørte på 5 timer og 52 minutter, det var sgu for lidt. Må erkende at det alligevel var for dovent, kun at have én 750ml flaske på cyklen, fordi jeg ikke gad flytte værktøjet fra min grejdunk over i baglommen inden start, det gør jeg næste gang.

Nordjylland Rundt er et super løb, hvor der er styr på det hele. Nummerudlevering spiller, kaffen er varm, starten er velorganiseret, ruten er god, der er fine markeringer, og afslutningen foregår på en lukket løbebane, hvor man helt uhindret kan køre en spurt, det er mit indtryk at det fungerede godt.

Jonas kom i øvrigt ind 10 minutter efter Matthias og jeg, efter også at have haft en rigtig fin og sjov dag på cyklen også, men han var lidt træt af at han ikke havde kunne sidde med på bakken.

Et godt løb, som vi klart anbefaler

I mål var der pastasalat og cola man kunne købe for en 20er, man kan måske godt diskutere om ikke der i budgettet var plads til en enkelt sodavand til deltagere der kommer i mål også, men det er en lille detalje i et løb der ellers var super velorganiseret.

Skiltningen på ruten var god, nogle steder var det dog helt tydeligt at der var fjernet nogle skilte, hvilket desværre er noget mange danske motionscykelløb kæmper med. Jeg har gjort til til en vane at have ruten på min GPS, så jeg havde ingen problemer. I øvrigt havde arrangørerne sat 2 – 3 skilte op, alle kritiske steder, så selvom der nogle steder tydeligvis manglede et skilt, så skulle man heldigvis ikke kigge sig alt for meget omkring, for at se hvor man skulle hen. Tilsynelande kan de fleste vandaler kun finde ud af at fjerne ét skilt, så det er en stor fordel at Nordjylland Rundt opererer med rigeligt skilte.

Arrangøren beretter dog også om en stædig lokal, der 4 gange, flyttede et skilt, så det ledte rytterne forkert. Det er mig en gåde hvorfor man på den måde forsøger at sabotere andre folks oplevelser. Men til arrangørerne ude i landet kan jeg blot give videre at mere end ét enkelt skilt i svingene tilsyneladende virker, og så i øvrigt opfordre alle deltagere, der har muligheden, for at køre med ruten på GPS, du hjælper ikke kun dig selv, men faktisk også andre der kører uden og arrangøren.

Nordjylland Rundt er et super sjovt løb, på en en rigtig fin rute, der ikke byder på ret mange højdemeter, og de bakker der er, er lange og bløde. Går man og overvejer at komme ud på lidt længere distancer, 140, eller endda 200km, så er løbet bestemt et godt sted at debutere. Jeg kan ikke udtale mig om de kortere ruter, men tænker at oplevelsen her er mindst ligeså god, som den vi havde.

I øvrigt tilbyder Nordjylland Rundt faste grupper på de kortere distancer, hvor man ruller rundt i et fastlagt tempo, således at der ikke køres nogen form for ræs overhovedet. Det tilbud tænker jeg der er mange der synes er tiltalende, så de slipper for den uro det kan være i et felt, hvor folk gerne vil ud og vise hvor hurtigt de kan køre.

Tak for i år, vi ses helt sikkert igen.

Læs mere om Nordjylland Rundt: HER – smid da også lige et like efter deres FB side, og se billeder fra i år HER

Der er noget særligt over at deltage i et helt nyt løb. Der er noget særligt over at tage til Island, når man hedder Uggi, og faktisk aldrig har besøgt landet før. Der er noget særligt over gravel. Over at opleve et land på cykel. Et helt nyt og jomfrueligt land, for mig. Det er faktisk særligt. 

Af Uggi Kaldan – Foto The Rift & Uggi Kaldan

Destination vilde, smukke, Island

Det vil være en mild underdrivelse at sige jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt vildt. Det første gruscykelløb på Island. Mit første besøg på island. Kilometer efter kilometer, i smuk og vild natur. Kun én selv, og ens cykel. Åndedræt og pulsslag. En oplevelse for livet.

Inden jeg begyndte at cykle, havde jeg faktisk en drøm 0m at tage til Island og udforske øen til hest. Jeg nåede så langt i planlægningen at jeg tog ridetimer, på en islænder, hos en nørdet hestetræner, der boede i nærheden af Randers. Længere nåede jeg dog aldrig med planen.

Indtil Island pludselig ud af det blå, lokkede med eventyr på jernhest, og muligheden for at udforske en lille del af landet, på to hjul.

En hest og en cykel, kan måske ikke sammenlignes, synes mange, men det synes jeg faktisk de kan. Oplevelsen kan sammenlignes, i hvert fald hvis man stiller den op overfor at tage på eventyr i bil.
En bil kan naturligvis også bruges til eventyr, men det er en anden oplevelse.

Til hest og på cykel, bremser man tiden. Du kan godt have travlt på cykel, og til hest, men dine ben, eller hestens, sætter en naturlig begrænsning.

I bilen er der ingen begrænsninger. Kun fartgrænser, og kampen mod din egen utålmodighed. I bilen føles det næsten altid som om man kommer for langsomt frem, selvom man kører hurtigt. På cyklen og til hest føles det som om man flyver afsted, selvom man ret beset ikke bevæger sig voldsomt hurtigt.

Men dog hurtigere end at gå. At gå 200km på én dag, vil alligevel være svært for de fleste. På cykel er det muligt. Man når vidt omkring.

Samtidig er der tid nok til at opleve, til at se sig omkring, og suge landskabet ind. Man kan føle og se underlaget, lugte naturen, mærke varmen, eller kulden, eller regnen. Der er noget ganske særligt over at opleve naturen, på den måde.

200km på én dag, eller 70…

Der er 2 ruter, 200km og 70km. Hvis man har trænet bare lidt, så vælger man naturligvis ruten på 200km. Hvorfor ikke se så meget så muligt, når man nu endelig er på Island. Jeg er inviteret til Island af Marin Bikes, der skal have taget billeder af en helt ny cykel til grus.

Danske Pas Normal er også til start. De sponsorerer løbet. Jeg kender nogle af deres deltagere, jeg tror de kører fra mig. Til gengæld kan jeg drikke flere øl end de kan, lad os se om de tør tage udfordringen op. Til gravel er det heldigvis helt ok at drikke øller efter løbet, med alkohol i. Faktisk har the Rift deres helt egen øl!!.

Der er også en masse amerikanere til start. Faktisk er over halvdelen af deltagerne på 200km ruten fra USA, Lauf der organiserer løbet sælger også 95% af deres produkter i USA, så det er måske ikke så mærkeligt, men alligevel. Det bliver en kæmpe fest!

Ready set, fly!

I morgen er der afgang, fra Kastrup, om eftermiddagen. Flyveturen er 3 timer, så i morgen aften kommer nok mest bare til at handle om at checke ind, pakke ud, og slappe af, inden den står på social rides, fotosession, og sikkert også en øl eller to fredag aften.

Jeg har ingen planer om at køre “race” lørdag, så der kan sagtens drikkes et par øl, uden det får nogen betydning for oplevelsen. Nu vil jeg pakke noget grej, det er altid sjovt at dimse lidt med gear til sådan en tur.

Cyklen er min Specialized Diverge monteret med Panaracer dæk, AbsoluteBlack klinge foran, KMC kæde, Supacaz styrbånd, og så et sæt tøj fra Pas Normal, som jeg glæder mig til at vise frem! :) Jeg kan godt li at udstyret har lidt farver, som det kan ses på cyklen. Why so serious, som Sagan siger.

Der er mange slags deltagere i motionscykelløb, heldigvis er der plads til alle. I Randers er der både hurtige væddeløbere i front, diesel slidere i 2. gruppe, hyggeonkler længere nede i feltet og så dem hvor 107km er en kamp, en ægte udfordring,  hvor det at gennemføre er en sejr. 107 km er da egentlig også en pæn sjat på cykel. 

Af Uggi Kaldan – Foto Fjordløbet

Fuld fart på i fronten af løbet

Jeg har kun deltaget i Randers, hvor der var medvind i starten. Det giver altid nogle vilde starter. Der bliver kørt vanvittigt hurtigt, 44km/t viste GPSen, på de første 40km, fortalte min makker Søren efter løbet. Jeg røg af lidt før. Søren endte i øvrigt 10. hurtigst, det er vildt flot af skolelæreren, han kører virkelig stærkt.

Starten af Fjordløbet blev sidste år flyttet til centrum af byen. Jeg forestillede mig, inden løbet, at det var en super idé, men jeg synes faktisk ikke løbet har formået at skabe samme stemning som tidligere, hvilket er ærgerligt. Jeg synes der manglede borde og bænke i målområdet, og noget musik, bare en DJ, og hvor var pølserne? Jeg fandt dem aldrig.

Der var også kun en meget lille dunk vand til at fylde dunke med, og ingen energidrik, i det hele taget manglede der lidt kærlighed.

Selve løbet et vildt velorganiseret

Ruten er virkelig fed, den har de bare “nailet” i Randers. Små snoede veje, flade stykker, hvor der ofte er lidt sidevind, og hårde bakker, uden det dog stikker helt af, med andre ord en rute, hvor alle kan være med, og med utroligt få lyskryds, det er altid et plus på en motionsløbsrute. Antallet af flagvagter var også imponerende, og skiltningen var ret god.

Personligt kørte jeg godt nok forkert i et sving, hvor der endda stod en flagvagt. Jeg undrer mig stadig over det kunne lade sig gøre, men er nået frem til at vi begge to var lidt skyld i at det skete. Han var ikke helt klar og tydelig i sin markering, og jeg fik vist ikke set ordentligt efter hvor han faktisk pegede hen, shit happens, det er derfor jeg altid anbefaler at man har ruten på sin GPS, det havde jeg glemt på dagen, dumt!

Depoterne var ikke specielt interessante, noget der måske kunne opgraderes en del på. Der er mange tilbud til os motionsryttere, så det handler om at skille sig positivt ud, depoterne er et oplagt sted at sætte ind. Desværre har løbet i Randers de senere år mistet en del deltagere, og det er faktisk synd, for løbet er fedt, men der mangler lidt lækkerhed over hele linien, for løbet er ellers virkelig en velsmurt maskine.

Masterbil i front. MCere til de forreste grupper, masser af flagvagter, god rute. Hvis man vil køre lidt stærkt i front, så er løbet rigtig fedt, men for hyggesegmentet, så skal der kræses lidt mere.

Tak for en sjov tur

Vi havde en mega sjov dag hvor Søren cyklede til start fra Beder (212km i alt) og jeg kom fra Lystrup og burde være endt på 175km, men kun nåede 130, da jeg stod af løbet før tid efter jeg kørte forkert, fordi jeg var sur på flagvagten. Det var plat, han gjorde det helt sikkert ikke med vilje, og jo, jeg mener godt han kunne have stået lidt smartere, men altså, jeg var alligevel sat fra frontgruppen, så mere betød det jo ikke.

Det var en sjov og hyggelig dag i Randers, og et løb der helt sikkert kan anbefales til andre motionister, på alle niveauer. Jeg ved arrangøren læser med her, så næste år er der kræset lidt mere for hyggesegmentet, det er jeg sikker på! Det glæder jeg mig til at komme tilbage og opleve.

Tidligere i år var jeg Torben Bartholin og redaktøren på nattetogt i Nordjylland. I sidste øjeblik (samme dag) fik vi en start til BDO Coast2Coast, der er et natteløb, med mange tusind deltagere. Ikke færre end 13 forskellige discipliner byder løbet på, fordelt på 7 ruter. Cykling, løb, rulleski. Korte og lange ruter. Sikke en fest! 

Tekst og Selfies Uggi Kaldan :P 

WOW, det er jo et kæmpe løb!?

Det var min første tanke da Torben og jeg ankom til starten, og jeg så hvor mange ryttere der faktisk er til start!! Tænk at AoC ikke har dækket så stort et løb i DK endnu, det er simpelthen for dårligt! Årsagerne til at vi ikke har været forbi endnu, tror jeg mestendels skyldes at det foregår om natten, hvem gider lige cykle om natten?

Det er der åbentbart rigtig mange der gider! – og det er ikke bare “hurtige” ryttere som Torben og jeg, men virkelig alle slags deltagere, og alle slags cykler. Cykler, løbesko, rulleskøjter, ski og masser af glade mennesker, i skøn forening. Særligt på de korte cykelruter havde folk pyntet deres cykler med alverdens lyskæder og lygter, så de kunne lyse op i mørket. På billedet har gutten sat en arbejdslampe på styret, det er sgu da sjovt, men ikke specielt aero hehe. Stemningen i startområdet var virkelig helt i top.

Solhverv markerer starten

Årets længste dag, og dermed også årets seneste solnedgang, markerer starten på løbet, præcis klokken 22:08. Jeg elsker de lange danske sommeraftener, og jeg synes det er helt fantastisk med et løb, der hylder det danske solhverv på den her måde. Man kører uden chip, så man kan ikke vinde noget, man kan komme først, det er dog overhovedet ikke noget løbet lægger op til. Det er oplevelsen, der er i højsædet.

Til at starte med skal jeg blankt erkende at Torben og jeg gik i “race mode”. Den fik bare én over nakken, ud i mørket, og det kan man også sagtens, selvom den indledende del på cykelsti ikke var egnet til at køre ræs. Jeg synes vi kørte fornuftigt, men retrospektivt tænker jeg over hvorfor vi egentlig havde så travlt, det var der slet ingen grund til.

Små lysende oaser i mørket

Over stok og sten gik det, og vi fik slet ikke stoppet den første halvdel af ruten, for at udforske de mange depoter løbet ellers byder på. Faktisk er der kun 15 kilometer imellem hvert depot, så det er umuligt at gå sukkerkold, hvis man altså stopper! Inden starten på løbet havde jeg godt læst at der var ret mange depoter på ruten, og tænkte, ok, hvor mange depoter har deltagerne egentlig brug for!?

Men det er ikke bare depoter, det er klostre, slotte, og som på billedet herunder, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, hvor man cykler lige ind gennem akvariet, det er altså ret sjovt tænkt!

Men det var bare starten (efter 21km) på en rigtig sjov aften / nat, hvor der med jævne mellemrum dukkede lysende oaser op i mørket, med hver deres særkende. Flere af depoterne serverede en lille smagsprøve af løbets egen øl. Der var ildfade, lyskæder, musik, glade frivillige, og i det hele taget en helt særlig stemning.

Jeg er kæmpe fan, og min eneste fortrydelse er faktisk at jeg ikke har deltaget før, og at vi troede det handlede om at køre hurtigt. Vi skulle bare have taget den med ro, og nydt alle de fine depoter, i stedet for at køre forbi halvdelen og tro det var et ræs. Der var ikke ét eneste depot for meget.

Solopgang og palmestrand

I mål har arrangørerne skabt en kæmpe fest, med palmestrand og musik. Festen var i fuld gang da vi ankom, nogle deltagere cykler jo “kun” 50km, så de var naturligvis både i mål, og på vej hjem, da vi ankom v.4 tiden. Måske kom vi endda først på 150km ruten, hvis vi gjorde var det seriøst ikke nogen bedrift at skrive hjem om.

Når jeg skal deltage igen (og det skal jeg helt sikkert), så vil jeg samle et hold af venner, der er med på at køre med god fart, men også lige have tid til at stoppe ved de flotte depoter og nyde, at der er en arrangør der har gjort så meget ud af at skabe en fed stemning til sit løb, for det har de virkelig hos Coast2Coast. Det er en rigtig fed oplevelse. Vi anbefaler løbet til alle der har lyst til at prøve en anden slags oplevelse på cykel. Prøv det!

Torben og jeg havde i øvrigt parkeret bilen v. starten, som går fra Skallerup Seaside Resort, og skulle derfor cykle de 45km retur til bilen, fra Frederikshavn, efter vi var kommet i mål. Jeg anbefaler på det kraftigste at tage en chauffør med, og få vedkommende til at køre bilen til Frederikshavn så man kan køre hjem efter løbet, eller alternativt parkere i Frederikshavn om aftenen, og cykle til start, det kan man også.

Vores tur kan i øvrigt ses på Strava HER

TAK FOR I ÅR COAST2COAST – VI ER SÅ GLADE FOR AT I INVITEREDE OS MED OG VI SES IGEN!

Sidste år deltog vi både i Silkeborg og i Farum, og det var mega sjovt begge steder, en rigtig sjov dag på rammen. Du kører som et hold på 4 personer, der skal give den max gas på en 54,6km rute, samme distance som Fabian vandt OL guld i Rio på. Good times

Af Uggi Kaldan

Samarbejdet i centrum

Man kan selvfølgelig køre efter at blive de hurtigste, men der bliver virkelig kørt hurtigt i front, så for de fleste vil det sjoveste element af Chasing Cancellara være samarbejdet på det hold man nu får sat sammen. Sådan var det i hvert fald for os sidste år. Nogle er stærke, andre er knap så stærke. Men det er faktisk utroligt sjovt at få samarbejdet til at fungere bedst muligt.

I Silkeborg havde vi Søren Kuipers til start, og han gjorde det glimrende sammen med sine 3 makkere, hvor én af dem kørte super godt, og de to andre havde deres kamp med at følge med!

Samme scenarie udspillede sig i Farum, hvor jeg havde samlet et “all stars” hold, hvis eneste opgave var at slæbe mig i mål. Holdet bestod af Jeppe Tolbøll (A), Mathias Matz (A) og Michelle Quaade (Dame A). Det blev også en mega sjov dag, hvor jeg havde mit hyr med bare at sidde på dæk, men vi endte da på en fin 4. plads.

Desværre har vi ingen billeder af holde ude på ruten fra Farum, men sjovt var det!

Team øl i Silkeborg og AoCs bedste venner i Farum

AoC er igen i år til start både i Silkeborg og i Farum. I Silkeborg er redaktøren blevet inviteret med på “Team Beer”, et utroligt seriøst hold (som navnet antyder), vi er 4 mænd plus 40, og vi regner naturligvis med at slå alle andre, inklusive Cancellara :D :D haha.

I Farum har jeg sammensat et fantastisk hold, dog ikke så stærkt som sidste år, men med nogle af AoCs gode venner, Michelle Quaade stiller op igen, hvilket jeg er virkelig glad for, hun er altid en humørspredere, og så kører hun hurtigt.
Ultracyklisten Michael Knudsen er også til start, han har krydset Rusland på cykel, og kører en ond enkeltstart.

Sidste mand er Niki Byrgesen, tidligere banelandsholdsrytter, gæsteskribent på AoC – stoppede med at cykle en periode, men er nu tilbage på rammen. Han siger selv han bare træner for sjov, men jeg kender de der gamle cykelryttere der bare siger de ruller for sjov – og så kører de én midt over…

Det bliver nok en dag på hjul, igen, i Farum – men faktisk tog jeg én føring sidste år, så måske fordobler jeg det antal i år haha.

Kør som Cancellara

Èn af partnerne på Chasing Cancellara er ABUS, og dem har vi fået med på en sjov konkurrence blandt de hold der er meldt til, eller melder sig til én af de to afdelinger af Chasing Cancellara. 4 cykelhjelme til holder der vinder, hold øje med AoCs Facebook senere i dag.

De 4 hjelme er modellen “AirBreaker” og har en værdi af 6000 kroner, så det er ikke en dårlig præmie. Hjelmene udleveres på dagen til løbet, i str. til de 4 deltagere på jeres hold, og i valgfri farve. Så får I taget et prof billede, med ens hjelme til evig arv og eje, hjelmene må i naturligvis også beholde.

Læs mere om ABUS Airbreaker her!

Når jeg deltager i nye cykelløb, og ikke mindst nye typer cykelløb som Hansens, slår det mig ofte – hvor længe mon det koncept holder? Vi ved nu at gravelcykling er blevet enormt populært og det ser ud til Hansens ramte rigtigt med deres gravelløb. Den 17. august 2019 deltog jeg så for tredje gang, af fire mulige, og må bare bukke mig i det våde grus og sige tusind tak. Selv om det er dyrt at deltage, så spiller det 100% fra start til slut og pengene er givet rigtig godt ud.

Tekst af Henrik Jappe, fotos af GripGrab, Martin Paldan mfl.

Hvorfor det fungerer godt er helt sikkert meget individuelt og med 487 tilmeldte, må konceptet favne bredt og formå at gøre mange glade. Mine bedste bud på hvorfor det skal have fem stjerner ud af fem mulige kommer her…  VIL DU LÆSE HELE ARTIKLEN SÅ KLIK HER!!

**//

AOC OG BIKINGS.dk I SAMARBEJDE

Vi vil gerne have vores artikler ud til endnu flere læsere, så derfor samarbejder Bikings.dk og AoC de kommende par måneder, ved at dele en række artikler fra hinanden. Herefter evaluerer vi på hvordan det fungerer, og der kommer nok lidt justeringer undervejs. Feedback modtages gerne.

I går løb danmarks hurtigste, vildeste, og mest Rock n Roll gadeløb af stabelen, på Ingerslevs Boulevard, i hjertet af Aarhus. Den 10.(?) udgave af løbet, blev en kærlighedserklæring og en magtdemonstration. Det her er cykling. Hurtige drenge og piger, trimmede lår og tynde kroppe. Store stjerner, uden sikkerhedsvagter, uden ferrarier, uden jakkesæt og uden VIP. Bare ude og hylde den sport, de er en del af, med alle os andre. Det var fandme smukt. 

Tekst og foto Uggi Kaldan 

Vi mødtes på torvet og kørte ræs, med danmarksmesteren!

Hvad er målsætningen i dag? Spørgsmålet er klassisk. Jeg står på forreste række og Grand Prix GSV starter om få minutter. Småfed motionist, ovre sin bedste alder, i hvert fald i sportshenseende. Ved siden af mig står danmarksmesteren, Michael Mørkøv, og ved siden af ham, én af danmarks bedste og mest vellidte cykelryttere, i sit sidste løb, sit afskedsløb, Matti Breschel.

Min målsætning? Der er vist ingen mål jeg kan nå i selve løbet, som ikke allerede er opnået, her på stregen, inden løbet overhovedet er skudt i gang. Jeg har jo ret beset intet at gøre i samme løb som 2 WT ryttere, serie 6 matchet mod superligaen. Men ligesom pokalfodbold har sin charme, så har gadeløb, med blandede klasser, det også.

Lige den her aften i Aarhus, hvor festugen indledtes, og et felt benovede cykelryttere og motionister stod til start, var der dog ingen der holdt med “the underdogs”. Alle holdt med Matti og Danmarksmesteren. Vi andre var statister i en genial fejring, orkestreret af nogle af Mattis største fans, gennem hele hans karriere, Gruppo Sportivo Velopresse. Og sikke en afsked de fik stablet på benene, Chefen og Kaptajnen, kæmpe fucking chapeau!

Anders Lund giver et nummer

Der er to felter til GP GSV, ét for børn og ét for voksne, derudover ingen aldersklasser, eller kønsopdeling. Naturligvis også kun ét podie. Aldersklasser i motionsløb er noget triatleter må have fundet på. Det er så dumt. Hvis man starter i samme felt, så kører man om ét podie. Nej, det er ikke snyd at min datter på 3 år ikke kom på podiet, og blev slået af drenge på 10+ år. Det er heller ikke snyd at jeg i en alder af 41 blev slået af Matti Breschel og Michael Mørkøv.

Athene på 3 år bekymrede sig i øvrigt overhovedet ikke om noget podie, hun var mere optaget af om landstræneren, Anders Lund, der traditionen tro indskriver deltagerne, ville forsøge at hapse hendes småkage og hendes kop mælk, mens han skrev startnummer på hendes hånd, med sprittusch. Faaar, hvorfor må manden tegne på min hånd med tusch, når jeg ikke må? Landstræneren bestemmer skat! #Lifelessons.

Far med børn til cykelløb…

Det giver et par udfordringer at være alene afsted som far, med en 3 årig, og en 7 årig, der skal starte i samme felt. De kører ligesom ikke helt lige hurtigt. Jeg sagde til Siri min ældste, at jeg synes hun skulle følges med mig og Athene, men man er vel fars datter!. Da først startkanonen knaldede, så slukkede hjernen og benene tog over, full gas på pigebarnet.

Men de kører altså hurtigt de der 10+ årige drenge (og piger), og så endte Siri på mellemhånd. Man kan hurtigt føle sig meget alene i verden, på en rundstrækning med mange mennesker, midt i Aarhus til cykelløb, uden far i syne. Næste år må hun køre hurtigere, så drengene ikke stikker af fra hende.

Athene havde derimod en fest, da vi fulgtes rundt på rundstrækningen. Hun blev godt nok hylet lidt ud af den af en hysterisk flagvagt, der ikke kunne forstå at vi OGSÅ var med i børneløbet. Det var der ingen grund til, der var helt styr på det, og rytterne havde masser af plads at passere på. En anden gang, kære flagvagt, det er altid en dårlig idé at råbe manisk efter børn på 3 år, der koncentrerer sig om at cykle, især når der kommer en flok hurtige ryttere bagfra. Jeg fik da heldigvis stoppet den lille, inden hun fik svinget cyklen direkte på tværs af kørebanen, i retning af den forstyrrende lyd…

Det fik vi dog rystet af os, inden mål, og se lige en målgang der ventede årets (måske) yngste deltager!!

En eventyrlig afsked, til en stilfuld rytter

Mit eget løb bagefter gik, som den slags nu går. Det var hårdt, jeg led, jeg sad på danmarksmesterens hjul, en halv omgang, lykkelig, så overhalede han mig med en omgang, game over. Herefter kørte han lead-out for Matti Breschel, der vandt, i sit sidste løb nogensinde, ført til sejr af danmarks bedste cykelrytter, lige nu. Man kunne ikke have skrevet manuskriptet bedre. Det var smukt, sjovt og skørt. Det var Grand Prix Gruppo Sportivo Velopresse.

Børneløbets podie blev besat af ungdomsryttere fra CK Aarhus, der udraderede alle de børn der håbefulde var mødt op på helt almindelige cykler, og måske havde forventet medaljer og sejr til alle, i 15 politisk korrekte kønsopdelte aldersklasser, fra 1 til 15 år. Der var én klasse, og ét podie, og dem der trænede i klub, ryddede bordet. Pædagogisk, nok ikke helt, men det har cykling alligevel aldrig været.

TAK GSV – sådan siger man farvel til en stor rytter.

Cancellara stillede til start med et mega skarpt hold, bestående af ham selv og 3 danske kontiryttere. Dem vidste vi naturligvis godt vi ikke havde en jordisk chance for at slå. Da vi stod og skulle til at starte, opdagede vi dog at Bjarne Riis var sat til at starte 1 minut efter os! Hans hold så noget mere menneskeligt ud, så målsætningen blev med det samme; vi skal fandme slå Bjarne! 

Af Uggi Kaldan | Foto Chasing Cancellara

Mesteren Cancellara, kan endnu!

Det var et virkelig skarpt hold arrangøren havde sat til Cancellara. Fabian selv har måske taget et par kilo på siden han var prof, men han står nu skarpt stadigvæk. Hans hold var 3 danskere fra Team Waoo. Michael Carbel, Rasmus Guldhammer og Silas Clemmensen. På dagen forlyder det at de 3 tynde kontiryttere pressede Fabian på bakkerne, til gengæld kørte “den gamle” fra de unge, på flad vej. Imponerende.

1 time og 14 minutter kørte de rundt på i Silkeborg, med en snitfart på 44.3 km/t. Tiden er virkelig tæt på Fabians sejr i Rio i 2016, hvor han solo kørte de 54,6 km, på 1 time og 12 minutter. Det var altså en meget realistisk udfordring, vi som hold stod overfor i Silkeborg i lørdags. Vi kørte et super pace, kom med hjem alle sammen, og var overhovedet ikke i nærheden af at slå Fabian og venner.

Team BEER udfordret af en teknisk rute

Som navnet måske antyder, så var det ikke et hold besat af fanatiske supermotionister, jeg var endt på, til udfordringen i lørdags. Vi var dog 4 herrer i udmærket form, og på nogenlunde samme niveau, det er en god start til en TTT. Ruten viste sig at være en udfordring for 4 ryttere, der vejer mellem 80 og 90kg. Profilen var ellers ikke skræmmende på papiret, med sine 650 højdemeter, fordelt på 54,6 km. Det lignede de fleste bakker var af den slags man kunne rulle henover.

Oplevelsen på cyklen var dog en anden, vi led på skift, på bakkerne, og havde svært ved at køre hurtigt og samlet, gennem flere af de mere tekniske passager, ruten bød på. Det gjorde det svært at finde en god rytme, og personligt synes jeg, der manglede et eller to regulære tonserstykker, hvor man kunne give den gas og få samarbejdet til at køre, uden bakker og sving.

Vi holdt vi Bjarne bag os, sejr!

For de fleste deltagere i et event som Chasing Cancellara, er det ganske urealistisk at fange den olympiske mester, i hvert fald når han bliver parret med 3 stærke danske A ryttere. Det kunne godt overvejes om konceptet var lidt sjovere, hvis man man satte Cancellara på et hold med nogle knap så stærke ryttere, så han måske endte på en 10 – 20 plads, således at der faktisk var hold der kunne slå ham. Alternativt kunne man sende Fabian alene afsted på en TT cykel. Det ville også være en sjov tid at sammenligne sig med, og sikkert en ret svær udfordring at slå, selv for de fleste 4 mands hold.

Vi vidste naturligvis godt at vi overhovedet ikke ville komme i nærheden af Fabian og 3 kontiryttere, så vores målsætning blev i stedet ikke at blive slået af Riis, der stod til at starte lige efter os på startlisten. Riis kørte med Daniel Foder, Anders Damgaard og Anders Gram, et hold der i statur og alder matchede vores hold væsentligt bedre, end de tynde siv Fabian var parret med. Vi blev nr. 20 i tiden 1:30, Riis blev nr. 26 i tiden 1:33. Vi gjorde det!!

Det er tydeligt at Bjarne ærgrer sig over han ikke fik skovlen under os, da han viser sine watttal frem til Fabian. – “You didn´t even go faster than Team BEER??” – er jeg ret sikker på jeg hørte Fabian spørge Riis om, eller måske er det bare noget jeg finder på…

Konceptet er stærkt, særligt for virksomheder

Det koster 2400 DKK at tilmelde et hold til Chasing Cancellara, og det er helt fair at det koster, når Cancellara er til start, og der er mastermotorcykler til start og slut. Ruten er flot markeret, sikkerheden er i top, der er markeret med kegler i farlige sving og der er masser af flagvagter. Den del spiller.

Det er også en flot målzone, men målzonen og særligt forplejningen halter for os der deltager på “almindelige hold” uden adgang til VIP. 90% af deltagerne er firmaer, der har adgang til VIP teltet, hvor de får gratis øl, sodavand, mad og kaffe, som “almindelig” deltager får man én sodavand, og en fin lille salat med lidt kylling. Har man deltaget i f.eks. Hansens Cykelløb, der ligger i samme prisklasse, så får tilbyder de 3 depoter på ruten, burger i mål, øl, samt milkshake og kaffe ad libitum, til alle.

Der er et eller andet der ikke helt er i balance ved Chasing Cancellara, når 90% af deltagerne sidder i et VIP telt, og de resterende 10% sidder udenfor. Det er ikke forbi jeg er misundelig på VIP, men det var jo faktisk lidt kedeligt at sidde alene med sit hold ude på græsplænen, uden mulighed for at snakke med alle de andre deltagere om deres oplevelse.

Skulle jeg foreslå en ændring, så gør som Hansen, giv alle deltagere VIP behandling, ellers sæt prisen ned for hold, der ikke har adgang til VIP, i hvert fald hvis målsætningen er at lokke flere motionister til at stille op, der ikke lige har mulighed for at komme til start, gennem en firmaaftale.

Revanche i Farum!

Næste uge tager jeg revanche i Farum, hvor vi helt sikkert heller ikke vinder, men målsætningen er dog en bedre placering end i Silkeborg. Her er mit hold nemlig bedre end i Silkeborg, og ruten er lidt mere venlig overfor mig, der jo ikke er den letteste rytter i verden. I Farum er der nogle bakker, men der er også nogle lange tonserstykker, hvor man lidt nemmere kan sidde på dæk og fede den.

Sidste år gik det mega godt, her havde jeg havde samlet et meget stærkt AltomCykling.dk hold, med vores egen A rytter, Jeppe Tolbøll, den daværende A rytter, nu kontirytter, Mathias Matz, og sidst men ikke mindst, dame A rytteren, Michelle Quaade. Alle 3 ryttere skulle naturligvis holde en del igen, for at slæbe mig med rundt, men rundt kom vi, og vi endte faktisk på en 4. plads, jeg tog lige præcis 0 føringer dengang.

I år er AltomCykling.dks hold i Farum ikke helt så stærkt, men jeg håber alligevel vi kan komme i top 20. Michaelle Quaade er tilbage, og så får vi selskab af ultrarytteren Michael Knudsen, og sidst men ikke mindst, en gammel ven af bloggen, Niki Byrgesen, tidligere banelandsholdsrytter, der efter en pause fra cykelsporten, er tilbage på rammen.

Niki siger selv han ikke træner helt vildt meget, men de der gamle kontiryttere / baneryttere, de glemmer sgu aldrig helt farten på cyklen, så mon ikke jeg igen bliver ham der skal slæbes rundt om Farum, så må vi se hvad det kan blive til placeringsmæssigt, og måske skal jeg endda tage en føring i år…

Skulle du have fået lyst til at deltage i Chasing Cancellara, så er tilmeldingsfristen på onsdag, og hold i øvrigt øje med AoC, hvor vi har et par fede præmier der trækkes lod om på torsdag, blandt alle deltagende hold!

Tilmelding og mere info:  Chasing Cancellara Farum 2019.

Efter mange år i New York, er det stadig eksotisk for mig at kunne køre over en bro, og være i et andet land inden for 30 minutter, så da jeg læste Uggis beretning fra Dead Raven 2018, så var jeg solgt, jeg ville med, hvis jeg kunne få lov!. Dead Raven er nemlig ikke et helt almindelig grus løb, ja det er faktisk en del anderledes end de løb jeg har prøvet i Danmark. F.eks. kan man ikke bare købe billet til Dead Raven, man skal inviteres. 

Gæsteskribent: Claus Rødgaard – Foto: Claus Rødgaard & Tobias Hermansson

En helt unik oplevelse, i smukke, smukke Sverige.

Jeg endte med at blive inviteret til løbet, som egentlig slet ikke er et løb. Det er mere sat op som en oplevelse, hvor overskuddet går til velgørenhed, god karma. Oplevelsen startede allerede inden løbet, arrangøren Tobias insisterede på at gennemføre et lille interview med mig, der skulle sikre, at jeg levede op til løbets værdisæt, at jeg som deltager passede ind i løbets sjæl. Det måske lidt frelst, men Tobias er ”The Real Deal”, med hjertet på det helt rigtige sted, det føltes befriende oprigtigt.

Men det er ikke nok at være en fin fyr, man bør også træne lidt inden løbet. Dead Raven ruten er hård. 3000 højdemeter og 185km, uden afmærkning krydret med masser af vild natur. Ikke meget luksus grus her, i stedet ret mange stejle bakker, og ikke så få tekniske passager, dog ikke således at MTB ville have været det rigtige valg, det er bestemt et løb der bør køres på gruscykel.

Tilbage til min ankomst. Jeg blev mødt af en hyggelig håndfuld ryttere aftenen inden, og mens solnedgangen farvede himlen og vandet rosa, var der arrangeret pizza og øl. Det stod klart for mig, at jeg var landet det helt rigtige sted. Aftenen sluttede med hjemmebagt banankage og Calvados hos værten Tobias, og jeg havde sørget for at tage nogle lokale specialøl hjemmefra, med som tak for gæstfriheden. Perfekt optakt til lang dag i sadlen.

Jeg kunne høre svagt høre regnen tromme på taget, da jeg lagde mig til at sove på min medbragte madras fra 70erne, men lidt dryp fra himlen kunne ikke fjerne mit stort smil på læben, og mine mindst lige så store forventninger til oplevelsen der ventede.

Hvem kan sove, når der venter en stor oplevelse?

Ikke mig! Jeg er nok ikke den eneste, der ikke sover godt, dagen før et stort løb og sådan var det også i Sverige. Ikke på grund af nervøsitet, men jeg var bare klar til at springe på cyklen. Vågnede klokken 06.00 og var i fuld gang med at gøre klar klokken 6.30, det var der jeg opdagede at min Garmin stadig lå hjemme på spisebordet, ups. Det kan jo være en smule vanskeligt at navigere 185 km ikke markeret rute, uden GPS, men jeg havde heldigvis allerede planlagt at køre løbet sammen med min ven Ron, som jeg havde mødt til Dirty Jutland, så mon ikke det gik.

Da vi alle var kommet i det stram lycra, var det tid fælles hjemmelavet morgenmad, på den lille ø hvor løbet starter, med udsigt ud over vandet. Det var virkelig en fantastisk start og der var tid til at snakke de andre deltagere og folk gik rundt og hilste på hinanden. Det kunne man godt lære noget af til andre løb, også selv om danskerne ikke er de mest udadvendte mennesker. Efter en kort race brief cyklede vi alle over til færgen. Færgen er en historie i sig selv. Den er kabeltrukket og sejler ikke længere end 2.5 sin egen længde og er gratis.

Fra færgen blev sat i gang og vi blev hurtigt splittet op i et par grupper. Personligt havde jeg været en del syg over sommeren og havde ikke fået kørt helt så meget jeg ved ruten kunne kræve. Så jeg satte et konservativt tempo men ikke blot for at overleve også for at kunne nye turen, snakke med de andre deltagere på turen og opfange alle de små detaljer i stedet for at hænge med hovedet ned i styret. Ron var skarp fra starten efter et flot overstået TransAlp og han var flyvende hele dagen.

Fra hyggetur til Hike-a-Bike!

Efter lidt let kørsel ud af byen og varme ben var jeg, som man nu er, fuld af energi og motivation og tænkte det bliver da en ren hyggetur det her. Men så, efter et skarpt sving, står grusstien pludselig lodret op i himlem, min XT bagskifter fløj på på øverste klinge, men jeg må indrømme stigningen tog mig på sengen, det blev ikke kun en hyggetur, gik det op for mig. Regnen fra dagen før, havde gjort underlaget meget løst og det var min teknik altså ikke god nok til, så det blev til hike-a-bike for mig. Selv Ron måtte af cyklen og hele gruppen vi kørte med prustede og stønnede.

Vi kom alle op, men jeg blev faktisk lidt nervøs, især da jeg lidt efter toppen blev væk fra Ron, det her bliver en lang dag, tænkte jeg. Lidt efter kørte min gruppe så forkert og vi endte bogstavligt talt, midt i ingenting, uden at vide hvor vi var. Min nervøsitet steg, men meget sigende for løbet, så blev den truende katastrofe, vendt til en fantastisk oplevelse. Skoven var utrolig smuk, mosset var lysegrønt og der duftede fantastisk bark, blåbær og vildnis.

Vi fandt pludselig en sti, og her kørte nogle andre deltagere. Kort efter fangede vi en anden gruppe, der også var kørt forkert, nervøsitet blev afløst af smil. Nu var jeg sikker på at uanset hvad der ville ske resten af dagen, så ville det blive en fantastisk oplevelse. Ingen ville blive efterladt i skoven. Vi fulgtes ikke ad i én stor gruppe, men alle ville komme med hjem.

Herfra forløb resten af dagen uden større drama, med masser af fede spor, sol, høj puls og sved på panden. Ron og jeg kørte i begyndelsen med et par danskere fra Mols og løbets eneste pige Emelie. Men de havde ikke helt gearing eller ben til bakkerne, i vores tempo og som det nu er i et hårdt løb, fandt vores 2 grupper, hvert deres tempo at cykle i.

Danske engle og David Lynch stemning

Første vandstop var ved 70km og det passede os perfekt, eller det ville det have gjort, for Ron missede stoppet på GPSen og vi ender med at køre en meget stejl nedkørsel og en lang stejl opkørsel, før vi er klar over den er gal. Jeg var mega tørstig og på så lang en dag, er mad og drikke nøglen til en god oplevelse, skulle vi vende om? Ved ikke om det var skæbnen, eller bare den gode vibe jeg fornemmede hele løbet igennem, men som 2 engle der steg ned fra himlen kom Søren Johansen og Per Fernqvist kørende og uden at tøve gav de os vand og vi teamede op.

Det blev et langt samarbejde og vi kom virkelig ind i et godt flow, hvor der blev hyggesnakket en masse. Søren og Per havde også haft deres navigationsproblemer og var på et tidspunkt kørt den modsatte retning af ruten. På vej mod det næste stop fandt vi også en flaske mere, tabt af en anden deltager og den gode vibe kunne fortsætte.

Inden vi meget tørsten fik helt overtaget, nåede vi heldigvis det næste stop ved 110km. Her mødte vi en mand på en John Deere havetraktor midt ude i skoven. Scenen var som taget ud af David Lynch’s Straight Story. Jeg fik øjenkontakt med ham i god afstand og fik langt an til high five, der blev mødt med en stor landmandshånd og et kæmpe smil.

Næste stop var ved en smuk bondegård, hvor der var vand på hanen. Der blev drukket masser af vand og hygget og kigget misundeligt efter værtens friskplukkede kantareller. Her blev Per også genforenet med sin makker Linus, som han var kommet væk fra og så var vore lille team pludselig 5 mand, der kunne sætte afsted mod det store mad stop ved 140km. Vi passerede en masse små vandfald, skov, smukke huse, ikke særlig mange mennesker og heller ikke meget asfalt.

Slickdæk, overtro og Dead Raven spirit

Der blev snakket en del om Linus valg af dæk, som var nogle meget hurtige slicks, og som det altid går når man snakker om dæk… så svarer de! Det gik galt, Linus´ dæk eksplodere på en skarp sten lige foran mig. Per og Linus fikser det og vi triller frem til madstoppet uden dem, da vi er ved at være godt sultne.

Mad smager bedst, når man er sulten, og det her mad smagte vidunderligt. Hjemmebagte svenske kanelsnegle, chips, vingummi og pickles. Ja, det sidste er helt genialt og glem ikke at drikke noget pickle juice, det går lige i stængerne. Mange havde her en lille gave med til Harry. Harry’s far døde ved en tragisk ulykke på gården, det første år løbet blev kørt for 3 år siden, og løbet er meget tæt på Harrys fødselsdag, derfor opfordrer Tobias til fødselsdagskort og han havde købt en lille legogave. En meget rørende gestus.

45km tilbage og som dansker tænker man det er jo bare en smut tur, men heldigvis var vi advaret om en meget hård stigning op til sidst i løbet, synes nu faktisk løbet generelt bød på en hel del hårde stigninger, så når det blev annonceret at der kom en særligt hård stigning v. 150km, blev jeg sgu lidt nervøs for om jeg kunne komme op, men Hike-a-Bike gad jeg absolut heller ikke.

Ron fløj op og så var det ellers mig og Søren som sammen kunne kæmpe os op. Det gik uden problemer og da jeg mødte Ron på toppen, var jeg klar over at nu var der gode ben til resten af turen hjem, det var en fed følelse. Men, som de siger,”What goes up – must come down” og på den sidste del ruten var det mere trætte arme som var begrænsningen end noget andet.  Jeg havde tydeligvis ikke fået kørt nok off road up til løbet.

Heldigvis var det ikke noget problem at holde tempo på flad vej  og kunne også give den gas op af de sidste bakker, så det var kun nedkørslerne hvor armene værkede. Jeg skal indrømme at jeg til sidst var ved at være træt af at køre op ad bakke og bare trængte til noget tons hjem, men det var der ikke meget af, et par solide stigninger til sidst, trak de sidste kræfter ud af kroppen.

Tak Dead Raven, vi ses helt sikkert igen.

Solen var begyndt at stå lavt på himlen og vi nåede færgen efter tæt på 9 timer på cyklen stadig med overskud i benene og smil på læben. Der var middag om aftenen kreeret af lokale råvarer, men jeg havde lovet familien at være hjemme til søndagshygge. Så jeg fik skiftet, pakket, drukket en alkoholfri øl (kan varmt anbefales) og så var der +4 timers kørsel hjem til København. Jeg er inviteret med til næste år og har fået lokket familien med i 2020.
Jeg glæder mig allerede.

Vi har nok alle sammen overvejet det… hvad kunne man egentlig opnå på et år, hvis man tog fri og cyklede fuld tid. Charlotte Longhi gjorde det, og sikke en oplevelse hun har fået ud af det.  Vi mødtes i Rådhusparken i Aarhus, til fotos og en snak om året det er gået. 

Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk 

“Du har kørt MTB hele sæsonen, hvorfor har du din landevejscykel med til fotos!?”

Den er fed ikke? Jeg har jo også kørt lidt landevej i år, og nu har jeg faktisk lige købt den her nye S-Works Venge, den er virkelig fed synes jeg. Jeg er jo lidt en #liregirl, så det er altså den jeg har taget med i dag.

“Hvordan fik du ideen til at tage et år fri og køre på cykel”

Det var faktisk min chef der allerede tidligt spurgte indtil om jeg havde lysten til at gøre noget mere ved cykling, men jeg skød tanken lidt væk og fokuserede på at arbejde og træne når det var muligt! Men da jeg så efter første sæson rykkede op fra Dame B til Dame Elite, så kunne jeg mærke der skulle ydes en ekstra indsats og øges markant i trænings mængden. Der besluttede jeg mig for at tage et år ud af kalenderen og træne målrettet og få en masse oplevelser på cyklen.

“Hvordan planlagde du dit år”

Jeg planlagde egentlig kun 3 måneder frem og så har jeg taget de muligheder og oplevelser der har budt sig hen ad vejen.
Jeg vidste at jeg ville tage til Spanien i januar og retur til Danmark efter Andalucia Bike race som lå i April.
DM, EM og VM var selvfølgelig skrevet i kalenderen men alle løb og etapeløb udover kom hen ad vejen.

“Hvad var din målsætning”

Min målsætning var at gøre lige præcis hvad jeg havde lyst til i et år.
Jeg valgte så at det skulle bruges på cykling, da jeg ville se hvor god jeg kunne blive på et års tid. Jeg var udemærket klar over at Rom ikke blev bygget på en dag, og at det selvfølgelig ville kræve mere end et år, hvis man virkelig ville satse på en cykelkarriere. Men jeg ville realisere mig selv og sørge for at tage de chancer der bød sig og det må man sige jeg har gjort.

I starten af året blev jeg kontaktet af Simon Nielsen som netop havde oprettet et nyopstartede hold med en række sponsorer i ryggen. Ambitionen med holdet var at der skulle kvalificeres til VM i MTB Marathon og det gjorde vi alle på holdet ret tidligt på sæsonen. Det har været en stor hjælp og fordel at være en del af sådan et godt team med Emuge franken og Fusion som hovedsponsorer.

“Hvad har været den bedste / sjoveste oplevelse”

Det er virkelig svært at udvælge én af de mange oplevelser til den absolute bedste, for alle de oplevelser dette år har bragt har været uundværlige og yderst begivenhedsrige. Jeg har mødt så mange herlige mennesker på min vej og jeg har oplevet så mange fantastiske steder rundt omkring i Europa.

Men især mine friske erindringer fra VM i Schweiz står selvfølgelig som kæmpe oplevelse og virkeligt smukt. Atmosfæren og kulisserne til sådan et arrangement er helt uforglemmelig. Uanset niveau eller baggrund var folk bare flinke og behagelige! Det var præcis som jeg håbede det ville være, bare endnu bedre.

Jeg er vild med den stemning både ryttere og publikum er med til at lave ved sådan et event. Jeg har nogle gange kørt landevejscykling og her oplever jeg slet ikke samme stemning fra hverken publikum eller deltagere.

Måske har jeg bare været uheldig til de få landevejsløb jeg har deltaget i, men jeg mener at mountainbike kan noget helt særligt. Jeg kommer fra surf / snowboard verdenen og der vil jeg sige den loose stemning og hyggelige atmosfære er at genkende i netop mountainbike verdenen.

En af de sjovere oplevelser var da jeg stillede op til et etapeløb og blev hooked op af arrangørerne med en lidt ældre canadisk kvinde (verdensmester i Master for anden gang). Første gang vi mødes, dagen før vi skal starte vores duo etapeløb, spurgte om jeg sov i ilttelt op til dette løb, det måtte jeg jo indrømme at min lejlighed godt nok ligger på 3 sal men at jeg ikke havde hørt om ilttelt.

Der tænkte jeg at nu ville jeg nok blive kørt midt over og ville gå en utrolig hård uge i møde. Jeg blev faktisk så nervøs, at jeg ringede hjem med tvivl om jeg kunne køre med hende! Det endte heldigvis med at min skulder kunne bruges allerede første dag opad.

Herefter snakkede hun ikke så meget om det der ilttelt men hun havde stadig masser af gode råd om min kost og vægt, hun var læge og ved nok en del om ting jeg bør spise! Meeeeeen slik og søde sager er jeg stærkt tilhænger af, og så længe det går hånd i hånd med træning, så indgår det altså i min kostplan, basta!

“Hvad har været den mest irriterende oplevelse”

Den mest irriterende oplevelse må helt klart være da jeg væltede på min hviledag kun 3 uger før Andalucia Bike Race. En rulletur der kostede 9 sting i underhuden og 12 sting i huden.

Jeg havde troen på at jeg ville være tilbage på cyklen et par dage senere, men desværre gik der betændelse i såret og jeg kunne ikke andet end at ligge med benet oppe, da det ikke måtte springe op i det inderste lag hud. Jeg kørte dog andalucia Bike race 3 uger senere og jeg gennemførte hvilket jeg var ret tilfreds med i sig selv.

“VM, hvordan var det?”

Som nævnt tidligere, det var en helt igennem fantastisk oplevelse! Når man har cyklet flere store løb rundt om i Europa, så kender man jo også pludselig rigtig mange deltagere, og det var nok næsten på højde med selve oplevelsen af at køre løbet, at man pludselig følte sig som en del af en “familie”. Det var virkelig fedt at opleve.

Vi ankom tirsdag og havde god tid til at prøve ruten af flere omgange. Det var en meget hård og teknisk rute med lidt af det hele. 70 km og 3500 hm, jeg kørte mit eget tempo hele vejen og disponerede mine kræfter rigtig godt. Jeg udnyttede hver en feedzone og fik fyldt på med væske da det var en varm dag.

På de sidste 15 kilometer ramte vi en “mur” den var hvertfald stejl og vi måtte trække op i ca 15 minutter vil jeg tro. Da jeg nåede toppen og satte mig på cyklen krampede mit højre lår og det var godt nok en speciel følelse, en underlig smerte jeg ikke har prøvet før, men jeg måtte fokusere på at komme i mål og brugte venstre ben når det gik op ad. Det varede heldigvis ikke længe før vi skulle køre ned ad og ud af lige singletrack og her gik det godt :)

Jeg kom i mål som nr 50 af 78 og det er jeg fint tilfreds med. Selvfølgelig ville det have været fedt at rykke 10-15 placeringer op hvilket havde været realistisk men for at kunne blande sig længere oppe kræver det vidst en stram diet og livsstil.

Jeg vejer lige 6-8 kilo for meget og det er jeg klar over, men hvis de skal smides så er jeg ikke sikker på jeg synes det er sjovt i hverdagen og det er super vigtig for mig at lave noget jeg godt kan lide og at min hobby ikke bliver en sur pligt!

“Hvad skal der ske nu”

Jeg har ingen planer for hvad der skal ske nu, udover jeg skal til Italien og køre løb i weekenden. Faktisk har jeg endda fået et tilbud om kontrakt med et Italiensk hold, dog ulønnet, men med alt betalt… skulle man lige tage et år mere? haha.

Ej, min opsparing tillod at holde fri et års tid, så jeg begynder nok at arbejde fuldtid igen til januar, men derfor slutter mine cykeleventyr bestemt ikke, jeg har fortsat mod på at deltage i løb ude i europa, særligt etapeløb er jeg blevet lidt bidt af!

Da Søren Johansen, ved et af ham arrangeret social gravel ride, for nogle måneder siden, nævnte at han overvejede at arrangere et mere formelt gravel event i september, så var min nysgerrighed vakt, og da Søren gjorde tanke til handling og annoncerede Strade Forestali fik jeg hurtigt tilmeldt mig.

Foto og Tekst af Lars Jakob Johansson

En hård, og en knap så hård rute…

Der kunne vælges mellem to ruter. 180 km / 2400 hm / 90% gravel eller 100km / 1400 hm / 95% gravel.
Jeg har kørt i området nogle gange tidligere, så forventningerne var store. Beskrivelsen af eventet lagde heller ikke en dæmper på forventningerne, citat: “Helt sikkert nogen af de smukkeste og (måske) mest krævende gravelruter i Danmark. Afvekslende underlag der byder på alt fra hurtigt boulevardgrus og snoede skovstier til krævende opkørsler (op til 20%), fede nedkørsler og tekniske passager med rødder, sten og sand. Det bliver ikke meget bedre i Danmark.”

Jeg havde (klogeligt skulle det vise sig) tilmeldt mig 100 km distancen. Har ærligt er fysikken heller ikke til 180 km på gravel. Men især da jeg stod klar til start, med to ugers sygdom i kroppen, var jeg meget glad for at jeg “kun”skulle ud på 100 km., velvidende at det nok skulle blive hårdt.
Inden eventet fik jeg tilsendt den mest omfangsrige roadbook jeg til dags dato har set, med beskrivelse af løbet, risikable sving/nedkørsler, højdeprofil osv osv. Ingen tvivl om at Søren ikke bare kender området, men også brænder for at give alle en god oplevelse. Vi jokede dog med at det var svært at have de store mængder udprintede papir med på ruten.

Virkelig god forplejning!

Der var rundstykker og kaffe inden start, hvor vi alle fik udleveret vores lille Brevet kort, som skulle ‘klippes’ i alle depoter, for at vise at man havde været hele vejen rundt.
Eventet var på ingen måde et race, så vi blev efter race briefing sendt afsted i små grupper, med 5 minutters mellemrum, for at der ikke ville være “pile-up”. Et event efter mit hoved. Jeg går efter oplevelsen og mener ikke at race hænger sammen med gravel. Gravel er i min optik oplevelse, natur og personlig udfordring, og handler ikke om at komme hurtigst fra A til B.

Ganske som lovet i beskrivelsen af løbet så fik vi prøvet forskelligt underlag, og stigninger der fik al samtale til at forstumme, hvor man kun kunne høre sit eget pulsslag i ørerne, og få let jernsmag i munden. Men vi tog os også tid til at nyde de begyndende efterårsfarver, skovsøerne, udsigterne , grusets knasen under dækkene og samværet. Der var hele 4 depoter på 100 km ruten, som bød på alt fra vand, energidrik, bar, gel, boller, slik, agurk med salt, frugt og ikke mindst Sørens hjemmelavede kager (ja jeg skrev hjemmelavede). Hvis der havde været kaffe var jeg ikke kommet videre. Suveræne hjælpere med masser af godt humør, og fed stemning blandt deltagerne. No rush, no race.

Bite the dirt

Jeg måtte lige en tur ned og mærke den østjyske muld for alvor, da jeg uden varsel blev angrebet af våd lyng, som tog mit forhjul (det stod der ikke noget om i road book’en). Måtte lige sidde et par minutter og mærke om alt nu sad som det skulle, kunne dog heldigvis fortsætte efter et lille stykke tid. Et par ugers sygdom havde også sat sig i kroppen, så der var ikke meget tilbage i tanken de sidste km.

Heldigvis havde den ene af mine kammerater det værre. Det er jo altid lidt rart når man ikke er den der har det hårdest. Det var derfor også dejligt at komme i mål, blive modtaget af Søren og hurtigt få lidt tørt tøj på og så få en burger og en øl. Og her er så mit eneste forslag til forbedring. Ved tilmelding kunne man vælge mellem en pulled-pork burger, eller en vegetar variant med falafel og humus. Jeg havde valgt vegetar burgeren, og det var ikke den store succes. Jeg betaler gerne lidt mere i startgebyr næste gang for en bedre (for jeg håber på der bliver en næste gang).

Eventet var Brevet-inspireret (altså find selv vej via gps), men der var virkelig gode depoter, og jeg er imponeret over at der kan arrangeres et event med det setup til en meget lav startpris. Adspurgt, så svarede Søren, at hans mission ikke er at tjene en masse, men give mange mulighed for at få en god oplevelse og se den flotte natur som vi har i Danmark, og især omkring Ry.

Jeg kommer gerne igen næste år.

Alpetramp, én af årets sidste udfordringer på landevejscykel, inden cykelcrosssæsonen tager over (for mange) eller bare off-season. Når man arrangerer et cykelløb i oktober, er der en risiko for dårligt vejr, og der går da også drabelige fortællinger om ganske forfærdelige udgaver af Alpetramp, i den henseende. I år artede vejret sig dog anderledes godt, og vi havde smukt dansk oktobervejr, næsten hele vejen. 

Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk

På tur med Ride4Rehab

Det er nok ingen hemmelighed for nogen, at Danmark har været aktivt involveret i konflikter, flere steder i verden de senere år. I en årrække var det mere hemmeligt, at nogle af de udsendte soldater kom hjem med ar på sjælen. Ar som det tog nogle år for forsvaret overhovedet at anerkende, og ar som man stadig kæmper med at forstå.

Det er ellers ikke nogen nyhed at soldater kan komme skadede hjem fra fronten, selvom skaderne ikke er synlige. Mange kan nok nikke genkendende til udtrykket “granatchock”. Det stammer tilbage fra første verdenskrig, hvor man simpelthen mente at de psykiske lidelser, som op imod 40%!! af soldaterne kom hjem med, var sammenligneligt med hjernerystelse.

Man mente det var trykbølgerne fra de mange granater og mortérer, der direkte skadede mændende. Under 2. Verdenskrig blev det dog klart, at granatchok er en psykisk reaktion, der kan fremkaldes hos enhver, under ekstreme belastninger. Fra 1994 har betegnelsen været akut belastningsreaktion, og ved vedvarende symptomer posttraumatisk belastningsreaktion, ofte blot forkortet, PTSD, efter det engelske udtryk, Post-traumatic stress disorder

Den dag i dag, lever mange af vores danske soldater, stadig isolerede, og afsondrede fra verden, pga. de skader de har fået ved at være udsendte. Men de senere år er der dukket flere og flere tilbud op, både indenfor forsvaret, men også ude i samfundet. Ride4Rehab er én af de sidste, dog med tilknytning til det danske forsvar. Her oplever soldater med PTSD at komme ud og bevæge sig, med ligesindende, og en masse mennesker, der vil dem det godt.

De havde inviteret mig med på én af deres sidste rulleture i går, det klassiske motionsløb, Alpetramp på Fyn.

Stilheden på hjemturen

Ride4Rehab blev egentlig slet ikke sat i søen, for at PTSD-ramte skulle ud og prøve kræfter med et dansk motionsløbsfelt. I begyndelsen var en helt almindelig rulletur, i selskab med andre rigeligt, ja, mere end rigeligt for mange faktisk.

Som mange af os oplever, så er træning dejligt. Lange soloture holder jeg personligt også af, men det er også fedt at komme ud og møde nogle helt andre mennesker til et dansk motionsløb. Den lyst, var der også nogle af veteranerne der følte, og derfor stillede Ride4Rehab op i deres første motionscykelløb, tidligere i år. De har fået en helt fantastisk opbakning ude i det ganske land, hvilket er helt fantastisk.

” – Jeg kan stadig huske det første løb vi var ude til. Der var spænding i bilen på vej derud, til gengæld har jeg aldrig oplevet veteranerne så stille, som da vi var på vej hjem. Men stille og roligt er stemningen løsnet op, cykling kan altså noget helt særligt. Så når vi nu er på vej hjem nu, er der mange der endda har overskud til at snakke, og grine lidt sammen. Det er en fantastisk udvikling, at nogle af vores veteraner er nået så langt, gennem cykling, det er faktisk et lille mirakel“. – Jens Lunte, ressourceperson. Ride4Rehab.

Det stressende felt

AoC var inviteret med af Jens Lunte, for at opleve hvordan det er at være ude og køre med Ride4Rehab, og det var en tur jeg havde set virkelig meget frem til. Det endte også med at blive en helt fantastisk tur. For det første har de lavet en virkelig flot, og meget hård, rute på Fyn.

For det andet, så udviklede turen sig til noget helt særligt. Geert, der var udsendt under den meget udfordrende mission, Danmark deltog i på Balkan, havde ikke meget lyst til at sidde i feltet. Vi forsøgte at hægte os på bagerst i 2. startgrupp,e på 140km ruten, men det er hårdt at sidde allerbagerst i sving, så allerede kort inde på ruten, lod vi feltet køre, og fandt vores eget tempo.

4 mand til at deles om føringerne, i kombination med 1400 højdemeter, er en noget anden udfordring, end 140km hvor man kan lade et felt tage sig af føringsarbejdet, vi fik alle 4 en god hård tur vil jeg sige. Vi havde lidt regn på de første 30km, men herefter var de bare “derudad”. Det blev en smuk dag, helt uden stress og uden alvorlige kriser for nogen af os. En helt igennem fantastisk tur.

Cyklen virker!

I starten efter sin udsendelse på Balkan, lukkede Gert sig meget inde, fortæller han, mens vi sidder på cyklen. På det tidspunkt var det danske forsvar meget dårligt rustet til at håndtere de oplevelser og udfordringer, deres ansatte kom hjem med, de fleste var derfor overladt til at forsøge at fikse problemerne selv.

Rigtig mange endte i misbrug, med forskellige former for selvmedicinering, og andre, som f.eks. Geert, forsøgte at arbejde traumet væk, hvilket måske ikke så overraskende, virkede meget dårligt. For nogen virkede det, men ikke for Geert. Han endte med at trække og isolere sig,  ikke bare fra samfundet, men også fra dem han holdt af.

Men den tidligere ultraløber fandt en vej ud af mørket, bl.a. gennem cyklingen! Faktisk hjælper det ham så meget, at det slet ikke er en mulighed at lade være med at cykle. For at sætte fokus på sin rejse, og sine udfordringer, har Geert sat sig som mål at gennemføre Race Across America i 2021!!

Det bliver en udfordring. Der skal kæmpes, jeg glæder mig til at følge den rejse. Jeg synes Geert er mega sej, og det var fedt at cykle med ham, og de andre for Ride4Rehab i søndags. Sådan her beskriver Geert sin oplevelse, på sin Facebook.

” – Jeg fik en hårdere start end forventet, blev pludselig ramt af stress og angst, og havde svært ved at trække vejret. Fik mentalt støtte af de andre i vores gruppe R4R CPH og jeg overvandt det. Og gennemførte løbet, og det var en kæmpe sejr, da PTSD’en virkelig kan fucke med ens hjerne.” – Geert, Ride4Rehab.

Vi kommer ikke sidst!

Trods “PTSD mindfuck” og deraf mistet felt, så kan man jo godt sætte sig nogle mål alligevel, og det gjorde Geert. Jeg gider ikke komme sidst, proklamerede han, og det var vi da heller aldrig i fare for. Der var ikke antydningen af krise hos Geert, på noget tidspunkt, faktisk var det nok mig, der havde den største krise på dagen, da vi ramten løbets “bakkespurt”.

Der slukkede benene lige pludselig, og jeg vil ikke sige det gik hurtigt op over, men jeg kom da over!! I mål sagde Geert, at det var en kæmpe motivation at se mig gå lidt kold på bakken. Det var nu ikke med vilje, men jeg er da glad for at jeg kunne hjælpe på den front :D

Efter næste depot, med bananer, vand, energidrik, kaffe, kakao, og så havregrynskager, der i øvrigt var bagt at den unge mand på billedet heroverfor, kom benene heldigvis igen! En enkelt bolle kunne man godt have brugt i bare ét af depoterne, “almindelig mad” skal ikke undervurderes på en lang, kold, dag.

Vi kom ikke sidst, men som det ses var der ved at være lidt tomt i den lokale idrætshal, da vi tjekkede ind. Suppen var dog stadig varm, og colaerne kolde. Sikke en fed tur. Alpetramp, vi ses i 2020!

Ride4Rehab drives 100% af frivillige, og driften/løbsafgifter består af gode venners tjenester samt sponsorater, smid et “follow” efter deres Instagram, det er gratis, og jo flere følgere de har, jo gladere er deres sponsorer!

View this post on Instagram

Sæsonen er slut. Sommeren er forbi. CV Jørgensen har sunget det, og temperaturen i morges gav ham ret. De fynske bakker gav dog hurtigt varmen og (Fn)Uggi fra @altomcykling sørgede for et hæsblæsende tempo og ditto humør. Alpetramp kronede en flot løbssæson for R4RCPH, hvor vi har stillet til start i 10 forskellige løb. Tak for den gode respons der er derude, når i støder på os! Vi holder kæderne stramme hen over vinteren, så længe vejene er isfri. #r4rcph #ride4rehab #dmif #altomcykling #ptsd #lundbeck #fibrrider #forsvaret #værdatkæmpefor #rideandsmile

A post shared by R4R CPH (@r4rcph) on Oct 6, 2019 at 9:45am PDT

Vores gravel-forelskede freelance skribent Lars Jakob har tidligere i år været i Tyskland og køre Votec Gravel Fondo, et fantastisk løb som AoC også dækkede i 2018. Beklager der har været lidt ventetid på artiklen, men bedre sent end aldrig ikke? :) 

Af Lars Jakob Johansson | Foto: Dan Zoubek & Lars Jakob

Aldrig, aldrig, aldrig igen…

Det var hvad både hvad jeg sagde til mig selv og andre efter sidste års Votec Gravel Fondo i Schwarzwald i Tyskland. Vilde stigninger på plus 25% og sindssyge nedkørsler gjorde at det måtte være en engangs oplevelse. At jeg så nu igen befandt mig, klar til start ved dette års Votec Gravel Fondo, undrede nok både mig selv og andre!

Men alt skal vel have en “second chance”, og da løbet i år blev flyttet til Palatinate skovene, og det efter en lille forespørgsel, til arrangøren af løbet, blev muligt at låne 2 Votec gravel cykler, hvorved min kammerat Claus, der også var med til Votec Gravel Fondo i 2018, og jeg istedet for at køre i bil, kunne tage et fly til Frankfurt (jeg ved det er klimamæssigt ukorrekt), og bare køre en times tid, så var der ikke så mange undskyldninger længere.

En meget mere afbalanceret oplevelse…

Derfor stod Claus og jeg til start lørdag den 31/8. 92 km med 2300hm lød ruten på. Ligesom sidste år var stemningen helt afslappet, løbet er ikke et race, så ingen har travlt. Der kan nydes kaffe indtil få minutter før start, og snakken går lystigt. Arrangøren havde i år lært af tidligere år, så vi blev sendt afsted i grupper af cirka 15 med nogle minutters mellemrum.

Derfor blev der på intet tidspunkt “crowded” på ruten, der var en god blanding af gravel og singletrack, hvor singletrack sektionerne dog fint kunne forceres på gravel cykel. Nogle få steder måtte man lige af cyklen, men det var fordi arrangøren havde lagt ruten forbi nogle vildt flotte natur scenarier, udsigter og pittoreske små tyske landsbyer.

Her var der tid til stop og nyde det hele, intet rush eller race feeling. På 92 km ruten var der tre depoter, der var fyldte med alt fra energiprodukter til lokale specialiteter, og der var heldigvis også rigeligt med vand, saft, cola mv. idet temperaturerne gik fra 25 grader i skyggen, til 38 grader da vi kørte igennem vinmarkerne.

I mål var der ligesom sidste år, kage og kaffe, ved løbets faste barista (Blackbird coffee) – ingen kandekaffe her, samt masser af lokale øl, sodavand og Radler, der er en blanding af øl og saft og som er helt fantastisk som tørstslukker i varmen.

Forplejning i verdensklasse!

Lørdag aften var der igen stor buffet med alt fra vegetariske salater til gigantiske mængder af kød, alt fra pølser til vildsvin og vildt, selvfølgelig inkluderet i prisen for eventet. Søndag var det muligt at tage godt 44 eller 60 km på cyklen igen.

Lært af sidste års erfaring, så nøjedes Claus og jeg med de 44km med 650hm og havde igen en fed tur, med rigtig gode flows, singletracks. Måske belært af sidste års artikel på AoC, så var søndagens “hangover ride” i år opgraderet med et depot, og i mål var der igen alt hvad hjertet kunne begære, af forfriskninger, perfekt!.

Til årets event var det muligt at leje eller medbringe eget telt, som mange “bike packers” benyttede sig af. Det må dog have været ret varmt med de høje dagstemperaturer. Claus og jeg havde valgt at leje os ind på det et nærliggende hotel. ‘Bates Motel’ blev det hurtigt døbt, da vi var stedets eneste gæster…

Der var også opsat vogn med mulighed for at tage et bad efter løbet (hvilket vores medpassagerer på flyet nok var glade for). Claus og jeg lånte Votec’s “indgangs” gravel cykel: “Votec VRX”, en aluminium ramme med Rival groupset, 40-42.

Vi var begge ret imponerede over hvor godt cyklen var at håndterede, man følte sig hurtigt dus med den. Det føltes som en mellemklasse / dyrere cykel, men den havde en listepris på kun 1500 €! Jeg kørte på en XL ramme, og den gav en følelse af at bagenden var lidt livlig på nedkørslerne, men det kan også skyldes dæktryk.

Claus havde ikke samme oplevelse på sin str M. Votec giver 10 års garanti på stel og 2 år på komponenter. (Jeg er ikke sponsoreret)

Alt i alt, et mega fedt arrangement i Tyskland.

Jeg anbefaler på det varmeste Votec Gravel Fondo. Løbet skifter dog startsted fra år til år, så man skal lige undersøge hvor starten går næste år, og hvordan ruten ser ud, for som sagt var det en meget hård rute de havde fundet i 2018.

Tror dog de har lært lidt af kritikken de fik efter sidste år, så mon ikke næste år kommer til at minde meget om i år, der var et helt igennem super arrangement.

Læs mere her: www.gravelfondo.de

Grejsdalsløbet er årligt det største danske motionscykelløb. En kombination af fantastisk cykelterræn, eksklusiv oplevelse og god organisation har gjort Grejsdalsløbet til danskernes foretrukne forårsklassiker blandt motionscykelløb.

Af AltomCykling.dk | Foto: Grejsdalsløbet

Danmarks bedste cykelterræn  

Korte skrappe stigninger på stille landlige veje er strøet ud over de forskellige ruter. Der er en distance til enhver smag, men de har alle en varieret profil og tilpas mange højdemeter til at gøre det til en udfordring. Vejle kommune satser stort på cykelturisme og inviterer til Tour de France Grand Départ i 2021, hvor de bedste cykelryttere i verden skal køre i vores terræn.

Kvindegrupper

Vi tilbyder i år kvindegrupper på distancerne 200 km, 140 km og 85 km. Mange kvinder deltager helst i blandede grupper og er velkomne til det, men vi vil gerne tilbyde noget ekstra til kvinder, der deltager i de særlige kvindestartgrupper:

· Kaptajner, som holder en gennemsnitsfart på 27 km/t og sørger for fælles afgang fra depoter.

· Tekniske assistenter på cykel, som kan hjælpe ved defekter undervejs.

· Særlig bevågenhed fra vore rullende servicevogne.

· Særlige lodtrækningspræmier målrettet mod kvinder.

Fuld opbakning

Teknisk support. Veludstyrede depoter. Gode ruter. Varm mad og kold øl efter målgang. Levende musik og video fra dagen på storskærm. Dette er hvad der venter alle vore deltagere. Tjek lige, om du skulle have vundet en lodtrækningspræmie. Har familien hygget sig på festivalpladsen? Du skal bare koncentrere dig om at træde og se dig godt for, så er der en totaloplevelse i vente.

Forårsklassiker

Grejsdalsløbet ligger på det rigtige tidspunkt. Bøgen er sprunget ud og rapsmarkerne står gule. For de ryttere som planlægger en sommertur sydpå, er det tidspunktet hvor formen for alvor skal bygges op. På fjernsynet har man fulgt klassikersæsonen, mens det har været koldt udenfor, så det kribler i de fleste cyklister for at komme ud i foråret og køre stærkt.

Gravel/adventure

Den nye graveldisciplin er for dem, der gerne vil væk fra vejene og opleve naturen lidt mere intenst, uden at det bliver teknisk krævende offroad. Fart og gruppekørsel bliver nedprioriteret og byttet ud med oplevelser og hyggesnak. Vil man både køre det alternative gravelløb lørdag og det traditionelle landevejsløb søndag, har man mulighed for at få rabat på såvel startnumre som overnatningspakke.

Et løb i udvikling

Der er altid noget nyt på plakaten til Grejsdalsløbet. Organisationen bygger på mange års erfaring og er på forkant med udviklingen i motionscykelsporten. Dropzoner til affald, MC Marshalls og gravelløb om lørdagen er nu standard, og i 2020 bliver kvindegrupper, markedsplads og Strava segmenter del af vores løbskoncept.

Grejsdalsløbet 2020

· Gravel/adventure 75 km lørdag 9/5.

· Motionscykelløb 200/140/85/38 km søndag 10/5.

AltomCykling.dk deltager i begge løb i 2020!

Tilmeldingen er åben: www.grejsdalsloebet.dk

I mangel af vinter, og fordi vi har lyst til at komme ud og køre lidt cykelløb, har vi stablet et lille nyt event på benene i Aarhus. Vi kalder det Gravel Crit, og det er i alt sin enkelthed, et Criterium på grus. En rundstrækning på 3km danner rammen, og et par skarpe sving og en led bakke essensen af udfordringen. Du kan stille op på lige den cykel du ønsker, men nogle cykler vil være bedre end andre – velkommen til Aarhus Gravel Criterium! 

Af Uggi Kaldan & AltomCykling.dk

Er det ikke bare CX light?

Tror egentlig de fleste der kører CX vil finde det fornærmende at sige, at det her har noget med CX at gøre, ud over at det køres på grus. Det er en kort rundstrækning, som for en almindelig “gravel” motionist, har enkelte udfordringer, men ikke noget der minder om det, man finder på en klassisk CX rute. Ingen bomme, ingen snørklede loops der sætter teknikken på prøve, ingen trapper, ingen sandgrav. Enhver motionist vil kunne køre ruten uden at komme af cyklen, og med god power hele vejen rundt, og det er præcis formålet.

Så CX light er det ikke. Det er en kort gravel rute. En rundstrækning, der køres 10 gange, altså et Gravel Criterium. Det helt klassiske criterium format med 1 time + X antal omgange bruger vi dog ikke, fordi der er et eller andet tilfredsstillende over at tælle til 10, synes vi.

Rute og cykelvalg?

Det meste af ruten er en bred grussti, som det ses på billedet herover. Nogle steder er hjulsporet lidt mere udtalt end andre, men alt i alt, ikke ret teknisk, og vil kunne gennemføres på stort set alle cykler. Vi har testet ruten på Gravelcykel, CX, MTB og landevejscykel, sidstnævnte punkterede 2 gange på 2 omgange, på et par sommer landevejsdæk, så den kombination kan vi ikke anbefale.

I et par sving har MTBen en fordel, eller også var rytteren på MTBen bare lidt mere teknisk dygtig end undertegnede på dagen, til gengæld var gravel / CX cyklerne hurtigere end MTBen på de flade tonserstykker, og ikke mindst opad bakken, der på det stejleste stiger omkring 5%. Der er 35hm per omgang, 350hm i alt, i følge vores GPS. Hvis man giver gas får man ømme lår. Landevejscyklen fedtede lidt rundt i et par sving, men… altså, den kunne godt bruges.

Ruten kan ses her på STRAVA.

Flot natur, lukket rute, lækker forplejning.

Løbet foregår i True Skov, der er en lille lækker skovperle udenfor Aarhus. Den bliver jævnligt brugt at hestefolket, men alle rideklubber i nærheden er adviseret om løbet på forhånd, og ruten er lukket af med minestrimmel (fra kl.11 – 12:30) – så der bør kunne køres helt uforstyrret rundt, i de, én til halvanden time, det vil tage de fleste at gennemføre.

Der er tidstagning på dagen, her kommer vores gode venner fra SPORTI og tager tid, det foregår med chip, der er placeret på saddelpinden som et sticker. Vi sørger for der er noget godt til alle deltagerne når de kommer i mål, og så tænker vi ellers bare det bliver en ret sjov dag – nogle gange skal man jo prøve noget nyt! :)

VI SES

Læs mere om løbet og køb billetter HER

Find også løbet på FACEBOOK

OK nu skal den her artikel skrives. Det er jo nærmest en form for samfundspligt at skrive noget til det hungrende cykelfolk. Til alle jer der sidder derude og keder jer, og måske ærgrer jer over alle de arrangementer, der disse dage bliver aflyst og flyttet. Også en venlig tanke til alle motionsløbsarrangørerne, støt dem, det her er træls, som man siger på godt jysk. 

Af Uggi Kaldan | Foto © AltomCykling.dk

Kuurne Brussels Kuurne, motionscykelløb, 2020

Jeg har placeret mig foran computeren, flere gange, med kaffen klar, men hovedet tomt. Corana overload. Jeg læser aviser og er på Facebook. Folk i den ene lejr, folk i den anden. Gætterier fra ende til anden. Delte YouTube videoer og artikler, fra de mørkeste afkroge af internettet, der kæmper om folks opmærksomhed, med mainstreammedierne og vores folkevalgte, som “modstandere”. For 19 dage siden var jeg i Belgien. Det her er beretningen, fra den første dag.

Det føles fjollet at sætte sig ned og skrive en munter rejseberetning fra Belgien, set i lyset af at den samme rejse nu, ville være umulig. Verden er forandret. Italien var allerede mere eller mindre lukket ned i slutningen af februar. Skulle vi tage afsted? Vi var mig, og to gode venner, i bil. Vi havde glædet os. Alt sættes i forhold til Corona nu, men sådan var det altså ikke, for blot 19 dage siden. Ikke kun, i hvert fald. Vi var i tvivl, men vi tog afsted.

Vi grinede af de danske grænsevagter, DF soldaterne. Der pligtskyldigt stod på E45 og lavede stikprøver, mens 12 andre overgange ligger ubevogtet hen. Gu ve om menneskesmuglere og narkobaroner går mere op i køre-hviletidsbestemmelser, end de gør i at køre en lille omvej, for at omgåes kontrollen? Nu er alle overgangene lukkede.

Vi skulle bo på AirBNB, et kunstnerisk sted i Ghent, som jeg havde fundet. Indrettet af en ægte, rødglødende kvindelig kunster, arkitekt, aktivist?. “I skal ikke smække med døren ud til gaden, Jungs”, sagde hun ved ankomsten, “min smukke datter bor lige ovenpå, I risikerer hun kommer ned…”. Velkommen til Belgien. Vi måbede alle 3. Var det en opfordring til at smække med døren? Skulle vi låse døren til soveværelset?? Ingen af os smækkede med døren resten af den weekend. Jeg tror de unge drenge blev “out-foxed”, af en ældre Belgisk dame. 1 – 0.

Dinner out, på en næsten mennesketom café, samme aften. Det var hyggeligt. Vi spiste alle 3 spaghetti med kødsovs, en klassiker dagen inden “cykelløb”. Der ventede 125km til Kuurne Brussels Kuurne Cyclo, efterfulgt at proffernes finale, i Omloop Het Niuwsblad.

Race Day – ingen tidstagning, ingen stress

Forhelvede, det er jo håbløst. Se lige den målzone. Vi står som sild i en tønde. Umuligt at kigge på billederne i dag, og ikke tænke Corona. Det var kun Norditalien der var under Lock Down, var der et par italienere til start? Jeg så ikke nogen, men må jo erkende det ser lidt dumt ud, med nutidens briller på. Udsynet er blevet klarere. Det tænkte vi altså ikke på. Vi glædede os til en fed rundtur, og det blev det!

Stigningerne man skal over er moderate, til Kuurne Brussels Kuurne, men ruten bugter sig, som en kroget ål, til højre og venstre, konstant, så opad, hastigt efterfulgt af en sektion med brosten. Det er fantastisk underholdende. Vejene i Belgien er små, og dårlige. Var du nogensinde på visit i Østtyskland, inden det gik i opløsning? Der er ikke sket meget i Belgien siden dengang, hvis  vejenes tilstand bruges som referencepunkt. Fedt til cykelløb, dårligt for den gamle skoda Octavia, der smed bundpladen. Godt jeg havde strips i handskerummet.

Det  er en rigtig “cyclo” rute, som det kan ses herunder. Du ruller ud, vejene er flade og brede, der er depot allerede efter 30 kilometer. Det virkede til alle stoppede, også de stærke. Hvorfor ikke, der er jo ingen tidstagning. Herefter bakker, og så, rul hjem. På vejen mødte jeg masser af juniorryttere, der kørte pænt. De ænsede ikke os motio-tonsere. Store lår, på små kroppe.

På det flade kørte vi fra dem, på bakkerne hentede de os igen, når de kørte intervaller, udstukket af deres sportsdirektører, som vi også så på cykler, rundt om på ruten. Det kunne danske licensryttere lære lidt af, når de smider A og B rygnummeret, en løbsfri weekend, og stiller op i Sønder Vissing idrætsforenings motionscykelløb, på 80km ruten, kun for at tvære snotten rundt i fjæset, på småfede motionister.

Bad, bad, racebuddy…

Jeg har fået trænet ok, men Jonas og Søren havde fået trænet mere. De lagde ud med FULL GAS. Jeg hang på i 30km, så synes jeg ikke rigtigt jeg “gad” deres tempo mere. Formen var dog ikke helt elendig, så selvom de kørte fra mig, og havde fart på, så hentede jeg dem halvvejs, i depotet. Her mistede Jonas sine bremseklodser bag på?? (- spørg mig ikke hvordan). Jeg kørte videre, og tænkte de nok indhentede mig. Det gjorde de ikke.

I sidste depot ventede jeg, og her kom Søren. Jonas måtte holde lav fart på nedkørslerne, da han kun havde bremse på det ene hjul. Ham ventede vi ikke på… Søren og jeg gav den gas hjemover. Det er sjældent jeg kommer i mål samtidig med motorcyklen Søren. Vi snakkede lidt om det at vente på hinanden. Søren havde råbt defekt efter mig, og synes jeg skulle have ventet. Jeg hørte det, men altså, de havde jo heller ikke ventet på mig, da mine ben var lidt tunge i starten. Var det fejt at fortsætte? Det ved jeg sgu ikke rigtigt.

Jeg tror moralen på den historie er – at hvis man vil følges ad, så gør man det hele vejen, fra start til slut. Historien fik da også et lille twist dagen efter, som I kan læse om i beretningen fra Omloop Het Nieuwsblad Cyclo, som er på vej. I øvrigt no hard feelings. Vi er alle tre nogle gutter, der bare godt kan li at køre, til benene ikke vil mere, og når formen ikke er på helt samme niveau, så er det bare svært at følges ad.

15 minutter efter at Søren og jeg kom i mål, kom Jonas. Han var stoppet hos en lokal cykelbutik, og havde fået klodser. I Belgien er de noget gladere for kontanter end kreditkort. I hvert fald så er de ikke glade for VISA og MASTER, men det lidet brugte Maestrokort lader til at værre “in”, – så ved du det. Uden penge og kort der virkede, endte Jonas med at få klodserne gratis. Belgien er ikke cykelland, for ingenting.

At rejse er at opleve

Mens vi ventede på Jonas, benyttede Søren og jeg ventetiden på at købe en cykelkasket, hos løbets merchandise pusher. Jeg bemærker at den ældre herrres bil er på franske plader. Hvem er han mon, hvor kommer han fra? Jeg kigger på hans ansigt, er han cykelrytter?. Han taler ikke tysk eller engelsk, og jeg taler ikke fransk, men jeg får da fagtet et spørgsmål i hans retning. Har du cyklet “rigtigt”, på et tidspunkt? Det havde han! Det viser sig vi står overfor en ganske habil, tidligere cykelrytter, Gianni Marcarini, fransk rytter med italienske aner, og 68 sejre under kasketten!.

Han går ind i bilen, og finder billeder frem, og franske magasiner. Jeg fatter ikke en dyt, men jeg genkender navne, mens han livagtigt fortæller. Anquetil , Merckx, Bahamontes, Raymond Poulidors. Har han virkelig cyklet med alle legenderne? Et billede bekræfter, hvad jeg tror jeg hører. Tænk hvad man oplever, når man tager sig tid til at spørge, og lytte. Som jeg sidder og skriver det her, og Googler hans navn, finder jeg ud af at han kører i sin varevogn, ud til alle løbene, og sælger merchandise. Jeg læser også at han d.15. marts i år fyldte 80 år. Så bliver jeg pludselig bekymret. Skide Corona. 

Men dagen var jo ikke slut endnu…

Kuurne Brussels Kuurne Cyclo – fed oplevelse! Søren og jeg købte en fræk gul / orange cykelkasket begge to, med “Normadie” påtrykt på skyggen, og blev enige om at det var en rocker fed dag. Hurtigt fik vi pakket cyklerne i bilen, for nu skulle vi jo til Geraardsbergen og se profferne  køre Omloop. Jeg kan ikke andet end at sige at turen til Belgien altså er fantastisk. Næste år skal vi flere afsted!

Èn time efter vi har kørt lungerne ud af halsen, står vi ved et af verdens måske mest kendte cykelmonumenter, kapellet på toppen af Geraardsbergen. En brostensbelagt stigning, der stiger med op til 20%, og har en gennemsnit på 9%. I morgen skal vi selv cykle bæstet. I dag skal vi heppe på profferne. Der er heldigvis ikke fuldstændigt stuvende fuldt af +10.000 vilde cykelfans, som til Flandern, det er nok meget godt. Tænk det er aflyst / udsat. Ufatteligt.

De første 2 ryttere vi ser er Jasper Stuyven fra TREK, der senere vinder løbet, og Yves Lampaert fra Quickstep, der bliver 2er, og så, halsende lige efter, en af de hårdeste hunde i dansk cykling, Søren Kragh Andersen. Han havde ikke en kanon sæson sidste år, men i år har han ramt forårsformen, lige i røven, han kører ind som 3er. Asgreen så også stærk ud, hvilket han i den grad beviste dagen efter, da han vandt Kuurne Brussels Kuurne, i det flotteste solo udbrud, længe set.

Hvor er det bare totalt langt ude, at de to ikke får lov at vise deres form frem, i alle de nu aflyste forårsklassikere. En sort tid for cykling.

Den danske verdensmester – Mads Pedersen

Midt i feltet kom så det smukkeste trøje der findes, som kun kan bæres af den værdige indehaver af titlen, verdensmester i cykling (landevej i denne udgave), Mads Pedersen. Jeg var ikke kun taget til Belgien for at cykle, men også for at få et billede af Mads, i trøjen, der hvor cykling måske betyder allermest, Belgien. Jeg fik mit skud.

Det var en fed dag i Belgien. Nøj jeg glæder mig til at vi igen kan ses på landevejen, i skoven, på grus, i den lokale cykelbutik (huske at støtte din lokale cykelbutik, særligt nu!!). FUCK CORONA! I morgen beretning fra Omloop!